Sanders Historiske Hjørne: Karensminde, husdyr og andre levende genstande fra perioden 1920-1950

Af Carsten Sander Christensen

Når læseren af klummen sidder hjemme i sofaen og en lørdag eller søndag i sin sommerferie bestemmer, at vedkommende vil på et museumsbesøg på Karensminde, er der på forhånd visse forventninger til besøget. Genstande fra såvel gård som egn i montre og i levende tableauer samt gårdens bygninger skal være tidsmæssige korrekte. Disse døde genstande skal så at sige, levendegøre gårdens historie for den besøgende. Vi er alle så vant til at museumsgenstande er døde ting, som man reparerer, konservere, udstille eller stille på magasin. Men museumsgården rummer også andre ikke helt så almindelige museumsgenstande nemlig såvel dyr som planter. Det man kunne kalde levende museumsgenstande.

Levende museumsgenstande kræver imidlertid andre forhold end de såkaldte døde genstande. Gården er nærmest befolket af tidsmæssige korrekte dyr og planter. Vi kan nok have dem gående i udstilling på et frilandsmuseum, men hvordan bevarer vi de levende dyr? Vi registrerer vores genstande døde som levende og opbevarer dem ud i al fremtid. Dyrene kan vi naturligvis let registrere som genstande, men vi kan ikke bevare det enkelte dyr levende ud i al fremtid. Bevaring af gamle husdyrracer giver kun mening, når vi taler om at bevare en levende bestand af en vis størrelse og til alle tider.

Går man en tur på gårdens areal, møder man bondegårdsdyr, som hvis man gik en tur på gården i 1930erne eller 1940erne. I hønsehuset finder man kalkuner, Hvide Italienere, Danske Landhøns (de brune) og Tumlingeduer. Alle tidstypiske dyreracer som folk, der endnu kan huske 1940erne, med garanti vil nikke genkendende til. De Hvide Italienere er gode æglæggere og landhønsene smager rigtigt godt. De Danske Landhøns og deres betydning for dansk landbrug går desuden mere end 2.000 år tilbage.

På gavlen af hønsehuset finder man bure med den Hvide Landkanin. Den Hvide Landkanin har gennem årene stået som prototype på den ideelle slagtekanin med en harmonisk krop, god kødfylde og lavt foderforbrug og den var i mange år den mest udbredte race i Danmark. Tilberedt på den rigtige måde smager den nøjagtigt som kyllingekød. Det første man tænker på når man ser den Hvide Landkanin med de røde øjne er, at det er en albino. Og det er netop hvad den er. Racen blev fremavlet i Danmark i starten af 1900-tallet og fik med sine gode produktions- og moderegenskaber en vigtig funktion for husholdningen i mange danskeres hjem op gennem det forrige århundrede. Ligesom den blev en sand eksport-succes.

I det gamle fårehus nord for gården finder man Dansk Landraceged. Landracegeden blev i begyndelsen af det 19. århundrede forædlet med Saneengeden fra Schweiz (pga. større mælkeydelse) og Harzgeden. Den Danske Landraceged er en malkeged af middelstørrelse med en tæt, forholdsvis langhåret pels. Geden har været tilknyttet mennesket pga. mælk, horn, skind og kød siden Bondestenalderen for mere end 6.000 år siden. I hestehuset i umiddelbar nærhed møder man den Jydske Hest. Den Jydske Hest er Danmarks nationale trækhest, udviklet fra en heterogen bestand af heste, som fandtes i Jylland omkring midten af det 19. århundrede. Fornyelse i avlsarbejdet kom efter 1862 med den engelske hingst “Oppenheim”, en krydsning mellem de engelske racer Shire og Suffolk. De stærke heste var nødvendige for gårdmandsmans bearbejdelse af den hårde og sandede jord. I 1800-tallet måtte sågar okser sættes ind i markarbejdet.

