Billetsalget til Sports- og Kulturgalla lukker snart – men du kan nå det endnu

Nu er billetsalget åbent til dette års Sports- og Kulturgalla, hvor Billund Kommune hylder kultur- og fritidslivet for deres præstationer i 2022. Showet er åbent for alle, og aftenen byder på show med underholdning og festlige indslag, prisuddeling samt lidt let til ganen - Foto: René Lind Gammelmark

Billetsalget til det festlige og traditionsrige Sports- og Kulturgalla, som i år afholdes fredag den 24. marts 2023 i Billund Idrætscenter er åbent til og med den 15. marts. 

Det er igen tid til at fejre alle de store præstationer, der har været inden for sports- og kulturlivet i det år, der er gået. Publikum kan se frem til et festligt show med underholdning, prisuddelinger, taler, videoklip og andre indslag, når Billund Kommune inviterer til Sports- og Kulturgalla.

Sidste år deltog cirka 400 personer fra idræts- og kulturlivet samt øvrige borgere fra hele kommunen. Sports- og Kulturgalla er nemlig ikke kun for dem, der er nomineret eller en del af sports- og kulturlivet. Det er for alle, der er nysgerrige på, hvad der rører sig inden for området, og som vil være med til at fejre prismodtagerne til en festlig og underholdende aften. Alle er velkomne!

Uddeling af priser og hædersbevisninger

Traditionen tro vil der i løbet af aftenen blive uddelt en række hædersbevisninger samt de syv priser: Årets Hold, Årets Leder/Træner, Årets Kulturtalent, Årets Idrætstalent, Årets Kulturpris, Årets Idrætspris og Æresprisen 2022.

I år har der været rekordmange indstillinger, som Kultur- og Fritidsrådet skulle vælge mellem, da de skulle udvælge de nominerede til priserne i hver kategori. Vinderne afsløres til showet, hvor over 100 hædersbevismodtagere også skal på scenen.

Underholdning og stjernestøv

Til showet kan publikum se frem til at blive underholdt med bl.a. Cindy Chiche, som startede sin spæde musikkarriere i Billund Kulturskole og nu er en upcoming artist, der debuterede i 2021 med Ep’en ”Diary”, som fik flotte anmeldelser og en debut på P3 og P4.

LEGOLAND Billund Garden og Talent Billund Musikelever spiller op til fest. Billund Kulturskoles nye ungdoms- og voksenkor GO VOCAL viser, hvad de har opnået på kort tid sammen som kor.

Billund Pigekantori bidrager med smukke toner og sange, mens GGIF Grand Prix vil lave et udpluk af deres opvisningsprogram med masser af glimmer, farver og energi. Og endelig vil der være en moderne danseopvisning af Talent Billund danseelever.

Konferencier Lars Meldgaard vil guide publikum gennem aftenen og showet. Lars er opvokset i Filskov og uddannet som musicalperformer fra Musicalakademiet Fredericia.

Billetsalget lukker den 15. marts

Billetsalget er i fuld gang, og der er mulighed for at købe billetter til og med den 15. marts, så man skal skynde sig at få fat i en af billetterne til showet, hvis man vil med.

Om Sports- og Kulturgalla

  • Sports- og Kulturgalla afholdes i år fredag d. 24. marts fra kl. 17:30 i Billund Idrætscenter.
  • Billetsalget løber indtil d. 15. marts. Billetterne koster 100 kroner og kan købes via www.billund.dk/sports-og-kulturgalla

Showet rummer, udover prisuddeling til priser og hædersbevisninger, også taler, underholdning, indslag og spisning