Klassisk koncert med Jens Jakob Velasco Hansen

Jens Jakob Velasco Hansen - PR-Foto

Pianisten Jens Jakob Velasco Hansen giver lørdag den 4. februar koncert på Billund Kulturskole med klassisk musik af Schumann, Liszt og Khachaturian.

Lørdag den 4 februar fra kl. 12. 45 til 13.45 spiller pianisten Jens Jakob Velasco Hansen koncert på Billund Kulturskole. Koncerten er åben for alle og med gratis entré.

– Det er første gang, at jeg skal spille på Billund Kulturskole, og jeg ser meget frem til at optræde på skolen og spille for publikum, herunder også musikskoleeleverne, der kommer fra forskellige musikskoler i lokalområdet og denne dag er samlet i Billund til en fælles orkesterweekend. Jeg håber, at jeg med koncerten også kan inspirere de unge talenter og også dele viden og erfaringer med dem, hvis de eventuelt på sigt kunne have interesse i at tage konservatorieuddannelsen som musiker, fortæller Jens Jakob Velasco Hansen i en pressemeddelelse.

Den klassiske pianist kommer oprindeligt fra Aarhus og har studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København samt Musikhochschule i Lübeck. Han blev færdiguddannet i 2012 har senere færdiggjort uddannelsen som journalist i 2017 og har boet i Kolding siden 2020.

 Jeg glæder mig til at komme ud at spille igen efter en tid, hvor koncertaktiviteterne har været lidt begrænset og bruge anledningen til også at lære musik- og kulturmiljøet i Billund bedre at kende. Jeg er glad for, at Billund Kulturskole ville lægge hus og koncertsal til som del af en lille koncertrække, jeg har her i februar, uddyber han.

Jens Jakob Velasco Hansen vil til koncerten introducere de forskellige værker for publikum, og koncerten tager cirka en time. Han arbejder ved siden af sit virke som musiker som kommunikationschef i virksomheden NDI Group A/S.