Af Kai Bayer – Grindsted historier – besættelse og befrielse – 1. del.
Kai’s Corner bringer her et interview med Olav Prip Pedersen med flere der var med i modstandsbevægelsen og boede i Grindsted. Interviewet blev sendt på LoG første gang i maj 1990.
Jeg hedder Olav Prip Pedersen og har været anlægsgartner siden 1935. Jeg kom ind i modstandsarbejdet ved et tilfælde, for Rudolf Nielsen og jeg var allerede i 1943 tilmeldt det, noget som hæren havde oprettet – vi stod i beredskab. Men vi skulle først være aktive i sidst i krigen, eller når krigen var afsluttet.
Kom på sygehus
Men så var det jo , ja så kom jeg på sygehuset og traf gamle tømrer Kjær. Det var den første kontakt, og det var i 1944, og så snakkede vi om vi var interesserede i at være med i noget. Og det var var vi da, og jeg måtte så skaffe en mand. Men kun en mand. Og så sker der det, at i oktober bliver den første modstandsbevægelse i Grindsted revet fuldstændig op. Desværre var jeg ikke hjemme i de dage, for jeg havde måske haft en chance for at kunne høre noget. I 2 år boede jeg sammen med værnemagten heroppe i Jernbanegade 22.
Forhenværende malerværksted
Det var et hus, som var et forhenværende malerværksted. Det overtog jeg fra Varde Bank. Og der fulgte Værnemagtens vagtstuer med. De havde vagt nedenunder i det gamle malerværksted. De kunne jo ikke siges op, så jeg var nødt til at overtage dem sammen med huset, I julen 1943 flyttede jeg ovenpå i et værelse. Derfor havde jeg jo nok haft en chance for at fornemme, om der var uro i byen. Gestapo kunne gå op og udkommandere værnemagten . Men jeg var ikke hjemme – ellers kunne jeg måske have udsendt et varsel.
Så træffer jeg jo Kjær, og han siger at når Gestapo er ude af byen igen, vil du så være med ? Sådan gik det til. Rudolf og mig havde jo undersøgt ting og sager og trænet lidt, og var klar til at fange an, hvis det blev nødvendigt , bortset fra sprængstoffer, det havde vi ikke. Og så ordren til at gå i gang.
Modstandsbevægelse i Grindsted
Før vi kom i gang i Grindsted, var der en organiseret modstandsbevægelse i byen. Med grupper og det hele. Men de blev jo trævlet op, og man påstod, at det var inde fra . Det forlød, at tyskerne havde fået drejet en dansk officer til at tro på, at russerne havde fået frit slag i modstandsbevægelsen. Så drejer tyskerne ham, og så røber han det hele.
Alex Wraae: Ja, det var en lørdag i oktober 1943, at Gestapo var i byen. Grupperne havde fået våben og sprængstof, og det lå i depoter. Nogle havde fået et lille forvarsel om, at noget var i gære. Det materiale der lå ude hos Mogens Sørensen på Tingvejen var blevet flyttet og kom væk. En lørdag gik Mogens ude i stalden og skulle røgte køerne. Bojesen fra bevægelsen var lige kommet med nogle kammerater. Der var noget i en taske der raslede for de skulle hygge sig den lørdag.
Men pludselig kører der nogle køretøjer ind ad de to indgange til den lille gård, og de var med det samme klar over, at nu var det alvor. Våbnene var kommet væk derudefra, og der var ingen ammunition længere. De skulle sådan set være på den sikre side. Men grundet den liste med navne, der var blevet afleveret til tyskerne, var der ikke noget at gøre. Gestapo havde sikre indicier på, at der var noget galt her.
Fik et lag tæsk
Modstandsfolkene fik et lag tæsk ude på stedet, og så fik Mogens Sørensen lov til at gå ind og sige farvel til sin kone. De blev så ført ned til såkaldt pinligt forhør på Standgården i Kolding. Samtidig blev næstkommanderende Mønsted, Bojesen og brødrene Eskildsen taget til fange. De blev også forhørt i Kolding og udsat for tortur. Tyskerne ville høre, om der var andre navne de skulle have fat i.
De røbede ikke noget og blev sat til at køre med tog med vigtigt gods som gidsler, således at modstandsbevægelsen vidste, at hvis toget blev bombesprængt, ville modstandsfolkene dø. Men de overlevede og kom senere til Frøslevlejren. Derfra kom nogen af dem til koncentrationslejren Neuengamme.
Rudolf Nielsen: I 1943 var det ikke så galt med tyskerne i byen. De gik ikke altid vagt rundtomkring. I juni 1944, da der kommer strejker rundt omkring i Danmark, og vi får undtagelsestilstand og byen bliver lukket af og alt, hvad der hed vinduer, der stod åbne, var forbudt. F.eks. oppe i Skolegade, hvor der stod nogle vinduer åbne en aften. Dem skød de tyske soldater op mod igennem. Ja alt hvad der stod åbent, det skød de igennem. Så projektilerne fandt man bagefter i taget. Det var også lidt uheldigt, at lige på det tidspunkt havde vi en afdeling af Regiment Stortyskland i hvilelejr lige i nærheden. Og det skulle være nogle af de slemmeste, som de havde.
Jernbanerne rundt omkring på vores egn var endnu uberørte af sabotage. Ja, for den første gruppe modstandsfolk var delt op i grupper. 6 i alt som havde hver deres jernbanestrækning. Men de bliver jo så revet op. Tilbage var der en masse sprængstof, og hvad skulle man gøre med det? Men så kommer der et par unge mennesker ind i billedet, og det er jo så Rudolf Nielsen og Olav Prip Pedersen. Olav var 27 og Rudolf var jo kun 19 år.
Grindstedværket
Så en dag var der pludselig et par drenge, der kravlede rundt i nogle rør bag ved Grindstedværket. Der havde maskinmester Hansen fra Grindstedværket gemt både maskinpistoler og rør med sprængstof. Ungerne fortalte det til deres forældre, som meldte det til tyskerne. Så begyndte tyskerne at rette mere opmærksomhed mod Grindsted.
Normalt var der ikke noget decideret samkvem mellem tyskerne og Grindstedborgerne i denne del af perioden. Og hvis der var nogle borgere, der kom lidt for tæt på tyskerrelationer, var der altid nogle, der lige fik sendt en hilsen med nogle kontante ord. Så man vidste, hvad der kunne ske. Der er et eksempel på et brev, der er sendt til en hr. smedemester et eller andet, at man har fået underretning om, at De og Deres familie har tyskvenlige kontakter. Det vil vi ikke komme nærmere ind på. Men vi vil understrege, at De ikke skal forlede dem til at optræde som stikker, da De i et sådant tilfælde vil blive henrettet. Der holdes fra i dag øje med dem. Vores sikkerhed kræver dette! Med hilsen fra modstandsbevægelsen.
Du kan læse anden del af interviewet på tirsdag – her på Netavisen Grindsted
