‘Vandets Ringvej’ sikrer stabil forsyning i Billund

PR-Foto: Billund Vand

Alle brikker er nu på plads, så Billund by har sikker og stabil vandforsyning mange år frem i tiden. Billund Vand & Energi har netop indviet sidste etape af ‘Vandets Ringvej’, en ny ringforbindelse, der sikrer, at vandet kan flyde flere vejen rundt i byen og frem til kunderne.

“Kort fortalt er det ligesom en ringvej af asfalt. Med vores nye ringforbindelse kan ‘trafikken’ også omdirigeres, hvis vi skal lave et større arbejde med vedligeholdelse, eller hvis der sker et uheld,” forklarer Jesper Primdahl, afdelingsleder for Plan & Projekt hos Billund Vand og Energi i en pressemeddelelse.

“Det giver en mere stabil og sikker forsyning, når vi ikke er afhængige af en enkelt ‘trafikstreng’ til vandet, og det giver større frihed og lavere omkostninger for den løbende vedligeholdelse.”

 

‘Vandets Ringvej’ er sidste led i fremtidssikringen af Billunds vandforsyning, hvor der nu er moderne og fleksible parallelsystemer hele vejen fra boring over vandværk til vandledninger. Tidligere er Billund Vandværk blevet kraftigt moderniseret med nye boringer, nye filterlinjer og opbygning af to separate linjer til produktion og udpumpning.

 

“Nu har vi dobbeltsikring på hele systemet. Og selvom vi har et moderne og robust rørsystem i Billund med meget få brud på ledningerne, så bliver det endnu bedre nu. Hvis der f.eks. bliver gravet en hoved vandledning over ved et uheld, kan vi nu lave omkobling af vandet, så kunderne undgår afbrydelse af vandet, eller afbrydelsen bliver kortere end i dag,” siger Jesper Primdahl.

“Det lave vandspild og moderne vandværk medvirker også til en høj effektivitet og lave driftsomkostninger. Derfor er prisen pr. kbm drikkevand heller ikke steget i 2023, trods de højere udgifter til f.eks. el.”

 

Billund Vand & Energi, der via Billund Kommune er kundeejet, har også passet godt på pengene
i anlægsfasen for ‘Vandets Ringvej’. Vandledningerne til det store projekt blev f.eks. købt hjem et år før, de skulle bruges, fordi der var store prisstigninger på vej. Dermed blev der sparet 300.000 kr., så det samlede budget kunne holdes på 2,8 mio. kr. for sidste etape, der består af ca. 2,6 km PE-rør i plast med en diameter på 315 millimeter.

 

Trods et mere stabilt system kan man dog aldrig sikre sig helt mod afbrydelse af vandet, så alle kunder kan tilmelde sig en gratis SMS-varsling på hjemmesiden billundvand.dk. Dermed får man automatisk en melding, hvis der er uregelmæssigheder, som berører bopælen.