Af Louis Bülow
Louis Bülow skriver at når man som historiker og forfatter i årevis har skrevet om verdenshistoriens legendariske ikoner og dramatiske begivenheder, kan det være en lise for sjælen at blive forundt at skrive fortællinger om hverdagens menneskeskæbner fra barndommens land, der gjorde en forskel, og lade ædle gerninger i godhedens tjeneste finde deres plads i skriveriet.
Som vor folkekære redaktør Niels Kristian Mortensen som julemand i Grindsted, den elskede sygeplejerske Karen Margrethe Bolund, der igennem fem årtier forenede en livslang og uselvisk gerning på Grindsted Sygehus med både kærlighed og hjertevarme eller den barske slagteridirektør Niels Hjorth, der udøvede sit virke på Andels-Svineslagteriet Midtjylland med sjældent fine menneskelige kvaliteter.
For slet ikke at nævne den godhjertede bankdirektør fra Grindsted Arvid Hansen, der med hjerte, sjæl og socialt sindelag med hele vejen personificerede borgerlig anstændig, længe før begrebet blev opfundet.
- Lokalredaktør på Vejle Amts Folkeblad og senere på Midtjysk Ugeavis Niels Kristian Mortensen døde i juli 1992, 64 år gammel. Tilbage stod mindet om en bladmand, der ragede op som et fyrtårn i lokalområdets skrevne presse. En legendarisk Redakteur af hjertet, der forstod at få en god historie til at funkle og inspirere.
Som Grindsteds navnkundige julemand spredte redaktør Mortensen i årevis glæde og opmuntring blandt syge patienter på børneafdelingen på Grindsted Sygehus, hvor mange børn måtte tilbringe deres juleaften blandt skærme, dropstativer og hvide kitler.
Når Mortensen som julemand kom på besøg med sit hvide skæg, den røde nissehue og den flotte juledragt med hvide plyskanter og store lommer, fyldt med slikposer, blev han mødt af glade og blanke barneøjne, der tindrede af skøn forventning.
Set med et barns øjne var gamle dages juleoptog i Grindsted årets glade tid, årets fest. Julehøjtidens budskab om godhed og næstekærlighed lyste bogstaveligt talt fra den digre julemand , som han stod der og vinkede til hundredevis af glade børn og barnlige sjæle.
Med Mortensen i front blev de små poder ført til julens forjættede land med hvidklædte gader og stræder, mens blide snefnug dryssede sit hvide slør over land og by.
I det fjerne hørtes klokkerne i Hedens Domkirke kime julen ind.
For 85 år siden i 1936 flyttede Karen Margrethe Bolund som 21-årig gangpige på Tarm Sygehus til de flade hedesletter ved Grindsted og begyndte uddannelsen som sygeplejerske på Grindsted Sygehus. Hér bød hun livet op til dans – hér fandt hun sit kald …
Igennem fem årtier blev frk. Bolund omgærdet med dybfølt sympati og nærmest hellig respekt af patienter over hele landsdelen. I et trøstestløst hospitalsmiljø med hvide kitler, sterile sygestuer og kolde opholdsrum skabte hun omkring sig et forjættet land, der emmede af kærlighed, nærvær og tryghed.
Man hørte bogstaveligt talt hjerter banke, når den elskede sygeplejerske med ægte følelser for de syge og svage og i øjenhøjde med store som små tog sig af generationer af indlagte patienter på Grindsted Sygehus.
Med Karen Margrethe Bolund i nærheden blev et sygt menneske aldrig ladt alene tilbage i hospitalssengen eller fik lov til at sygne hen. Altid fandt hun tid til at dukke op, sætte sig på sengekanten, tage den syge i hånden med et fortroligt klem og trøstende ord.
Ved gavmildt at give sig selv for andre fandt hun ind, hvor ingen andre kunne nå. Syge blomstrede op og fik overskud til at leve med i nuet. Et lille smil her, lidt latter der. Fra sygestue efter sygestue lød det igennem fem årtier med de syges spinkle stemmer: hvor er Frk Bolund ?
Direktør Niels Hjorth – Kilde: Privatfoto
- Den 26-årige Niels Hjorth blev direktør for Andels-Svineslagteriet Midtjylland i Grindsted i 1936. Efter få år blev han valgt til formand for Danske Andelsslagteriers direktørforening, han blev valgt til Grindsted Sogneråd med skyhøje stemmetal og blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. En hædersmand på hat med de store og på bajer med bumsen.
Under krigen førte Niels Hjorth med usvigelig sikker hånd Grindsteds store slagterivirksomhed og de mange medarbejdere helskindet gennem besættelsens fem forbandede år.
Selv om han måtte balancere på et knivsæg i forholdet til den tyske besættelsesmagt, støttede han under hånden det illegale modstandsarbejde.
I krigens sidste måneder var en purung tysker som en af de sidste tyske soldater indkvarteret i et værelse i Slagteriets kontorbygning. I kølvandet på krigens rædsler fulgte social nød og elendighed, og direktør Hjorth tog efter krigen kontakt til den unge soldat og hans familie. Regelmæssigt sendte han gaver og nødhjælpspakker afsted til Tyskland.
En lille finsk pige blev i forbindelse med krigen nærmest adopteret af Gerda og Niels Hjorth, og breve med gaver og penge blev også hér sendt afsted med jævne mellemrum. Også i lokalområdet i Grindsted nød mange godt af direktør Hjorths sociale indstilling og modtog nødhjælpspakker eller hjælp på anden vis.
- For godt 50 år siden skulle det blive forfatteren til nærværende artikel forundt som purung bankelev i Handesbanken i Grindsted at opleve en bankdirektør af den gamle skole Arvid Hansen, der i tyve år som filialens chef værnede om de svageste og bag kulisserne som gavmild godgører såede håb og livsmod omkring sig, ikke mindst, hvor livet gjorde ondt.
Bankdirektør Arvid Hansen ved sin fratrænden i Handelsbanken i Grindsed i april 1980 – Kilde: Privatfoto
Hvert år til jul troppede to af Torvets velkendte gutter lettere overrislede op ved bankens udlåns-skranke og bad om at komme til at tale med Arvid Hansen. De medbragte en vekselblanket, hvor de med en vis kreativitet havde kautioneret for hinanden for et beløb på 100 kroner. Som altid lod den gamle bankdirektør godheden løbe af med sig.
En anden af Torvets gamle kendinge havde i fordums dage med oprejst pande og stolthed arbejdet som selvstændig murermester. Ved krise og tiders ugunst var han gået ned med flag og virksomhed og havnet på livets skyggeside med sine kære og familien spredt for alle vinde.
Han mødte op i banken en gang om året lige op til julehøjtiden. År efter år viste Arvid Hansen sit store menneskelige format, og den gamle håndværksmester kunne rette ryggen og rank og stolt vende tilbage til gutterne på Torvets bænke.
Også et ungt ægtepar med rod i økonomien – selvforskyldt, javel – tropper op i banken med deres lille barn på armen, selv om Arvid Hansen internt har givet strenge pålæg om, at al långivning er udelukket.
Den unge mor er efter barnets fødsel ramt af dødelig sygdom, og familien er havnet i en tragisk og håbløs situation med dystre fremtidsudsigter. Det unge ægtepar beder om et personligt møde med en travlt optaget bankdirektør, der kan give dem fem minutter på sit kontor – i folkemunde kaldt Løveburet.
De fem minutter går, et kvarter, en halv time. Men først efter en god times tid går døren op, og en synligt lettet og dybt taknemlig mor og far kan med brede smil og strålende øjne forlade Løveburet med deres lille pode og byde kassereren op til dans …
