Af Kai Bayer
Kai’s Corner udgiver fortæller denne gang om et besøg hos Aksel Jensen i Eg. Om hans erindringer fra den 9. april 1940. Interviewet blev sendt på LoG første gang den 5. april 1991.
Aksel Jensen
Aksel Jensen fra Eg ved Grindsted var soldat i tiden op til det tyske angreb på Danmark. Han var tjenestegørende på Søgård kaserne ved hovedvej 10, ca. 15 km nord for den danske grænse. Han fortæller:
Der var nervøsitet efter årsskiftet 1939-40. Og hen på vinteren 1940, den 25/1 da blev vi jaget ud til vore stillinger med feltmæssig påklædning med skarpe skud i geværet og i patrontasken, men vi kom ind igen, da vi havde ligget derude i nogle timer, og jeg mener at det frøs med 30 grader dengang. Det var så koldt, så koldt. Det samme gentog sig engang hen i februar måned 1940, og så blev der snakket om uro nede bag grænsen, og de holdt jo øjemed det dernede, men der skete ikke noget for os.
Men pludselig den 8.april klokken halv ti om aftenen blev vi kaldt sammen i kasernegården. Og fik at vide hvad vi kunne forvente i aftentimerne og de tidlige morgentimer. Vi gjorde os klar, fik skarp ammunition udleveret, og om aftenen gik vi i seng, men der måtte ingen biler stå indenfor kaserneområdet i tilfælde af bombardement. De var parkeret ude i de små skove rundt om kasernen.
Sov med støvler og tøj på
Vi sov med støvler og tøj på, og skarpladt gevær ved sengekanten. Klokken halv fire lød brølet: Tyskerne kommer. Vi havde aldrig før stået så hurtigt op og kommet ud. Vi nåede desværre ikke at få morgenmad den morgen, men det var der vist heller ingen, der tænkte på. Vi blev så kørt ud til de poster, hvor vi altid havde været placeret under øvelser, men vi sagde aldrig at tyskerne kom. Vi sagde altid, at fjenden kommer fra syd. Det ville officererne have, at vi sagde.
Og så gik vi ud i stillingerne, som skulle beskytte os. Vi havde jo 20mm granater i mod panservognene. Og så havde vi alle sammen et kort gevær, også kaldet fodfolkskarabin. Det lange gevær blev kaldt 89 dengang. Det var det eneste vi havde, men officererne havde jo revolvere, men der var ikke noget med, at vi havde maskinpistoler eller sådan noget. Jo, vi havde et maskingevær eller et rekylgevær, som det hed.
Kanon vejede 55 kg.
Den kanon vi havde mod fjendtlige, pansrede vogne vejede 55 kg, og det gjorde lavetten også, det var den, som kanonen stod på. Den var monteret på en motorcykel, hvor der normalt var en sidevogn. Vi var ikke andet end 60 mand i vores gruppe Og vi var de første i Danmark, der var uddannet specielt til at bekæmpe panservogne. Alt i alt havde vi, så vidt jeg husker, ikke andet end 4 kanoner med mod fjenden.
Vi lå så langs vejen mod grænsen, Hovedvej 10. Andre soldater fra kasernen nåede at komme 5 km frem til stillinger syd for vores kaserne, frem til Lundtoftebjerg, For mit eget vedkommende, der kom jeg op i Bjergskoven, nord for Søgård sø. Vi skulle gå i flyverskjul, men det var ikke så nemt, for der var ingen blade på træerne. Lige den dag havde jeg kun en halv portion ammunition med, men det var jo ligegyldigt.
Det endte jo til syvende og sidst med, at vi fik besked på at trække os tilbage for at blive kørt tilbage til Vejledalen, hvor tyskerne skulle møde den sidste modstand, men inden vi kom til Vejle, havde Danmark jo overgivet sig, så jeg kom ikke i kamp den 9. april. Til gengæld mistede jeg en række af mine kammerater fra kasernen den dag.
Tyske tropper var på vej
Kl. 4.15 om morgenen den 9. april kom meldingen om, at tyske tropper var på vej nordover via grænsen i Kruså. Ti minutter senere strøg de sidste motorcykler ud fra Søgårdlejren for at bemande de aftalte stillinger ved Hokkerup, Lundtoftbjerg, Bredevad og Bjergskov. Men de ubetydelige danske styrker havde ingen chance mod den overvældende besættelsesmagt. Resultatet af morgenens træfninger var 11 faldne og 20 sårede.
(Grænseforeningens beskrivelse af forholdene 9. april ved Søgårdlejren)
Kai’s kommentar til artiklen:
Den 9/4 1940 gav også de danske borgere i Aabenraa – min fødeby – en række minder, som mine forældre aldrig glemte. Siden genforeningen havde danske borgere og borgerne fra det tyske mindretal levet fredeligt side om side. Det fik en ende den 9. april 1940, da mange hjemmetyskere strømmede ud på gaderne for at hilse de tyske soldater velkomne.
Foto nedenfor er taget ud for Hotel Danmark midt i Aabenraa. Helt op sidst i 1960’erne var det stadig ikke glemt, og jeg kan huske, at vi elever på Statsskolen i Aabenraa (gymnasiet) ikke måtte invitere de tyske gymnasielever med til vore fester, selvom gymnasierne lå lige ved siden af hinanden.
I øvrigt snakkede de tyske elever kun tysk på deres gymnasium, men når vi var sammen, og det skete jævnligt, snakkede vi sønderjysk, og så var der ingen afstand i mellem os.
En overgang havde jeg en kæreste på det tyske gymnasium, og hende ville min forældre ikke have besøg af. Hos hendes forældre var der ingen problemer, til gengæld snakkede de kun tysk med hinanden. Jeg snakkede så sønderjysk med hende.
Den dag i dag er der modstand mod, at de større byer i Sønderjylland også staves på tysk på byskiltene. Da man satte enkelte skilte op, blev de ødelagt.
Aabenraa den 9. april 1940 – Kilde: Nationalmuseets Samling.
