Af Kai Bayer
Aage Knudsens erindringer fra Grindsted station -Kai’s Corner bringer her anden del af hans erindringer fra Grindsted Station. Første del blev bragt her på Netavisen Grindsted den 14. marts 2023.
Rangering
Der var meget rangering på Grindsted station. Der skulle rangeres ved pakhuset, på Grindstedværket, ved de 2 slagterier, kartoffelcentralen, samt en anden privat kartoffelcentral, på ladesporet. Sommetider også vogne med træ og tømmer til Vinding-Dalgas, da der også gik direkte spor ned til hans tømmerhandel. Der kom også læssede vogne til engros firmaet T.C.O. som lå ude i kvarteret ved Nymarksvej. Det var Vardebanens arbejde at rangere dem derud. På ladesporet blev der også somme tider læsset eller aflæsset en del vogne med f.eks. juletræer, kartofler, tømmer til Præstegaards Tømmerhandel samt andre.
Om vinteren, når der var frostvejr havde vi en del benzin/varmeovne , som det var vores arbejde at køre rundt og sætte ind i de læssede kartoffelvogne, for at kartoflerne ikke skulle fryse, men det var ikke noget, der kom rangeringen ved.
Vi havde de store Interfrigo kølevogne, som slagterierne benyttede til at levere deres kød/svin i til Italien, og som var fyldt med en del is, men om vinteren skete det også, at de blev benyttet til kartofler, da de var godt isolerede, men så var det et grimt arbejde, for så skulle de forinden tømmes for is. Det var et meget ubekvemt arbejde at få de skovlet ud af lugerne, men det skulle jo gøres.
Sporskifter
Baneterrænet var stort. Det gik fra Grindstedværket i nord (remisen til TKVJ lå vest for Grindstedværket) og til syd for viadukten, som går over Vejlevej. Så der var utallige sporskifter at betjene. Jeg gætter på en 50-75 stykker, men det er et gæt. Dagen igennem var der 2 af vagterne, der havde til ansvar at skifte dem til de forskellige togtider. Den ene havde nordenden og den anden sydsiden, og sporskifterne var alle manuelle, så man skulle trave ud til hvert enkelt hele tiden, når de skulle skiftes. Når de var stillet rigtigt til indkørsel, skulle vi melde ind til den fungerende, at der var sat ret ind i spor 1 eller 3, 4 eller for Vardebanen.
Når det var klart vejr, kunne man fra stationen se – med kikkert – om sporskifterne stod rigtigt, men i usigtbart vejr eller tåge var den fungerende nødt til at stole på den person, som havde ansvaret for det.
I nord mod indkørsel fra Brande (der var langt ned til stationen derfra!) havde vi en telefonblokpost, så vi kunne stå der og ringe hjem til stationen, når der var ret til ind- eller udkørsel. Ved indkørsel fra Bramminge var der en slags sikring på sporskiftet, som blev låst fra signalhuset , og stod sporskiftet ikke rigtigt, kunne det ikke låses, og når det ikke var låst, så kunne signalet til indkørsel ikke hejses. Det var en god sikkerhedsforanstaltning. For enden af Vardebanen ind mod stationen var der en manuel betjent drejeskive, som kunne drejes af en mand.
Rangering
Ved de almindelige ordinære persontog kunne det ske, at de skulle have en enkelt vogn rangeret fra eller til, men det var ikke så tit, at det skete. Vi havde 2 ordinære godstog (slæbere), som blev trukket af en MX. Det ene havde nummeret 2504 og kom nordfra og her igennem ved middagstid.
Han havde altid nogle vogne med hertil og ligeledes herfra, men den anden nr. 2525, som kom sydfra om aftenen, det var et stort godstog.
Om aftenen var det kørt fra Bramminge, og vi fik over fjernskriveren besked på, hvor mange aksler der var på og hvor mange vogne, som var til os. Den skulle ind på spor 2, og der var plads til ca. 50 vogne.
Det kom an på, hvor mange aksler det bestod af, for der er meget stor forskel på længden af de forskellige vogne. Men var det større og længere, kunne der ikke blive ”sporfri” i syd, og når der ikke var det, måtte der ikke sættes indkørsel fra nord. Toget som holdt her, skulle krydse med både nr. 520 og iltog nr. 522 nordfra.
Når det skete, var vi nødt til at gå/cykle ud til signalmasten i nord, og den stod helt ude nord for den gamle ”skovridergård”, som lå øst for Sdr. Omme landevej. Så stod vi op på trinbrættet ved lokomotivføreren, og fik ham rangeret ind på stationen. 2525 kom med en del vogne hertil og jeg regner med, at den fik ca. 10-15 stykker med herfra hver aften.
Kørte som død og helvede
Der var en af lokomotivførerne på 2525 – jeg husker ikke, hvad han hed – men når det var ham, skulle vi passe meget på. Han kørte som død og helvede, så selv om det var os, der skulle dirigere ham, var det med at hænge på. Vi stod jo på trinbrættet ved siden af ham og han skulle have de medbragte vogne rangeret ned på det frie rangerspor, som lå ved siden af pakhuset.
Jeg erindrer også, at jeg havde vagt en aften, hvor det var ham som kørte 2525, og da havde han overvurderet togets bremseevne, for han kunne ikke få toget bragt til standsning, og han kørte sporskiftet op ude i nord, så MX’eren holdt midt i sporskiftet, men der skete ellers ikke noget.
Senere, da Troldhede-Kolding banen blev nedlagt, var det lige som om det hele gik ned i omdrejninger, og der blev vist nok også lavet om i systemet hos DSB, så det blev mindre kundevenligt.
Jeg kan nævne et eksempel: Førhen kunne vi altid sende banepakker, når blot det ikke var med iltogene, men nu blev det skærpet. Vi sendte som sædvanligt, men der kom meddelelse fra Brande, at vi blev indberettet, hvis vi fortsatte med det.
Så der stod vi. Vore kunder afleverede deres pakker, som de plejede, men kunne se, at de ikke blev sendt før dagen efter. Det var klart en forringelse af kundebetjeningen.
Brunkul
Dengang blev der også leveret masser af tons brunkul fra Søby til Vestkraft i Esbjerg. En periode kom der dagligt et særtog med brunkul her i gennem. Efter hvad de sagde, kunne det trække 800 tons. Stationerne Brande-Grindsted- Bramminge-Esbjerg var betjente og togene stod alligevel og var disponible. Sådan et togtræk skulle der kun 2 personer nemlig tog- og lokomotivfører til at betjene. Toget kunne efter sigende gøre turen på 200 liter olie, men den trafik ophørte. I stedet blev brunkullene transporteret med lastbiler. Kørte der mon ikke ca. 15 stykker af de grønne lastvogne hver dag dengang?
Jeg kan huske, at diagonalvejen mod Esbjerg ikke kunne holde til det, og den blev så opkørt, at lastvognene i stedet måtte køre over Varde. Mon der samfundsmæssigt har været besparelser i det? Man kan tvivle.
Aage Knudsen.
Kai Bayer foran vandpumpen ved stationen i Grindsted – Foto: René Lind Gammelmark
