Sparekassen Kronjylland sætter fokus på tryghed ved næste uddeling fra Garant-millionen

PR-Foto: Sparekassen Kronjylland

Temaet er tryghed, når Sparekassen Kronjylland sammen med sine garanter uddeler donationer fra Garant-millionen til organisationer og foreninger, der er med til at skabe tryghed for andre. Garant-millionen er åben for indstillinger nu.

Hvem gør det trygt at sende børn ud i trafikken? Hvem skaber tryghed i situationer, hvor man føler sig utryg? Og hvem gør det trygt at være sig selv, som man er? Det er disse mennesker, organisationer og foreninger, som Sparekassen ønsker at hylde, når næste uddeling fra Garant-millionen sætter fokus på tryghed.

Støtte til formål, der skaber tryghed for andre

Garant-millionen er en million kroner, som Sparekassen Kronjylland sammen med sine garanter uddeler hvert år fordelt over tre uddelinger. Hver uddeling har et bestemt tema, og næste tema er tryghed.

– I Sparekassen lover vi vores kunder, at de får økonomisk tryghed. Men tryghed kommer også i andre varianter end den økonomiske. Tryghed handler også om at gøre det trygt at færdes i det offentlige rum, om at have nogen at snakke med, når livet er svært, og om at hjælpe mennesker ud af utrygge situationer. Derfor sætter Garant-millionen fokus på tryghed, fortæller Marlene Bay Møller, områdedirektør for HR og Kommunikation i Sparekassen Kronjylland.

Tryghed i en utryg tid

Valget af tryghed som tema for Garant-millionen ligger i forlængelse af den nuværende situation i samfundet, hvor stigende energipriser, inflation, krig og økonomisk uvejr i verden gør hverdagen utryg for mange.

– Midt i alt dette findes der frivillige kræfter og organisationer, der investerer deres tid i at gøre livet mere trygt for andre. Det kan være børn, der bruger deres morgener på at sikre, at deres klassekammerater kommer trygt i skole. Eller frivillige, der tager telefonen, når børn, unge og voksne ringer og fortæller, at de har det svært. Dem vil vi gerne støtte op om og hylde for deres frivillige indsatser, tilføjer Marlene Bay Møller.

Sparekassens garanter indstiller til donationer

Frem til den 27. februar kan Sparekassens garanter indstille organisationer eller foreninger til en donation fra Garant-millionen. Eneste krav er, at modtageren er med til at skabe tryghed for andre.

–  Sidst fik vi 100 indstillinger, og der var mange gode formål, som gør en stor forskel i samfundet, fortæller Marlene Bay Møller om den første uddeling fra Garant-millionen, der havde fokus på fællesskaber. Her uddelte Sparekassen 300.000 kr. fra Garant-millionen til 10 forskellige fællesskaber skriver sparekassen i en pressemeddelelse.

Læs mere om Garant-millionen på sparkron.dk/garant-millionen