Af Kai Bayer
Her på Netavisen Grindsted har vi lavet en aftale med Kai Bayer, der for en del tid siden skrev en novelle om en speciel oplevelse på Grindsted Station. Alle de historiske oplysninger om dagligdagen i Grindsted dengang har han forsket i , så de skulle være korrekte – resten af historien er fiktion.
Johannes rømmede sig et par gange, før han fortsatte. Jo, det var såmænd på enhver måde en spændende tid, og havde det ikke været for de ensomme vagter, var jeg måske blevet, og endt som stationsforstander. Her hev han sig lidt op i stolen og kiggede over på mig med et smil.
Så dumpede han tilbage i stolens dyb igen. Nej, såmænd- svarede han sig selv. Det var ikke noget for mig.
Det er måske også svært at forstå for et ungt menneske, at tiden dengang kunne være spændende at leve i. I dag er alt fra dengang jo håbløst umoderne, men i efteråret 1934 var store samtaleemne mellem alle jernbanefolk, den nye Lillebæltsbro. Vi så billeder fra byggeriet i vores avis, og nogle af lokomotivførerne havde set lidt af byggeriet og fortalte om det sus, det måtte give, når de engang kunne køre over stålbroen og det dybe Lillebælt.
Og vores generaldirektør Knutzon udtalte til avisen, at når de nye, røde lyntog kom med køreplansskiftet i maj 1935, ville en ny trafiktidsalder begynde i Danmark. Damplokomotiverne ville forsvinde og rejsen med tog blive både mere behagelig og hurtigere.
Så blev byggeriet pludselig forsinket- det kender vi jo også lidt til i dag fra et stort byggeri, ikke sandt !
I slutningen af oktober 1934 kunne man læse i avisen, at trafikminister Friis-Skotte ville gå i brechen for en tidligere aflevering af broen end forudset, og at forsinkelser skulle indhentes. Vi fik også at vide, at firmaet Monberg & Thorsen, der byggede broen, fik 1 mio. kr. ekstra for at holde tidsplanen. I dag ville folk blive forargede over sådan en politisk beslutning- vi var stolte.
Foto: René Lind Gammelmark
