Af Kai Bayer
Her på Netavisen Grindsted har vi lavet en aftale med Kai Bayer, der for en del tid siden skrev en novelle om en speciel oplevelse på Grindsted Station. Alle de historiske oplysninger om dagligdagen i Grindsted dengang har han forsket i , så de skulle være korrekte – resten af historien er fiktion.
Pludselig hørte jeg eksprestoget, og så jeg det hele ske igen. Det var en forfærdelig drøm.
Jeg så de to stå og snakke og grine. Jeg så fyrbøderen tage i håndtaget til fløjten og jeg så lokomotivføreren nikke. Jeg hørte fløjten og det første dampslag. Jeg kunne lugte den metalliske lugt af lokomotivets damp, og jeg så den store eksprestogsmaskine komme duvende ned gennem spor 1 mod perronen, og jeg råbte så højt jeg kunne: pas på, pas på….. Men i et sug var manden væk imellem lokomotivets store hjul, og jeg havde også svært ved at holde mig fast. Jeg gled ud mod perronkanten, men fik i sidste øjeblik fat i en af pillerne til perrontaget.
Toget var væk- og alt var stilhed. Lyden af toget ved perron 2 var væk- alt var stilhed. Jeg fór op med et sæt.
Det havde ikke været drøm det hele. Klokken var lidt over 2, og det måtte være godstoget fra Langå, der var rullet igennem min station. Jeg tog mig til hovedet og kunne mærke, at håret var helt vådt.
Jeg var meget varm, og jeg var også svimmel. Men der var ingen tvivl i mit sind. Det var godstoget, der var kørt igennem. Et iskoldt lyn ned i mig. Sporskifterne- jeg havde jo sendt Koldingtoget ind til perron 1, og hvad havde Nielsen sagt ? Havde han haft tid til at sætte sporskifterne igen ? Eller skulle jeg have husket det ? Det var mit ansvar.
Jeg havde sendt godstoget mod Kolding, og i sporet ved Fugdal stod mindst 4 godsvogne. Hvor lang tid kunne der gå, før lokomotivføreren opdagede, at der var noget galt ? Han kørte et særtog og var måske ikke kendt med strækningen. Ville han opdage noget ?
Hvis han kendte stationen, ville han formentlig kun køre over de to sporskifter syd for stationen og mærke kurven, før han var klar over, at den var gal. Hvis han ikke kendte stationen, ville det først ske længere ude ad strækningen. Sporene var mere spinkle og lå blødere. Det ville han mærke. Men så var ulykken sket. Han havde formentlig ikke set ret meget af Grindsted station ud over stationsbygningen og perronlysene. Der var kun en ting at gøre, Jeg måtte ud at se, om der lå et knust tog derude.
Foto: René Lind Gammelmark
