Månedens bog på Billund Bibliotekerne i april

Månedens Bog, Billund B ibliotekerne

Månedens bog på Bibliotekerne i Billund og Vorbasse – Pigedyr af Cecilie Lind

I 2022 vandt Cecilie Lind kritikerprisen for sin roman Pigedyr. Og det er fuldt fortjent, for her er virkelig tale om en bog, der går under huden på sin læser.

Den handler om pigen Sara, der står i skellet mellem barn og voksen. Den voksne læser vil dog til enhver tid placere hende tættere på barn end voksen. Og netop det, er centralt for bogen. Sara er nemlig der, hvor hendes krop begynder at udvikle sig, og med det bliver hun tiltrækkende for voksne mænd og hendes egen lyst vokser parallelt.

Pigedyr er det tætteste vi kommer på en moderne Lolita-historie. Den sætter spørgsmålstegn ved lyst og overgreb, og forfatteren klarer at fortælle historien nøgternt, så det bliver op til læserens egen mavefornemmelse at vurdere om det der foregår, er i orden.

PR-Foto

Månedens bog på Bibliotekerne i MAGIONi Grindsted og i Sdr. Omme – En uretfærdig tid af Gertrud Tinning

Danmark år 1885. Vi følger parallelt livet hos Nelly på en klædefabrik i København og livet hos Anna, som er datter af en fattig bonde i Uldum.

Forholdende på klædefabrikken er umenneskelige og efter en grum ulykke, begynder Nelly forsigtigt at råbe sine kolleger op. Men da det er farligt at gøre oprør, og kvinderne på fabrikken har familier at brødføde, har de ikke råd til at gå op imod ledelsen.

Bondepigen Anna vender næsen mod København, da hendes bror får problemer efter at have startet en forhold til Nelly. Her flettet deres skæbner sammen i den grumme fortælling om tilværelsen i de fattiges København.

”En uretfærdig tid” er første del af en trilogi, som efterfølges af den lige så medrivende Dagmars svære valg, hvor vi følger Annas veninde Dagmar ca. 30 år senere. Slutningen er under udarbejdelse, og den forventes at lande på bibliotekerne i starten af 2024.

PR-Foto