Dorte Tegllund Jørgensen, Billund, fejrer søndag, 2. april 2023, 25-års jubilæum i LEGO Koncernen.
LEGO Gruppen har altid spillet en stor rolle for Dorte Tegllund Jørgensen. Efter nogle år som sæsonmedarbejder i LEGOLAND A/S, blev Dorte i 1993 ansat som Sales Consultant i LEGOLAND A/S med salg til professionelle turoperatører som sit ansvarsområde. Dorte refererede til Salgs- & Marketing Direktøren. Et job, som Dorte selv kom til at besidde fra 2003 til 2006, hvor hun havde et team på 15 mand under sig. Hun var også medansvarlig for visionen og forretningsplanerne.
Dorte besluttede sig for at prøve kræfter med turistbranchen uden for LEGO Gruppen og var ansat hos Oase Outdoors ApS fra 2007 til 2012, inden hun igen vendte retur til LEGO Koncernen.
Dorte ønskede et job som specialist og blev 1. januar 2013 ansat som projektleder i LEGO Agency i Global Project Management teamet. Inden for kommunikationsudvikling spænder opgaverne bredt, og Dorte har projektlederopgaver for alt fra design, emballager, print, Tv-reklamer, videoer, sociale medier, mobile apps osv. Dorte har arbejdet med flere forskellige afdelinger som sine partnere, herunder LEGO Education, LEGO House og flere franchises inden for Produkt Grupperne. Dorte sidder i dag som Sr. Global Project Manager på et af vores større projekter. Hun er fascineret af udviklingen inden for branchen, og hvordan hele medielandskabet forandrer sig.
Dorte er yderst respekteret og vellidt af sine kolleger i hele LEGO Koncernen for sin store faglige viden, hjælpsomhed og omsorgsfulde karakter, hvilket også afspejles i hendes rolle som EHS-repræsentant. Hun er meget professionel og passioneret i alt, hvad hun foretager sig og har styr på sin projektlederværktøjskasse. LEGO værdierne har en stor betydning for Dorte, hun sætter dem altid højest og efterlever dem til fulde.