Ældresagen holdt julefrokost – og årets sidste søndagstræf

Foto: Privatfoto

Søndag den 4. december var der som sædvanligt Søndagstræf i Ældre Sagens Lokalafdeling i Grindsted. Da det var årets sidste blev det afholdt som en traditionel julefrokost. Det foregik naturligvis som altid på Mødestedet i Grindsted.

Som man kan se på billederne i galleriet herunder kan man se at formanden gik “ALL IN” og lod julemagien stråle ud gennem både slips og jakke.

Troels Gydum – Privatfoto

Omkring 15 frivillige havde dækket og pyntet bordene flot – og de sørgede for at dagen fik et rigtigt festligt og hyggeligt forløb for de omkring 110 gæster der var tilmeldt.

Der var som sædvanligt disket op med en rigtig julemenu fra Allan’s Diner i Ansager: Marinerede sild med karrysalat samt æg og tomat, fiskefilet med remoulade, tarteletter med fyld, frikadeller med rødkål, samt leverpostej med bacon og champignon.

Også Ris-ala-mande
Ingen julemenu uden ris-ala-mande med mandelgaver – og der var hele 10 mandelgaver, som alle fandt en ejer inden de sidste portioner forsvandt fra tallerknerne. Kaffe med lækre småkager sluttede menuen af.

Tid til sang
Mellem menuen og ris-ala-manden og kaffen, blev der sunget både kendte og mindre kendte julesange – og samler.  Ældre Sagen Grindsted’s nye “kapelmester” Tommy Nielsen havde valgt et par nye sange, som vi nok lige skal have øvet godt igennem, inden næste års julefrokost konstaterede Troels Gydum. En “hjemmekomponeret “på loftet sidder nissen” gav anledning til både latter og genkendelsens glæde af mange iblandede sange fra vores gamle julesangbog.

Dagen sluttede, også traditionen tro med “Glade jul, dejlige jul” og formanden for Ældre Sagens lokalafdeling i Grindsted, Troels Gydum takkede for nogle hyggelige timer og ønskede herefter at alle kom godt hjem og fik en rigtig glædelig jul.

 

Klik på billederne i galleriet herunder for at se dem i stor størrelse (kun pc)