Af Louis Bülow
For efterhånden 83 år siden skrev besættelsesdagen tirsdag den 9. april 1940 sig ind i alle historiske annaler og forandrede for altid den verden, vi kendte. En dag i Danmarks historie, hvor tiden gik i stå – frosset fast i generationers erindring.
Selv dén dag i dag efter mere end otte årtier er interessen for besættelsen fortsat og stadigt stigende, og danske film som Flammen og Citronen fra 2008 og de to film om Hvidsten-gruppen 1 fra 2012 og Hvidsten-gruppen 2 De Efterladte fra 2021 har trukket rekordmange i biografen.
De fem forbandede år
Det var først og sidst det unikke fællesskab og samhørigheden dengang med noget at samles om, der fik danskerne til at stå sammen som et folk og bar os gennem besættelsens fem forbandede år.
For få dage siden skuttede en ældre herre – såmænd ingen ringere end forfatteren til nærværende artikel i Netavisen Grindsted – sig i det råkolde forårsvejr og trissede søgende omkring blandt prydbuske, blomster og dufte i det flotte Parkanlæg ved Musikhuset i Aarhus.
En rund mindeplade af bronze midt i parken fangede med ét min opmærksomhed, lagt néd mellem rislende springvand, havebænke og idylliske stier af frihedskampens veteraner til minde om en ung modstandsmand, der under besættelsen gav sit liv for Danmark – Alf Toldboe Jensen.
Alf Toldboe Jensen blev kort efter henrettelsen mindet i forældrenes hjem i Brabrand. – Kilde: Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arikv.
Til lyden af kåd fuglekvidder og vindens blide hvisken stod jeg dér i parkanlægget og reflekterede over mindepladens inskription og dén mand, der startede det nazistiske inferno helt uden sidestykke i verdenshistorien og Anden Verdenskrig med 60 millioner døde:
Adolf Hitler som barn – Kilde: Wikipedia
Efter krigens afslutning blev Adolf Hitler set som historiens mest foragtede despot og diktator. En gemen massemorder, der i ly af krigens ragnarok beordrede det systematiske folkemord på Europas jøder, hvor 6 millioner jøder blev myrdet i. Inkarnationen af absolut ondskab.
Den dæmoniske Førerskikkelse – rodfæstet i indædt jødehad og antisemitisme – var arkitekten bag det héle men var alligevel til at tale med en gang imellem, når det gjaldt jøderne. Et almindeligt menneske af kød og blod.
Historikere har kendskab til mindst et tilfælde, hvor Føreren personligt greb ind for at beskytte en jøde mod sit eget – og det nazistiske – terrorregime.
Da nazisterne i marts 1938 invaderede Østrig og proklamerede Anschluss, satte forfølgelsen af jøderne ind med det samme. De blev mishandlet, deporteret til KZ lejre og mange myrdet.
Samme år modtog Hitlers Rigskancelli et privat brev fra Dr. Eduard Bloch, der boede i Østrig i Hitlers hjemby Linz, og som næsten 40 år tidligere havde været Hitler-familiens jødiske huslæge.
Den 66-årige familielæge var blevet tvunget til at lukke sin lægepraksis og bad nu indtrængende Hitler om hjælp.
Som huslæge for Hitlers forældre havde han behandlet Hitlers far Alois Hitler og moderen Klara, da hun blev ramt af en dødelig brystkræft. Også Hitler selv, dengang en stor dreng, havde han taget sig af, da han blev syg med lungesymptomer.
Hitler reagerede prompte på brevet og satte Dr. Bloch og hans familie under Gestapos beskyttelse med vidtrækkende privilegier. Hvor alle andre jøder i Linz blev forfulgt, fordrevet fra hus og hjem og deporteret til KZ lejre, kunne Bloch helt uforstyrret blive boende i huset på Palais Weissenwolff.
Bloch-familien bevarede retten til telefon og skrivemaskine, de kunne uhindret telegrafere over Atlanten, de fik regelmæssigt fornyet deres pas, de måtte køre bil. Som alle ikke-jøder modtog de også rationeringsmærker og kuponer til tøj og andre forbrugsvarer.
