Oprindelig bragt den 24. december 2020 på Netavisen Grindsted.
Af Louis Bülow
Vi skruer tid og sted tilbage til engang i 1930’erne til Hejnsvig i det vestjyske, der helt ind i sjælen var rundet af stoute bønder og missionsfolk med bibelske traditioner og kristenkultur dybt forankret.
Kilde: Hejnsvig Sognearkiv
Dengang mærkede man for alvor arbejdsløsheden, fattigdommen og den sociale nød. Gårde og husmandssteder på stribe blev sat på tvangsauktion, og nødstedte småkårsfolk over hele Hejnsvig-egnen måtte stille op i lange køer for at bede om fattighjælp hos sognets hjælpekasse.
Alligevel kunne man også i de kriseramte 1930’ere tale om et yndigt land fyldt med romantik, nostalgi og Morten Korch-idyl. I Hejnsvig kendte alle hinanden – her havde man rod, her var man født, her havde man hjemme. Der blev ikke sat spørgsmålstegn ved de dyder og idealer, man var vokset op med. Man hørte til og delte en hverdag, hvor det ikke var nødvendigt at låse døre eller lukke vinduer, når man skulle et ærinde.
Også i vanskelige tider skulle det blive forundt børn og unge fra alle samfundslag i landsbyen at byde livets drømme og forhåbninger op til dans og forvandle selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals:
Som Otto Hermann Max Willberg, der dengang blev født i fattige kår i et lille værelse på gården Rishøj ud til landevejen mellem Grindsted og Hejnsvig som søn af gårdens tjenestepige. Med et poetisk sind og en lyrisk åre i bagagen slog han igennem tyve år senere som landets hotteste teenageidol som hitlistefænomenet Otto Brandenburg.
Vi er tilbage i en tidsalder, hvor verden endnu ikke var gået helt af lave. Kong Christian X sad på tronen med Dronning Alexandrine ved sin side, den bundsolide cigarsortèrer Thorvald Stauning sad på magten, og hver søndag sad danskerne klistret til Statsradiofonien for at lytte til Familien Hansen.
Otte ud af ti husstande havde dengang anskaffet sig et radioapparat, og om søndagen lå også Hejnsvig øde hen, når datidens pendant til nationalklenodiet Matador Familien Hansen fyldte æteren. Den mest succesrige radio-drama-serie nogensinde – fra 1929 til ’49 sendtes over 900 afsnit.
På de lange sommeraftener legede landsbyens raske piger og drenge med fantasien som nådegave røvere og soldater, tagfat eller skjul på de små marker, stier og veje, eller man fordrev tiden med at gå på blommejagt i nabolaget. I de kolde vintermåneder stimlede man sammen ved en tiliset mark i byens udkant og boltrede sig med kælke, ski og skøjter.
Når julen stod for døren i det lille hedesogn, blev julehøjtiden trods krise og tiders ugunst omgærdet med nærmest hellig respekt som glædens højtid med klassiske juletraditioner mejslet i granit. Med alt ved det gamle var julen igennem generationer traditionernes holdeplads.
Allerede tidligt i december gik den travle husmor i gang med julens forberedelser, og med forklæde, opsmøgede ærmer og sved på panden kæmpede hun bravt ved kakkelovnen i det lille køkken med at gøre flæskesteg, medister, sylte, blodpølse og fedtegrever klar.
Fra tidlig morgen rumsterede hun med julekager og hjemmebag, og der blev ikke sparet på hverken kanel, glasur, remonce eller strøsukker. Kagedåser blev fyldt op til randen med klejner, finskbrød, brunkager, vaniljekranse, jødekager og pebernødder.
Også dengang var lykken at få lov til at slikke skålen med kagedej …
Butikkernes stemningsfyldte juleudstillinger var julens helt store trækplaster og et tilløbsstykke for børn og barnlige sjæle. Mekaniske tog på skinner, nikkende julenisser, kunstige snelandskaber og gran og alskens glimmer spejlede sig i blanke barneblikke og fik en kødrand af små og store til at presse næserne flade mod de oplyste butiksvinduer.
