Der er penge i at tænke grønt og bæredygtigt

Grøn Konkurrencekraft - PR-Foto: Billund Erhverv

Alle taler om, at dansk erhvervsliv skal i førersædet inden for den grønne omstilling – men hvordan gør man i praksis?

Vi ved, at grøn omstilling og bæredygtighed er ved at blive et afgørende konkurrenceparameter. Flere og flere virksomheder indenfor alle brancher mærker de tiltagende krav fra kunder, myndigheder og omverden. Der er kommet en stigende generel interesse for bæredygtighed og flere krav om øget dokumentation i forhold til produkters miljøaftryk.

Billund Erhvervs fornemmeste opgave er at styrke lokale virksomheders vækst og udvikling. Derfor sættes der nu fuld fart på viden om mulighederne for bæredygtig forretningsdrift. Det kræver nye måder at anskue forretningen på, og nye tanker omkring hvordan det integreres i virksomheden.

Lars Gadgaard – PR-Foto

”Det er de samme vilkår for alle, så det er nu man skal gribe muligheden og bringe sin virksomhed et stort skridt videre – den grønne omstilling er ikke til at komme udenom” udtaler forretningsudvikler Lars Gadgaard fra Billund Erhverv, der sammen med Susanne Gren Svendsen står klar til at hjælpe virksomhederne med at skabe grøn konkurrencekraft.

Ambitionerne er forskellige, men det væsentlige er, at udarbejde en plan for at rykke virksomheden i en mere bæredygtig retning. Formålet er at opnå konkurrencemæssige fordele til gavn for virksomhedens bundlinje.

“Vi lægger ud med en række fokuserede morgenmøder, som kan styrke virksomhedernes grønne konkurrencekraft – her vil emnerne have forskellig karakter, men hovedtemaet er, at din virksomhed skal være grønnere for forretningens skyld” siger Lars Gadegaard.

 

Opstart 8. marts 2023

Første netværksmøde foregår allerede den 8. marts 2023, hvor emnet er forretningsmulighederne i at udnytte spild- og restprodukter. I denne mulighed har mange virksomheder allerede fundet penge i at tænke grønt og bæredygtigt. Billund Erhverv har inviteret Teknologisk Institut og rådgivningshuset Zeal, som vil inspirere og udfordre i at tage bedre, mere langsigtede og bæredygtige beslutninger for virksomheden.

Grøn konkurrencekraft netværket er tænkt som korte inspirationsmøder til virksomheder uanset branche og størrelse, og er både for dem, der allerede er begyndt på den grønne ”rejse”, og dem, der overvejer mulighederne. Man kan deltage i de møder, som er relevante for ens virksomhed.

Af kommende temaer kan nævnes; Optimering af energiforbruget, Tilskudsmuligheder, Krav fra banken, Krav som underleverandør, Greenwashing, Tiltrækning af arbejdskraft, LCA-dokumentation i byggeriet, Klimaklar produktion, Efteruddannelse af medarbejderne til grøn og bæredygtig udvikling, etc.

Inspirationsmøderne er et gratis tilbud til alle virksomheder i Billund kommune, se yderligere information og tilmelding på www.billunderhverv.dk