Grindsted Musikforening og Grindsted Festuge har igen i år fået en meget flot donation af Sydbank, der gør det muligt at invitere til en gratis-koncert ifm. Grindsted Festuge. Og i år bliver det et band, der ganske givet vil skabe glæde blandt mange publikummer – nemlig Die Herren!
Die Herren har turneret hele Danmark med U2 ́s fantastiske sange og tekster i mere end 30 år, og mere end 2500 koncerter er det blevet til siden 1991!
Man overraskes over hvor intense og nærværende U2 ́s sange bliver i Die Herrens fortolkninger. Die Herren giver sangene nyt liv og ny energi i nuet, uden at de mister historiens U2-touch. One, With or Without Your, Sunday Bloody Sunday, Vertigo, I Still Haven’t Found What I ́m Looking For, Where the Streets Have No Name, New Years Day og alle de andre store sange, som virker så fremragende live, bliver naturligvis en del af U2-Trip ́et.
Normalt vil det ikke være muligt, at opleve Die Herren gratis – men pga. Sydbank kan det altså lade sig gøre til Grindsted Festuge. Vi fra Grindsted Musikforening satser også på et godt barsalg – og så støtter musikforeningen med det resterende beløb.
Filialchef Sofie Ross Laursen, Sydbank Grindsted, udtaler at hun er glad for, at Sydbank har muligheden for at bakke op omkring et lokalt projekt, der skaber liv i byen og gode oplevelser, i et forhåbentligt fyldt telt til Grindsted Festuge.
Koncerten finder sted lørdag d. 2. september kl. 20.00 i Grindsted Festuge-teltet på Nørretorv.
Da det er en gratis-koncert kræves der ikke billetter – men bare om at møde frem. Og så glæde sig over denne flotte gestus fra Sydbank. Vi fra Grindsted Musikforening og Grindsted Festuge glæder os i hvert fald helt vildt!