Kai’s Corner: En historie fra Grindsted station – 8. del

Af Kai Bayer

Her på Netavisen Grindsted har vi lavet en aftale med Kai Bayer, der for en del tid siden skrev en novelle om en speciel oplevelse på Grindsted Station. Alle de historiske oplysninger om dagligdagen i Grindsted dengang har han forsket i , så de skulle være korrekte – resten af historien er fiktion. 

Jeg tror, at jeg fulgte for lidt med i byens liv. De fleste oplysninger fik jeg fra folk, der kom og gik på stationen. Og så fra snakken med kollegerne.

Jeg var nemlig mest optaget af Rita. Jeg havde mødt hende på stationen en dag, jeg havde vagt. Jeg tror endda, det var på en af mine første arbejdsdage i juli 1934. Jeg var usikker, og hun var nervøs. Hun skulle i hvert fald have en pakke sendt afsted, og jeg skulle ekspedere den. Og så skulle hun betale. Tænk, jeg kan huske, at det kostede 60 øre, for den vejede over 5 kg.

Jeg fumlede rundt med pakken, vejede den, og lagde den i den rigtige bunke.

Så spurgte hun, om jeg var ny, og jeg blev rød i hovedet. Jeg spurgte, om jeg havde lavet en fejl,  og så rystede hun på hovedet og rødmede også ganske let.

Og så endte det med, at jeg glemte at få penge for pakken.

Der gik kun et kvarter, så stod hun der igen. Da hun havde åbnet pungen hjemme i forretningen, så hun straks, at der var for mange penge. Vi kom begge til at grine. Og jeg skyndte mig at spørge, om vi kunne mødes. Hun blev lidt genert ved det, men sagde ja. Så gik hun.

Heldigvis gik der ikke mere end et par dage, så kom hun igen med en pakke. Ved den lejlighed fortalte hun mig, at hun hed Rita og at hun arbejdede hos grosserer Schydt nede i Borgergade. Og at hun fra nu af stod for pakkeafleveringen. Det sagde hun med et dejligt smil, og jeg blev helt varm, for nu ville jeg møde hende tit. Hun var rødhåret og meget pæn. Et par fregner ved øjenkrogene. Jeg blev hurtigt forelsket. Så fortalte hun mig, at hun ikke måtte invitere nogen med hjem. Hun havde et værelse oppe på loftet, og her måtte der ikke komme gæster. Det havde hun allerede fået at vide, da hun blev ansat. Jeg fortalte hende, at mit værelse lå lige sådan på stationen og heller ikke var indrettet til gæster. Der var koldt og meget lidt ryddeligt. Derfor aftalte vi at gå en tur sammen engang imellem.

Foto: René Lind Gammelmark