Kai’s Corner: En historie fra Grindsted station – 12. del

Af Kai Bayer

Her på Netavisen Grindsted har vi lavet en aftale med Kai Bayer, der for en del tid siden skrev en novelle om en speciel oplevelse på Grindsted Station. Alle de historiske oplysninger om dagligdagen i Grindsted dengang har han forsket i , så de skulle være korrekte – resten af historien er fiktion. 

Johannes rettede sig op i stolen og kiggede på mig. Nu må du ikke tro, at hun ellers var genert og sådan noget, slet ikke- men et ungt par som os, med arbejde hos grossererens og hos DSB på stationen, kunne selvfølgelig ikke gå rundt i byen og kysse hinanden på gaden dengang. Vi var glade for, at vi havde hinanden, og at gå arm i arm gennem byen var dejligt.

Vi havde nær glemt tiden, da vi et stykke ude i Nørregade kom forbi et hus, hvor der åbenbart var blevet drukket juleøl. For der kom høje råb fra døråbningen, og pludselig væltede 4-5 fulde mænd ud af døren og ud på fortovet. Rita knugede min arm, og vi blev nødt til at stoppe op- vi kunne ikke komme forbi dem. De så os først ikke, men kom op at slås i hvert fald de to af dem. Den ene var en stor, sort og lidt uhyggeligt udseende mand. En rigtig jernbanebørste, tænkte jeg, selvom de for længst var rejst fra byen. Men det var helt klart den sorte mand, der skulle smides ud, for knap var han skubbet lidt væk fra de andre, så for den ene på ham igen. Den sorte mand var så beruset, at han ikke kunne forsvare sig, og derfor vovede angriberen at give ham et drabeligt slag på kinden. Det lød uhyggeligt råt, og han har sikkert brækket et par tænder ved slaget. Der var blod over hele hans ansigt, og han stod bare og brummede, mens han vaklede lidt. Så fik han et stød mere, denne gang lige på hagespidsen, og så væltede han bagover uden en lyd. Han ramte brostensbelægningen med baghovedet først, og den grimme lyd ramte mig i rygmarven. Jeg gav slip på Rita og bøjede mig ned over manden. De andre mænd råbte, at vi skulle forsvinde, hvis vi ikke også ville risikere noget, men i den situation var Rita ikke bange. Tværtimod- hun skældte dem ud, kaldte dem bøller og voldsmænd, og gik endda lidt frem mod dem. Det blev de noget paffe over, og så gik de ind i huset igen.

Foto: René Lind Gammelmark