Vinterferie på bibliotekerne i Billund Kommune

PR-Foto: Billund Bibliotekerne

Der er ingen grund til at kede sig i vinterferien, for der er flere hyggelige ferieaktiviteter at kaste sig over på Billund Bibliotekerne. Tag dit barn eller barnebarn i hånden og besøg biblioteket, hvor der vil være masser af aktiviteter og hyggestunder.

Tid til kreativitet
Som det hører sig til i en ferie, er der tid til at sætte tempoet lidt ned. Det kan gøres med kreative sysler. I uge 7 har vores to biblioteker i Billund og Grindsted kreative værksteder i den betjente tid, hvor du kan udfordre dine kreative evner. Du kan bl.a. lave lanterner på MAGION Biblioteker og smykker med perler på Billund Bibliotek

Fastelavn
I vinterferien varmer vi også op til fastelavn med masser af sjove aktiviteter. Vi laver seje fastelavnsmasker og flot fastelavnspynt, som du selvfølgelig får med hjem. På Billund bibliotek kan du også hjælpe med at dekorere fastelavnstønderne, som vi skal bruge til den store fastelavnsfest søndag d. 19. februar kl. 11.00 i Billund Centret. 

Fart over feltet
Det skal ikke være klippe-klistre det hele. Vi skal også bygge kuglebaner af paprør, elastikker, slanger, tøjklemmer og mange andre sjove materialer. Og så skal der races om kap i det store LEGO Derby, der afholdes på MAGION biblioteket tirsdag.  

Vi har og indkøbt en stor stak brætspil, som du kan komme og spille på biblioteket. Der er lidt for en hver smag. Prøv bl.a. Ludo, Partners, Cluedo og mange flere.

Du kan se vinterferieprogrammet på billundbib.dk. Der er ingen tilmelding – bare mød op og deltag i alle de aktiviteter, du har lyst til. Vi glæder os til at tilbringe vinterferien sammen med jer skriver Billund Bibliotekerne i en pressemeddelelse.

Billund Bibliotekerne har en klar ambition om at sætte fokus på den aktivitetbaserede formidling. Det betyder bl.a., at vi i det kommende år vil arbejde på at kunne tilbyde vores besøgende et væld af relevante og spændende aktiviteter. Vinterferiens mange aktiviteter er det første skridt henimod at realisere dette mål.