Billund Erhverv holdt onsdag den 22. marts generalforsamling på Sdr.Omme Kro hvor mere end 80 medlemmer deltog
Traditionen tro stod menuen på stegt flæsk med persillesovs, der blev efterfulgt af foreningens ordinære generalforsamling.

Foto: Ulrik Wulf Nielsen
Udover godkendelse af årsregnskabet, orientering om budget mm. var der lagt op til flere ændringer i bestyrelsen skriver Billund Erhverv i en pressemeddelelse.
Billund Erhvervs hidtidige formand Gitte Ottosen, Best Energy A/S og næstformand Jesper Dahlmann, tidl. Erhvervsgymnasiet Grindsted valgte begge ikke at genopstille til bestyrelsen.

Jesper Dahlmann og Gitte Ottosen – Foto: Ulrik Wulf Nielsen
Tre nye, dog i erhvervslivet velkendte ansigter, blev valgt ind i bestyrelsen. Henholdsvis udviklingsdirektør Ronny Kristian Lilienvald, Billund Lufthavn, direktør Sune Appel, ES Stålindustri Syd og Anne-Mette Sørensen, direktør Idento Group.
Marianne Thorø, Billund Online og Kira Lykke Reher, MF Energi blev valgt som suppleanter.

Jeppe Hebsgaard Laursen – Foto: Ulrik Wulf Nielsen

Foto: Ulrik Wulf Nielsen
Ved den efterfølgende konstituering blev direktør Jeppe Laursen, Zebicon udpeget som formand og Anne-Mette Sørensen, Idento Group som næstformand.
Formandens beretning
I sin beretning gennemgik afgående formand Gitte Ottosen foreningens mange, og brede pallette af opgaver for at understøtte vækst og udvikling blandt erhvervslivet i hele Billund kommune.
De flere end 300 forretningsudviklingsmøder foreningens konsulenter har haft med lokale virksomheder – både nystartede og etablerede. De mange arrangementer, kurser og netværk med fokus på salg, ledelse, arbejdskraft, økonomi, grøn omstilling mm. De godt 600 studerende, som var på besøg fra hele landet ifm. både Billund KarriereTour Tech og Turisme og Hackathonen Future of Logistics. Sparringen med godt 120 potentielle borgere, som særligt kommer til fra udlandet, når de bliver ansat i lokale virksomheder. Iværksætterindsatsen, med fokus på forretningsudvikling og kompetenceudvikling, kobling til- og tiltrækning af detailaktører og meget mere.
“Jeg er både stolt og glad for at kunne give stafetten videre til en ny formand, vel vidende at vi har en både betydelig og markant erhvervsforening, som er med til at løfte opgaver og drive dagsordener for at styrke vores lokale erhvervsliv og udviklingen i Billund kommune. Med det nye formandskab og den nye bestyrelse er jeg ikke i tvivl om, at den positive udvikling fortsætter, og jeg kan kun opfordre alle erhvervsdrivende i hele kommunen til at bakke op om det arbejde, som vores forening står for hver eneste dag” siger nyligt fratrådte formand Gitte Ottosen.

Gitte Ottosen – Foto: Ulrik Wulf Nielsen
Aftenen blev rundet af med inspiration fra sportens verden, da tidligere professionelle cykelrytter og sportsdirektør Brian Holm fortalte om et liv i overhalingsbanen – drevet af motivation.

Brian Holm – Foto: Ulrik Wulf Nielsen
Den nye bestyrelse for Billund Erhverv ses herunder:
- Formand: direktør Jeppe Hebsgaard Laursen, Zebicon a/s
- Næstformand: direktør Anne-Mette Sørensen, Idento Group
- Udviklingsdirektør Ronny Kristian Lilienvald, Billund Lufthavn
- Direktør Sune Appel, ES Stålindustri Syd
- Entreprisedirektør Stern Johansen, K.G. Hansen & Sønner a/s
- Hotel Manager Martin Ebmark, Zleep Hotel Billund Airport
- Direktør Jesper Jensen, SkoUniverset
- Borgmester Stephanie Storbank, Billund Kommune
- Byrådsmedlem Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, Billund Kommune

Bestsyrelsen i Billund Erhverv – Foto: Ulrik Wulf Nielsen’