Kai’s Corner: En historie fra Grindsted station – 17. del

Kai's Corner

Af Kai Bayer

Her på Netavisen Grindsted har vi lavet en aftale med Kai Bayer, der for en del tid siden skrev en novelle om en speciel oplevelse på Grindsted Station. Alle de historiske oplysninger om dagligdagen i Grindsted dengang har han forsket i , så de skulle være korrekte – resten af historien er fiktion.

Så småt begyndte jeg at blive bange for, at jeg havde fået børnelammelse. Jeg vidste, at sygdommen begyndte som forkølelse. Med feber og snue, senere rystelser og så blev musklerne lammet. I værste fald døde man af lammelserne, i bedste fald- troede vi dengang- blev man lam i benene eller armene.

Tanken fik mig til at blive endnu dårligere. Så snart jeg kunne se mit snit til det, lå jeg på briksen i vagtrummet, nervøs og svedende, urolig og bange.

Johannes rystede lidt på hånden, da han igen tog fat om portvinsglasset og tog en slurk. Skål, hviskede han over mod mig, som om han ville sige, at vi lige nu da gudskelov havde det godt.

Et par år senere vidste lægerne meget mere om børnelammelsen, eller polioen, som den kom til at hedde. Man fandt også en effektiv vaccine, men det nyttede jo ikke mig noget. Jeg blev mere og mere sikker på, at det ville få en ende med mig- og at det netop skulle ske lillejuleaftensdag 1934.

Johannes satte sit glas hen på sofabordet igen og fortsatte.

Ikke nok med, at jeg havde det forfærdeligt. Fra morgenstunden den 23. december satte det i med snevejr og fygevejr. Regn kunne vi endda klare på arbejdet, selvom vi blev våde, når vi skulle ud  og sende togene af sted. Men snevejr !  Forestil dig alle perroner glatte af sne, trapperne ned til perron-tunellen, for sådan en havde vi da heldigvis, livsfarligt glatte. Folk, der faldt på perronen. Børn, der tumlede og gled rundt ude perronkanten.

Det blev meget værre hen på eftermiddagen, da de andre gik hjem med  irriterende grin og råbet “God vagt” !

Jeg havde af overportør Kaalund fået at vide, at Jespersen slet ikke var på stationen i de to travleste juledage, og at det måske var derfor, at han havde tøvet lidt med at give mig vagten- det var Kaalund, der havde tilkaldevagten, og dermed ham, der skulle tilkaldes, hvis noget gik galt. Og jeg kunne se på Kaalund, at det forventede han bestemt ikke ville blive tilfældet.

Foto: René Lind Gammelmark