Af Carsten Sander Christensen
Sanders Historiske Hjørne handler denne gang om Vandhuller, mergling og braklægning
Et vandhul er en lavning i landskabet, der vedvarende er dækket af vand. Mange af de mere eller mindre tilgroede huller, som man ser i det Danske landskab, er et stykke menneskeskabt levn fra vores forfædres tid. Også her i Billund Kommune finder man utallige vandhuller som ligger i det bare ingenting. Et eksempel er Gråhede lidt nord for Hejnsvig. Men hvorfor gravede bønderne disse huller i deres marker, der var vel en mening med det. Sådanne vandhuller kan dannes dels ved naturens egne processer, dels ved menneskelige indgreb fx i form af gadekær, mergelgrave, tørvegrave eller lignende.
Mergel
I denne klumme vil vi se nærmere på merglen. Mergel er i sin grundsubstans en lertype med mindst 10% kalk. Rester fra istiden. Moræneler der er blevet blandet med det underliggende kridt. Allerede for mere end 250 år siden havde bønderne fundet frem til, at der mange steder under muldlaget, gemte sig denne værdifuld jordart. I 1760erne brugte man en del mergel på Nørholm Gods – øst for Varde. Også i jernalderen brugte man mergel, men det er en anden historie. Ved at blande mergelen, med den sure og kolde muld, kunne udbyttet af landbrugsafgrøder højnes betydeligt. Det var især på de sure og kalkfattige jorder, denne specielle jordart havde sin virkning.
Jordarten man havde fundet, var en meget kalkholdig jordart, man kaldte den for kalkmergel, eller bare mergel. Virkningen var, at når man spredte den ud på de sure og kalkfattige jorder, ændrede reaktionstallet sig i positiv retning. Dette fremgik også af en artikel fra 1828 skrevet på Falster, hvor man konkluderede, at mergel, Danmarks rigdomskilde, var en jordart man kunne grave frem fra steder beliggende overalt i landet.
Mandfolkearbejde
Her på egnen var der begrænset med ler i jorden. Men i Stenderup/Krogager og Stilbjerg områderne lidt nord for Billund fandtes datidens kunstgødning i jorden. Men der skulle virkelig ydes en indsats, for at grave det frem af jorden. Det var mandfolkearbejde der krævedes at grave denne klæbrige fedtede jord frem, for senere at sprede den ud på markerne. Hvis vi i dag kunne have fulgt denne arbejdsgang, ville vi se folk arbejde med skovle og spader, i dette tunge materiale. Man læssede det i såkaldte mergelkærre, forspændt en enkelt hest eller to. Her på egnen indviede man sågar en mergelbane i 1886 mellem Stilbjerg og Eg, og dannede flere private mergelselskaber. Dette gjorde opdyrkningen af hedeområder særdeles effektiv her på egnen.
Togrenet greb
Den første tid der blev gravet mergel her på egnen, havde man ikke andre hjælpemidler end en togrenet greb. Grenene var af jern, en tomme i firkant og forsynet med stålspidser. Skaftet skulle helst være af egetræ ca. tre tommer i tværmål, for at det ikke skulle knække. Det var et tungt og klodset redskab, så der skulle en kraftig karl til at betjene det. Han skulle stå på greben med en fod på hver side af skaftet og træde skiftevis med benene, for at hele hans vægt skiftevis kunne hvilede på én gren ad gangen. Når mergelen således var løsnet, kunne man bruge en almindelig skovl eller greb til at læsse den i trillebøren.
Det første man gjorde, sådan rent praktisk, når en mark skulle mergles, var, at en karl eller to gik ud i marken med spade og skovl på nakken, og en flaske salpetersyre i lommen. Salpetersyren skulle bruges til at skelne ler fra mergel. Herefter gik man i gang med at grave huller rundt omkring i landskabet, hvor man formodede, at merglen befandt sig i mergelgraven. Hensynet til opkørslen af den tunge lertype var det afgørende ved udgravningen, hvis landmanden senere ønskede sig et vandingssted til kreaturerne. Merglen befandt sig normalt 2-3 alen nede i jorden (små 2 meter nede). Hvis den lå dybere, plejede man at lade den ligge. Anstrengelserne ved at fjerne mergelen var simpelthen for stor og krævede for meget arbejde.
Hårdt arbejde
Det var som sagt hårdt arbejde at grave mergel op. Ofte var der op til en meter overjord, som skulle fjernes. Når overjorden var fjernet, gravede man så langt ned, at man kunne nå at kaste mergelen op på kanten af graven, hvor en anden mand skulle få det længere bort ved hjælp af skovl og trillebør. For at komme længere ned, skulle der laves en afsats, hvortil mergelen blev kastet op fra graven og fra afsatsen videre op til manden med trillebøren. Et par gårde arbejdede som regel i fællesskab om sommeren før høst. Når vinteren kom med barfrost, skulle mergelen køres hjem på marken, hvor frosten løsnede mergelgravning i Stenderup og omegn mergelen, så den var nem at sprede med en greb fra de små stakke, der var trukket ned fra kassevognen med en møghakke, som var en greb med vinkelret bøjede tænder.
Det var absolut ikke nogen ufarlig arbejdsplads nede i disse mergelgrave. Der er også beretninger der fortæller om ulykker med døden til følge, med tab af både dyr og mennesker. Ulykkerne skete sandsynligvis i forbindelse med jordskred. Den største periode i merglingens historie, fandt sted fra begyndelsen af 1800-tallet og frem til 1930`erne. Mange mindre gårde havde alle en mergelgrav og de større gårde havde en grav i hver mark. Mergling er i dag et glemt kapitel. I 1920`erne fandt man ud af at fremstille kunstgødning i forskellige former.
Ikke kun lykke
Men ikke alt var idel lykke med merglen, det var en farlig fætter. Hvis landmanden var uvidende om jordartens egenskaber trådte det gamle ordsprog i kraft: Faderen mergler og sønnen sulter. Man skulle holde lidt igen med at bruge mergel. Man merglede ikke år efter år – det udpinte jorden. Og en anden grund var at gødningsstofferne på landbrugsjordens overflade ikke var uendeligt store. Så efter en årrække, gerne en 3-4-årig periode, havde merglens virkninger foretaget sig. Hedebondens kløgt gjorde alle disse forbehold overflødige, og i løbet af nogle årtier var egnen opdyrket fra kilometer af lynghede til kornmarker. Braklægningen af markerne var den hemmelige joker i den ekstrem hurtige opdyrkning af den midtjyske lyngørken.
En af de vigtigste årsager til, at dette meget uhåndterlige tunge og klæge materiale pludselig blev så vanvittigt populært på gårdene her på egnen, var, at man bogstaveligt talt stod midt i en opgave, der havde grebet hele slægten på gården såvel som dertilhørende karle, piger og daglejere. Alle tog del i debatten og samtalerne.
I al den tid mergelarbejdet stod på, var det et stående samtaleemne, og konkurrence, hvor langt man havde til merglen, hvem der fandt merglen hurtigst, hvem der kørte flest læs om dagen og hvor nem den var at kløve. Der var dog også en anden lille krummelure ved hele denne konkurrencesituation, og det var, at merglens virkning på afgrødens størrelse og gørelse hurtigt viste sig i foråret og forsommeren. Forvandlingen af lyngørken til frugtbar jord blev de daværende hedeslægters gerning i livet. Og hurtigheden i forvandlingen viste jo hedeboerne, at de havde den rette vilje til at virkeliggøre deres gerning.
