Nyt sølv til Siv: Grindsted-løberen Siv Bertelsen, 16, fortsatte sin lange vej tilbage mod topformen fra jubelsæsonen i fjor ved de danske indendørsmesterskaber i Skive.
I erkendelse af, at hun i en sygdomsplaget vinter med fokus på længere distancer er langt fra at føre feltet an som i fjor, lod Siv favoritten fra hjemmeklubben løbe afsted på sin favoritdistance, 1.500 m., og lagde sig i stedet bag nr. to, en tidligere trænings- og nuværende landsholdskammerat fra Kolding. Taktikken lykkedes, for Siv vandt sølvet i en lang spurt i en beskeden tid på 4.58,29 min., hele 20 sekunder langsommere end den tid, der i fjor sikrede hende en plads ved U18-EM i Jerusalem.
Derimod var der ikke noget at hente på hendes sekundære distance, 800 m., hvor Siv for første gang nogensinde endte nedenfor medaljeskamlen ved et ungdoms-DM, da hun i et tæt opløb sluttede som nr. fire i tiden 2.23,27 min., ni sekunder fra sin bedste tid.
I begge løb var vindertiderne klart langsommere end Sivs DM-tider fra i fjor.
Optakten var langt fra optimal, da Siv havde været syg i flere omgange, og siden inde-DM har hun også misset DM for efterskoler, hvor hun skulle have løbet 5 km.
Derfor håber hun på at blive frisk under væsentligt varmere himmelstrøg, når hun i går fredag fløj på en uges træningslejr med sin efterskole, Hjemly, med Danmarks eneste løberlinie. Det betød til gengæld, at hun gik glip af hæderen for sin EM-sæson i fjor med flere danske mesterskaber og personlige rekorder i bundter, da 2022-sæsonens bedste idrætspræstationer blev hyldet ved Billund Kommunes sports- og kulturgalla i Billund Idrætscenter fredag aften.