Mange nye projekter i vente på IFF efter nytår

IFF Fabrikschef Martin K. Madsen - Foto: René Lind Gammelmark

Både fabrikken i Grindsted og i Haderslev klarede sig fornemt gennem uanmeldte audits i 2022.
I sin tale ved julefrokosten før jul på IFF i Grindsted løftede fabrikschef Martin K. Madsen sløret for de mange nye projekter, der skal gennemføres på virksomheden i det nye år.

– Det bliver et år spækket med nye projekter, vi skal have til at fungere. Ombygning af Dimodan 1 og 3 i foråret og Dimodan 2 og 4 i efteråret. Matcom blandeområdet skal vi have flyttet ud i sydlageret og have en ny fluid bed ind samtidig med, at volumen måske stiger. Og så skal vi gerne have et helt nyt produkt til at fungere i Natamax-området. Det bliver et spændende år, lovede Martin K. Madsen.

Et 2022 vi kan være tilfredse med
Han så tilbage på 2022 med tilfredshed. Både når det gælder leveringsevne, sikkerhed, kvalitet eller løbende forbedringer er der leveret på et tilfredsstillende niveau. Også it-migration med IFF’s system er gennemført uden væsentlige produktionsstop.

To ting, var Martin K. Madsen især stolt over: – Vores evne til at lave løbende forbedringer; ikke kun på produktivitet og økonomi, men på alle de vigtigste områder, vi har. At vi er gode her, betyder rigtig meget for vores fremtid. Og at vi har modet og lysten til at vise omsorg for hinanden i stort og småt, og at vi rent faktisk giver hinanden den konstruktive feedback, der er, og ikke går og putter med det. Det er derfor, vi kommer igennem. Også når det bliver svært, og opgaverne ”bider efter os”, eller når livet ikke behandler os så godt, som det jo sker en gang imellem. Så er der næsten altid en kollega, som kan hjælpe. Det er noget af det, der gør det værd at kæmpe for vores fabrik.

Audit klaret med bravour
Fabrikschefen kunne også glæde sig over, at de to sites i Haderslev og Grindsted med henholdsvis 50 og 500 medarbejdere, kom flot igennem en uanmeldt fem dages audit og fastholdt deres BRC-certifikat med skrappe krav fastsat af British Retailer Consortium.

– Det var en særdeles grundig audit der omfattede blandt andet sporbarheden i vores produkter og en gennemgang af vores ledelsessystemer. Begge fabrikker har modtaget nye AA+ certifikater. Et resultat, vi godt kan være meget stolte over, og som skyldes en fremragende teamindsats, lyder det fra Martin K. Madsen i en pressemeddelelse.