Af Louis Bülow
Bülows Hjørne: I gennem seks årtier er det blevet mig forundt at videreformidle mit livs brændende passion for dét at skrive. I alle disse år har det været mig et rigt og gavmildt privilegium at kunne byde læserne op til dans med historier om både verdenshistoriens store dramaer som mere lokale nichefortællinger fyldt med nostalgi, stokroseromantik og Morten Korch-idyl hér fra Grindsted-egnen.
Om det så gjaldt den unge frihedskæmper Jens Thue Jensen fra Fugdal Mose ved Hejnsvig, der så modigt gav sit liv for Danmark i kampen mod Gestapos tyranni og undertrykkelse.
Eller den folkekære Niels Kristian Mortensens meritter i godhedens tjeneste som redaktør og elsket julemand i Grindsted, hædersmanden Knud Ditlev Pedersen som en nobel Greve af Baggården eller bankdirektøren Arvid Hansen, der med hjerte og sjæl med hele vejen personificerede ægte borgerlig anstændighed, længe før begrebet blev opfundet.
Ved at kulegrave fortiden og genopleve minder og erindringsglimt fra barndommens forjættede land er det ad åre blevet til et væld af fortællinger, men enkelte unikke skæbnehistorier har jeg aldrig fået fortalt – og dét af mange forskellige årsager, bl.a. hensynet til familie mv.
I denne artikel i Bülows Hjørne på Netavisen Grindsted sætter jeg fokus på tre af disse historier:
Fra lærling til industrimatador:
Som det forunderlige industri-eventyr om en opvakt knejt fra Grindsted-egnen, der fik tacklet dén tunge og negative sociale arv, han var et produkt af. Med drømme, håb og mod på livets mange facetter formåede han at byde livet op til dans og forvandle selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals.
Mod alle odds fik mennesker i godhedens tjeneste trykket på knappen til dén sociale elevator, der gjorde, at han undgik at blive kasseret og stuvet væk på 1950érnes berygtede opdragelsesanstalter og børneinstitutioner.
Hans barndoms land var rundet af missionsfolk og stoute bønder, der turde siges at være milevidt fra de privilegier omkring kunst og kultur, som eliten kunne tage som givne: en kunstudstilling, en digtoplæsning, en opera, en klassisk koncert.
Tilbage i 1950’erne havde kunst og kultur i hverdagen trange kår i det vestjyske. Hos småkårsfolk oplevede man kun sjældent vægge med kunst, reoler med bøger, plader med klassisk musik eller moderne design og rødvin i glassene. Dengang begrænsede kunst og kultur sig til at åbne en avis eller købe en søndagsbillet til cowboyrækken i rejsebiografen i forsamlingshuset.
Tiderne levnede ikke de unge nogen mulighed for at tage med mor og far på Nationalmuseet, Det Kongelige Teater, Kunstmuseet Louisiana eller for den sags skyld med på en rejse til Grækenland for at lære om antikken.
Men ved benhårdt slid, jysk snusfornuft og begge ben solidt plantet i egnens bondemuld lykkedes det den unge ildsjæl at krydse en hårfin grænse mellem samfundets top og livets skyggeside. Med sine nærmestes velsignelse satte han alt på spil, skippede et sikkert job, brød med en tryg og stabil tilværelse – alt sammen for at få foden under eget bord.
Uden overhovedet at ryste på hånden sagde den håbefulde unge mand farvel til en lønmodtagers snævre rammer med hverdagsrutiner og dagligdags trivialiteter. Med klassiske – nogle vil måske kalde dem gammeldags – dyder på paletten arbejdede han sig på rekordtid op fra bunden og fik etableret en virksomhed med en tocifret millionomsætning.
Karrig med store ord og armbevægelser, javel, men han skulle gennem en menneskealder med mod og initiativ komme til at præge hele landsdelens udvikling og skabe et sandt eventyr på sin hjemegn som en forrygende og fremsynet iværksætter.
En ukuelig og viljestærk industrimand fra små og fattige kår, der endte som en selfmade Big Business matador og med sit livsværk nåede op blandt de helt tunge drenge i det vestjyske erhvervslivs kongerække.
Den største genopstandelse siden Lazarus:
En anden mindeværdig historie fra dengang toner frem, som jeg heller aldrig fik fortalt. Det er den utrolige fortælling om en purung teenager fra Grindsted, der aldrig fik en chance derhjemme. Kun 14 år gammel blev han fanget ind i et stofmisbrug, der i årevis var véd at koste ham livet, og førte ham ind i en social deroute med endestation på livets skyggeside.
Han skilte sig dengang ud fra borgerskabets pæne og ferske artighed med sin lille nebengeschäft med salg af piller, hash og mere til fra sin lille lejlighed og fristede ellers et hårdt og barsk liv på kommunens laveste bistandshjælp.
Han havde svært ved at holde sammen på tilværelsen og sad i flere år i sit lille hummer og hyggede sig i tætte tobakståger med en stinkende snotkoger, bajere, smøger, fjolletobak – og hård narko.
Hans tid som stofmisbruger var ét langt mareridt af fortrædeligheder. På sin vej ind i misbrugets tusmørke fuckede og formøblede han alt af betydning, inden han til slut ramte samfundets bund.
Én gang narkoman, altid narkoman. Alligevel fik den unge stofmisbruger nærmest mirakuløst kæmpet sig tilbage til livet og lyset og slap ud af sit massive stofmisbrug. En genopstandelse af bibelske dimensioner, der lidt frejdigt kan beskrives som det største mirakel siden Lazarus fra Betania blev genopvækket fra de døde.
Hans nærmeste venner fra dengang er ikke mere, men selv har den nu midaldrende mand været totalt clean i efterhånden mange år, har et fast arbejde, er blevet gift og har stiftet familie med to biler og egen villa i en mindre provinsby.
Modelfoto
Knejten, der gav Ole Olsen baghjul:
Tilbage i 1960’erne ragede den unge fyr op som Danmarks suverænt bedste speedway – kører i ynglinge-rækken, der i en forrygende men alt for kort speedway karriere gang på gang gav selve speedway – ikonet Ole Olsen baghjul.
Som Ole Olsen mange år senere skrev om ham i sine erindringer Speedway er mit liv: ”Der var især én kører, jeg havde besvær med … Han vandt det jyske mesterskab i efteråret 1963.”
Et erindringsbillede fra en vandring på den lokale kirkegård, der ses som et bolværk mod tidens rust, mod intetheden og mod glemslen. Vindens blide hvisken, kåd fuglekvidder og lidt trafikstøj anes som en svag summen i det fjerne.
I et væld af grønne farver, blomster og dufte toner snorlige rækker med smukke gravsteder frem med mindestene i granit – alle med navnetræk, der hver især gemmer på en unik, uerstattelig og autentisk skæbnefortælling.
Den smukke mindesten over den unge ildsjæl fanger min opmærksomhed, prydet med et navnetræk og teksten MINDERNE LEVER.
I dag er hans skæbnefortælling måske nok indhyllet i glemslens tusmørke, javel, men dengang gjorde han en forskel, der fortjener at blive draget frem og husket
Ole Olsen – Kilde wikipedia.org Public domain
