Jette Nygaard er uddannet sygeplejerske og har arbejdet som sådan i over 30 år.
Uddannet psykoterapeut
I 2017 blev hun færdiguddannet som psykoterapeut og hun har siden haft klienter ved siden af sit sygeplejejob. Terapi handler om at tale med mennesker, der af den ene eller anden grund har det svært. Måske har man været udsat for noget traumatisk eller bærer rundt på en sorg. Måske er der stress inde i billedet. Det er der for rigtig mange mennesker i disse år. Jette ved fra personlig erfaring, hvordan stress kan have mange både fysiske og psykiske symptomer. Det er ofte nemmere at tale med en terapeut, end med de mennesker, man har tæt på sig. Man behøver ikke passe på terapeuten på samme måde, som man gerne vil passe på sine nærmeste.
Det kan virkelig have stor betydning at få lettet sit hjerte og blive mødt med forståelse og empati af èn, som kan rumme det, man har på hjerte, og som ikke er en del af det. Og Jette har selvfølgelig tavshedspligt i sit terapivirke på præcis samme måde som hun altid har haft i sit sygeplejejob.
Uddannelser og kurser
Jette fortæller: jeg har løbende taget andre uddannelser og kurser indenfor sundhed, fordi det interesserer mig, hvor stor betydning kost, bevægelse, fravær af stress, god fordøjelse, god søvn, gode relationer mm betyder for vores velbefindende og for at vi ikke bliver syge.
Den viden deler jeg gerne ud af, og i april starter jeg et hold op igen for kvinder, der gerne vil tage hånd om deres sundhed, og som har brug for støtte undervejs. Mange vil gerne tabe sig, og det kan jeg også hjælpe med, men man kan sagtens være sund uden at være tynd, og jeg vil gerne have fokus lidt væk fra tallet på vægten.
Sund livsstil – især god fordøjelse og søvn, giver en følelse i kroppen og en udstråling, der er bedre end følelsen af at være tynd. At mange så også smider nogle kilo som resultat af den gode livsstil, er jo kun en dejlig “bivirkning”.
Det handler ikke om at overholde en kur, men om små ændringer i hverdagen, som holder hele livet. Jeg har tidligere haft disse hold, og det har været rigtig godt, synes jeg.
Det foregår hjemme hos mig selv, og det plejer at blive ret nærværende og hyggeligt, og jeg har fået gode tilbagemeldinger fra tidligere deltagere. Man kan se mere om det på min hjemmeside – www.jettenygaard.dk – der er plads på holdet.
Sdr.Omme
Jette har boet i Sdr Omme næsten hele sit liv. Hendes børn har gået i skole her og hun har et godt netværk. Hun har tidligere været aktiv i bestyrelsesarbejde og frivilligt arbejde i byen og haft mange ting om ørene. Efter Jette har haft stress, har hun fundet glæden ved det stille liv med venner og familie, sit hus og sin have og hendes hund, der bidrager til at holde hende i form, med sin insisteren på gåture. Hun arbejder som sygeplejerske på Vejlefjord Rehabillitering, Det er en lang køretur, men det betyder meget for Jette, at det er et sted, hun er rigtig glad for at være, Der er en god normering, så når Jette kører hjem fra arbejde, har hun nået det, hun ville og gjort et godt stykke sygeplejearbejde.
Jette arbejder ikke på fuld tid, for hun vil gerne have tid til sin lille virksomhed på Gammel Bøvlvej også. Hun bliver ved med at være undersøgende på ny forskning om sundhed. Med min sygeplejebaggrund har jeg lært at læse videnskab og vurdere om evidensen er stærk og det er en kæmpe fordel i Sundheds-junglen forklarer hun.