Super Dæk Service i Grindsted er blandt 21 andre værksteder i Super Dæk Service-kæden netop blevet udvalgt til at blive del af et stort, landsdækkende samarbejde med Bosch Car Service.
Med adgang til teknologi, reservedele og uddannelser fra Bosch af den højeste kvalitet kommer Super Dæk Service i Grindsted til at blive del af, hvad der er Danmarks største Bosch Car Service kæde. 21 afdelinger af den landsdækkende værkstedskæde Super Dæk Service, der i alt har 62 afdelinger i hele landet, indgår i samarbejdet. Lokalt i Grindsted betyder det ifølge afdelingslederen, at bilejere og andre kunder vil opleve et kvalitetsløft. Mens medarbejderne i det lokale værksted vil få endnu bedre muligheder i at blive uddannet til at håndtere de nye, stadigt mere komplicerede el- og hybridbiler.
– Vi kommer til at kunne fejlsøge og diagnosticere biler endnu hurtigere og bedre. Det gør vi fordi vi får adgang til teknologi af den højeste kvalitet fra Bosch, som er verdens største leverandør af komponenter til bilindustrien. Bosch Car Service har i alt mere end 15.000 værksteder i hele verden. Hos Super Dæk Service i Grindsted er vi rigtig glade for nu at blive del af dette teknologiske samarbejde og fællesskab, fortæller afdelingsleder Kim Hansen.
– Vores tekniske udstyr fra Bosch giver os mulighed for meget hurtigt og præcist at kunne finde fejl på bilerne. Hvis vi har svært ved at finde fejlen, kan vi også koble os på Boschs eget datacenter. Her kan vi hente data og statistik for de tusindvis af andre værksteder i verden eller få support på telefonen fra Bosch Car Service i Danmark. Alt dette giver os nogle meget stærke kort på hånden til gavn for bilejere. Det gælder uanset om det er privatkunder eller eksempelvis flådeejere, hvor vi også ser et stort potentiale, uddyber han.
En mere attraktiv arbejdsplads
En anden vigtig del af samarbejdet er ifølge Kim Hansen, at medarbejdere og lærlinge hos Super Dæk Service får mulighed for at tage Bosch Car Service egen uddannelse som systemtekniker.
– Bosch har et meget omfattende uddannelsessystem, hvor man lærer alle bilmærkers systemer at kende til bunds, inklusive el- og hybridbiler. Det får vi også adgang til, og vi skal allerede have de to første af vores folk på kursus. Som lærling vil man også kunne tage fire ud af de i alt 14 moduler på uddannelsen på Skjern Tekniske Skole, som Super Dæk Service har indgået et uddannelsessamarbejde med, siger Kim Hansen.
– Det tror vi på kan gøre os endnu mere attraktiv som arbejdsplads. For bilerne bliver hele tiden mere og mere avancerede, og med uddannelsen gennem Bosch Car Service bliver man klædt på til fremtiden, så man lærer at servicere og håndtere de nye biler, som stiller helt nye krav til hvad man skal kunne som mekaniker i fremtiden skriver Super Dæk Service i en pressemeddelelse.