Også den gamle landsbyskole i Hejnsvig emmede af julehygge og fællesskab, og sognets degn Knud Jensen så sin lærergerning som et kald, en mission. Han lyste op i skoletidens trængsler, som han sad der stout og bred bag sit kateder og lignede det, han var – en ægte landsbydegn helt ind i sjælen forankret i dansk bondemuld.
Kilde: Hejnsvig Sognearkiv
Ellers var alt som det plejede at være – ved det gamle. Morgensang blev stadigt holdt i hævd som skoledagens første programpunkt, bærende principper i undervisningen var stadigt udenadslære og streng disciplin, og salmevers og katekismus blev stadigt terpet ind i børnenes hoveder sammen med remser af kongerække, floder og hovedstæder.
Når det var rigtigt koldt derude, og frost og isnende polarkulde ubarmhjertigt skar gennem marv og ben, oplevede man glæden ved at være sammen i de lavloftede stuer med kaffe, varm kakao, hjemmebag og bolcher fra Nørregade.
Mens brændekvaset lystigt knitrede i de gamle jernkakkelovne, hyggede man sig ved julelampens skær med håndskrevne julekort i stakkevis, bladrede i det store julekatalog fra Daells Varehus, klippede julepynt og julestads til den store guldmedalje eller lyttede til Statsradiofonien med Københavns Rådhusklokker og Pressens Radioavis.
Kilde: Det Kgl.Biblioteks Digitale Samlinger
Eller man hentede en nymodens rejsegrammofon frem fra gemmerne, der skulle trækkes op med et lille håndsving. Og som ved et mirakel pløjede tonearmens stift pladeriller om til skrattende og dog sprøde toner fra Liva Weel og Victor Cornelius.
Når julen blev sunget ind, skete det i selskab med gamle klassiske julesange, der havde kimet til julefest igennem mange år. Blandt dem Højt fra træets grønne top og Sikken voldsom trængsel og alarm, begge skrevet af Peter Faber med Emil Horneman som komponist.
Ved skæbnens forunderlige tilskikkelse var Hejnsvigs berømte søn og bysbarn Otto Brandenburg med til at gå forrest for at få de voksne ned i øjenhøjde og give plads til julehøjtidens magi og forunderlige verden.
Med sin udødelige juleklassiker Søren Banjomus betrådte han nye musikalske veje og åbnede alle døre til julens barnekammer. Han skrev og sang historien om den banjospillende mus, nissefar og katten Lurifax, der drømte ”sødt om røget sild med flødeovertræk”.
Sangen skulle gå hen og blive alle tiders største julehit, og i gennem årtier var børnesangen en af de mest spillede julesange i Danmarks Radio.
Med sin dybe kalden kimede landsbykirkens klokker ind til årets julegudstjeneste, hvor Hejnsvigs sognebørn atter skulle opleve de elskede julesange hånd i hånd med julens fortællinger og Juleevangeliet.
En stille højtidsstemning havde sænket sig over kirkerummet, der var fyldt til sidste plads. I et brus af korsang, dæmpet orgelspil og levende lys kunne Pastor Boyen Rasmussen forkynde julebudskabet om kærlighed, fred og glæde.
Udenfor dryssede blide snefnug gavmildt sit slør og indhyldede land og by i en hvid fløjlskåbe af iskrystaller og nyfalden julesne.
Da juleaftenen var ved at gå på hæld i de lune stuer i den lille landsby, talte frydefulde men trætte barneøjne, glade voksne, kulørte gavebånd, sløjfer, tomme julegaveæsker og iturevet gavepapir deres tavse sprog om en ganske vidunderlig juleaften dengang i 1930’ernes Hejnsvig …
Kilde: Louis Bülow
