Skadeklinikken på Grindsted Sygehus fylder 20 år

Foto: René Lind Gammelmark

Skadeklinikken afløste for 20 år siden skadestuen på Grindsted Sygehus.

Der var ikke nogen færdig drejebog, da Skadeklinikken i Grindsted skulle åbnes, men resultatet er en god klinik med flere kræfter, der har været med fra starten.

Tyve år er gået siden Grindsted fik en skadeklinik, der afløste en skadestue. Bitte Antonsen og Merete Kjær Christensen er to af de medarbejdere, der var med dengang og stadig er med. De arbejder derudover også som sygeplejersker i ortopædkirurgisk ambulatorium.

De fleste dage er præget af taknemmelige lokale, der får behandlet småskader, samt en god portion børn fra ind- og udland, der er kommet til skade i Legoland eller Lalandia.

’Vi fem synes nok, at klinikken er vores’, siger Bitte om det oprindelige hold, der dog lægger vægt på, at nye også skal kunne komme med i fællesskabet.

 

Smørrebrød og lagkage

Chefsygeplejerske Pia Dahl fortæller, at de tyve første år markeres på dagen med smørrebrød og lagkage til frokost for medarbejdere. Om aftenen vil sygeplejerskerne fra skadeklinikken spise sammen.  

Skadeklinikken fik nye lokaler på 1. sal over hovedindgangen i forbindelse med en større ombygning for 33 millioner kroner, der også omfattede et helt nyt Daghospital.

Kun kort tid til at patienterne ses

Patientvurderingerne ligger konsekvent pænt – noget Bitte og Merete formoder hænger sammen med, at der går relativt kort tid fra ankomst og til man er set og hørt.

Af samme grund kan de godt føle, at klinikken kunne bruges bedre. Fx ved at flere gøres opmærksom på muligheden for at komme til Grindsted som alternativ til længere ventetid. Også selv om de oplever, at have bedre og bedre fat i borgere fra Give, Varde, Blåvand og Nørre Nebel.

Det er vigtigt for dem, at vagtlæger véd, at klinikken findes og borgerne opfordres til selv at spørge, om det er noget, der kan løses i Grindsted – den vagtlæge, borgeren taler med kan nemlig være fra en anden del af landet.

Hjemmestrikkede forberedelser

Der var ikke ved åbningen for 20 år siden en standardiseret uddannelse der fokuserede på funktioner i skadeklinikken, så en almen mediciner fra Esbjerg hjalp til at strikke et forløb sammen, hvor Bitte og Merete blandt andet var med til at sy flæskesider – og der var følgedage i Esbjerg.

Om ikke så længe skal teamet igen ud i ukendt territorium, for regionens nye aftale om Lægevagten ventes at give Skadeklinikken nye opgaver. ’Hvis nogen siger: ’Det kan I også’, så siger vi: ’ja’, fortæller Bitte.

FAKTA: Skadeklinikken på Grindsted Sygehus

Skadeklinikken bemandes af erfarne og særligt uddannede behandlersygeplejersker, der om nødvendigt kan støtte sig til læger fra Grindsted og Esbjerg. Klinikken er åben fra kl. 8 til kl. 22 og behandlede i gennemsnit 10 personer om dagen i 2021.

Skadeklinikkens sygeplejersker kan behandle typiske skader fra hverdagens sport og leg samt mindre skader fra arbejde eller gør-det-selv-projekter. Det kan eksempelvis være:

  • forstuvninger eller ukomplicerede brud på arme eller ben
  • behandling og syning af mindre sår
  • behandling af mindre brandsår og ætsninger
  • behandling af svejseøjne og øjenskylning i forbindelse med uheld med kemikalier
  • fjernelse af ”noget” i øjet.

Borgere skal ringe til regionens Læge- og Skadevagt på nummeret 70 11 07 07 inden de møder op skriver Grindsted Sygehus.