LIONS Nytårskoncert 2023 fandt sted i søndags i Grindsted Gymnasie- og Erhvervsskoles festsal. Over 300 feststemte og glade koncertgængere fik en uforglemmelig eftermiddag i selskab med Odense Blæserne, dirigeret af John Bøgelund Frederiksen og Annette Heick som solist.
Allerede ved det første stykke, ”Radetzky March” var stemningen på plads, og der blev klappet til musikken som traditionen byder. Det blev efterfulgt af blandt andet ”Wives and Lovers”, ”Gabrielas Sång” og ”Under stjernerne på himlen” sunget af den dygtige og charmerende Annette Heick, som også sang ”9 to 5” af Dolly Parton.
Et af numrene var ”An der schöhnen blauen Donau” – rigtigt nytårskoncert musik. Hvem skulle tro, at et blæserorkester kunne spille det lidt sarte, romantiske stykke musik? Ikke desto mindre gjorde de det med bravur. Også ”Can Can” mestrede de.
Annette Heick og John Bøgelund Frederiksen deltes om at introducere numrene, og deres charme og indbyrdes sproglige pingpong bragte mange gange latteren frem i salen.
Det hele afsluttedes af en festlig finale med blandt andet ”rådhusklokkerne”, ”Champagnegaloppen” og fællessang ”Tak for alt i det gamle år”.
Et par af de mange positive kommentarer Lions har fået:
”Tusind tak for en utrolig god koncert med et velspillende orkester/dirigent, gode numre og super dygtig solist, Annette Heick som absolut medvirkede til den gode stemning.
De som jeg var sammen til koncerten, følte alle det samme og det var en rigtig god oplevelse at komme hjem med.”
”I havde jo som sædvanligt sørget for de perfekte rammer, og en perfekt service til gæsterne.”
Koncerten var den 19. i rækken af Lions Nytårskoncerter. Koncerten var arrangeret i samarbejde med K.G. Hansen & Sønner A/S, Vestjysk Bank og Brians Renovation. Kvickly Grindsted udskænkede et glas perlende vin for alle koncertgæster før koncerten skriver Lions Billund-Grinsted i en pressemeddelelse.