Bevaring af husdyr kræver desuden meget plads og pasning, ligesom avlen af de ældre danske husdyrracer kræver sit museum. Dette i sig selv kan være en stor udfordring for små frilandsmuseer både af økonomisk og tilrettelægningsmæssige grunde. Men er det i det hele taget de danske museers opgave at bevare vores gamle husdyrracer? Af rent principielle årsager må svaret på spørgsmålet være et ubetinget ja. Det er jo selvmodsigende, at man gennem tiden har bevaret bygningerne, redskaberne og arkivalierne omkring de gamle bondegårde, men ikke indholdet, de originale dyr og planter. Nutidige dyr og afgrøder på en gård a la 1940erne bliver jo en tivolisering af det lille frilandsmuseums berettigelse.

Mangt en skeptiker i 2022 spørger sikkert også sig selv om museerne virkelig er i stand til alene at bevare Danmarks nationale husdyrracer i fremtiden. Hertil er svaret et klart nej. Museernes ansvar med de truede dyreracer, må således være at gøre andre grupper og interessenter interesserede i at medvirke i bevaringsarbejdet af de ældre husdyrracer. I de sidste tre til fire årtier er man i Danmark blevet sig meget mere bevidst om de levende museumsgenstande. Her spiller Karensmindes Venner sammen med lokale museum en vigtig rolle for processen her i vores område. Siden starten af 1990erne har foreningen gjort et kæmpe stykke arbejde. Blandt andet gennem bestyrelsesarbejde i foreningen Danske Husdyr, der er en avlsforening for gamle husdyrracer.

I stalden står nok foreningens største bidrag til bevarelse af husdyrracer – den berømte danske bacongris. Omkring 1990 reddede foreningen i samarbejde med Kongshøjgård ved Hessel og Den Fynske Landsby bogstavelig generne til det Danske Landrace svin (det hvidbrogede baconsvin). Ligeledes blev den sortbrogede art reddet. Den har aldrig rigtig været populær på danske gårde, da den er uegnet til at fremstille bacon af.

Et nyt kuld af sortbrogede grislinger i stalden på Karensminde – Kilde: Billund Kommunes Museer

På udendørsarealerne som enge nord og øst for gården og området med den gamle alhede syd for Morbølvej finder man i sommertiden såvel kvæg som får. Også her finder man en husdyrrace som Karensmindes Venner også var med til bogstaveligt talt til at give nyt liv – nemlig Dansk Korthornskvæg. Korthorn racen, som vi kender i dag, har udviklet sig over de sidste to århundreder, fra Teeswater og Durham kødkvæg, der oprindeligt fandtes i det nordøstlige England. Pelsen er karakteristisk ved af farvepaletten minder lidt om en perlemorsmusling, når den bliver holdt op mod solen.

Af andre kvægracer finder man det Jydske Kvæg. Det Jyske Kvæg stammer fra det oprindelige sort- og gråbrogede kvæg, som var udbredt i Jylland i det 1700- 1800- og 1900-århundrede, hvor det var grundlaget for eksporten af stude til det nordtyske marked. Med andre har kvæget været at finde på Karensmindes engarealer i flere århundreder. I starten af 1900-tallet udvikledes koens mælkeydelse. Omkring 1950 udgik racen i det danske landbrug. Ligeledes RDM (Rød Dansk Malkerace) og SDM (Sortbroget Dansk Malkerace) er også repræsenteret. RDM udgjorde mere en 70% af Danmarks kvægbestand i 1950erne. Primært pga. den høje mælkeydelse.

Det Danske Landfår eller Klitfår finder man normalt på den gamle Alhede syd for Morsbølvej. Fra at være udbredt over det ganske land fandtes den i 1900-tallet kun i de vestjyske klitområder. Den hårdføre race overlevede her, fordi den var de importerede racer overlegen i det barske klima på de magre jorder. Den samlede bestand var i 1986 kommet helt ned på godt et halvhundrede dyr med kun 3 registrerede avls-hanner, og frugtbarheden dalede. Men her trådte foreningen Danske Husdyr så til.

Men selv om arbejdet med de gamle danske husdyrracer har været intensiveret i de sidste tre årtier, bør man ikke slække på arbejdet. Ligesom man har frøbanker, bør man ligeledes have et meget velstruktureret system omkring sædbanker. I 2022 mangler der dog stadig en egentlig stor offentlig institution, der som et specialmuseum på området, kan være et nationalt samlingspunkt, primus motor og organisator i bevaringsarbejdet for de gamle husdyrracer. Men det kan da vel endnu nå at komme i det næste tiår.