Men da dè jødiske mænd, der var tilbage i Linz, i november 1940 blev tvangsdeporteret til KZ lejre, turde Bloch og hans familie ikke vente længere. De søgte i december 1940 tilladelse til at emigrere til USA, og de modtog et beskyttelsesbrev fra Rigskancelliet med tilladelse til at rejse ud af landet.
Det viste sig senere, at Hitler aldrig havde glemt familiens jødiske huslæge. Hitlers far, Alois Hitler, var død allerede i 1903, og fire år senere blev moderen ramt af kræft. I begyndelsen af januar 1907 blev Dr. Bloch opsøgt i konsultationen af Klara Hitler, der klagede over smerter i sit bryst.
De nærmere undersøgelser afslørede en uhelbredelig kræftsvulst. Da lægen den næste dag fortalte børnene, 17-årige Adolf og 10-årige Paula, om moderens alvorlige sygdom, blev han rørt over den unge Hitlers reaktion.
I sine håndskrevne erindringer, der opbevares i US Holocaust Memorial Museum i Washington, skrev Eduard Bloch senere: ”Hans lange, gustne ansigt var fortrukket. Tårerne flød fra hans øjne. Havde hans moder ingen chance? spurgte han. Da kunne jeg se, hvor stærkt båndet var mellem moder og søn.”
Selv om mulighederne for helbredelse var ringe, blev det besluttet at lade Klara Hitler indlægge på Krankenhaus der Barmherzigen Schwestern i Linz for at gennemgå en større brystoperation.
Også her slog det Dr. Bloch, hvor tynget Hitler var af sorg og bekymring. Hans ansigt var stribet af tårer, øjnene trætte og rødsprængte: ”Han havde kun èt spørgsmål. Med grådkvalt stemme spurgte han: Har min moder smerter?”
Igennem flere måneder kom Dr. Bloch dagligt for at tilse patienten og lindre hendes smerter. Moderens sygeseng blev placeret i det eneste rum i huset, der kunne varmes op, og Hitler fik anbragt en divan, så han kunne være tæt på moderens dødsleje både dag og nat.
Hitlers eneste ven i de unge år, August Kubizek, kom ofte i huset under moderens sygdom og mødte her Dr. Bloch flere gange. I sine erindringer The Young Hitler I Knew, der udkom i 1953, beskrev han Eduard Bloch som Hitler-familiens ”elskede Doktor Bloch, som i byen blev kaldt ´de fattiges doktor´… et hjertensgodt menneske, der ofrede sig for sine patienter.”
Kubizek fortalte, at den unge Hitler i disse måneder gjorde alt for at drage omsorg for sin mor. Han tog sig af sin lille søster Paula, hjalp hende med lektierne, sørgede for madlavningen, gjorde rent overalt: ”Aldrig tidligere havde jeg bemærket en sådan kærlighed og medfølelse hos ham …”
Også Eduard Bloch fremhævede i sine erindringer, hvor tæt Adolf Hitler var knyttet til sin mor. Da hun døde den 21. december 1907 kun 47 år gammel, brød hans verden nærmest sammen.
Aldrig igennem sine mange år som praktiserende læge havde Eduard Bloch oplevet en ung mand så nedbrudt og fyldt med sorg som den unge Adolf Hitler, da han et par dage efter begravelsen dukkede op for med gråd i stemmen at takke lægen: ”Adolf havde et mørkt jakkesæt og et løst knyttet halstørklæde … Han trådte frem og tog min hånd. Mens han så mig i øjnene, sagde han: “Jeg vil være Dem taknemmelig for evigt.”
Dr. Eduard Bloch fik i december 1940 Hitlers tilladelse til at emigrere til USA og døde i sin lejlighed i Bronx i New York den 1. juni 1945, 73 år gammel.
Epilog:
Der var koldt derude i Parken ved Musikhuset i Aarhus, da jeg sent dén eftermiddag listede hjemad. Også himlen græd med, og en stille støvregn faldt over gader og stræder som blide tårer.
