Sanders Historiske Hjørne: Loft, Elisesminde og en gammel ovnplade fra en støbejernsovn

Sanders Historiske Hjørne

Af Carsten Sander Christensen

Hvis man en søndag i maj kører ud til Vesterhavet ad Grindsted Landevej i retning mod Varde, kører man gennem flere landsbyer. Modvig, Loft, Jerrig og Eg. Man ved det bare ikke, for der eksisterer ikke rigtigt nogen landsbyer mere. Kun Eg, der engang hørte under Urup Herregård, ligner i 2023, det man kunne kalde et lille byområde. Og så alligevel. Et byområde i 1600-tallet og 1700-tallet er ikke det vi forstår ved et byområde i dag. Gårde og huse i Loft på daværende tidspunkt kunne ligge spredte ud over flere kvadratkilometer i den lille landsby. Altså ingen torve og bymidte, rådhuse og lignende. Da jernbanen mellem Varde og Grindsted stadig rullede på skinnerne var der også trinbrætter og en enkelt station i flere af landsby-områderne.

I denne klumme vil vi sætte fokus på Loft. Når man er kørt igennem de to rundkørsler ved henholdsvis Vestre Ringvej og Engsøparken, ja så er man i Loft. Her var midt i syttenhundrede årene tre gårde, beboet af tre familier, givetvis fæstere. På den østligste gård, den senere matrikel 1 (Grindsted Landevej 19), boede fra 1757 fæsteren Ole eller Oluf Andersen fra Hejnsvig. Den midterste gård, matrikel 3 (Grindsted Landevej 27) var beboet af Thue Mathisen, denne gård blev udflyttet ved udskiftningen 1783, ligger nu vest for de to andre. På den vestligste gård, senere kaldet Elisesminde, matrikel 2 (Morsbøl Skolevej 1), boede Bertel Christensen Smed og hans kone Gjertrud Nielsdatter. Alle tre gårde lå og ligger stadig den dag i ejerlavet Loft.

 

Igennem 1700 og 1800-tallet var Elisesminde beboet af forskellige landmandsfamilier og gården udviklede sig til den mest betydningsfulde gård i Loft. Med udstykninger og hedeopdyrkninger kom der jo efterhånden flere og flere gårde i området. Navnet fik gården efter hustruen til ejeren i starten af 1900-tallet, Elise Jørgensen. Oprindeligt en pige fra Eg der giftede sig med Niels Hansen, der var søn af Hans Christian Hansen og Anne Marie Nielsdatter. Niels Hansen arvede Morsbøl Skolevej 1 efter sine forældre. Niels og Elise havde gården fra 1901 til 1922, da deres søn Marius Christian Hansen fik skødet til Elisesminde.

Foto: René Lind Gammelmark

I nyere tid overtog Gunnar og Lilli Schmidt Hansen i 2003, den efterhånden mere end 250 år gamle gård. Og herefter var gården kendt i hele området som HAPA. I følge BBR skulle den sidste gård været blevet genrejst o. 1913. Her på egnen er der intet murværk tilbage fra 1700-tallet. Intet overlever den barske virkelighed og den ligeså barske natur. Så den 90 år gamle gård var i 2003 moden til en større renovering. Og det gik ægteparret så i gang med. Da man gik i gang med staldbygningen, gjorde Gunnar Schmidt Hansen et særdeles spændende fund. Han fandt en ovnplade til en støbejernsovn, der kunne dateres tilbage til 1600-tallet. Pladen havde i nyere tid fungeret som et dæksel over en brønd i staldbygningen. Hele sjælen i området ligger i denne plade. Hvis ikke den kan fungerer i sit oprindelige element, ja så den bruges i praksis andre steder på gården.

 

Men der er også noget andet ved ovnpladen. Den er af jern. Det var det sorte guld her i området. Man skal langt op i tiden før jern blev almindeligt i Loft. Og da slet ikke i 1600-tallet. Pladen er produceret på jernværket Hassel Jernverk i 1680.  Jernværket lå i Øvre Eiker lidt vest for Drammen. Danmark og Norge var jo stadig et rige. Og det var i Christian 4. sidste regeringsår. Jernværker lå spredt overalt i det sydlige Norge. Hassel Jernverk var blevet oprettet i 1648 som et interessentskab bestående af blandt andet Frederik 3. og rentemester Peder Wibe. Jernværket fungerede til 1854, hvor produktionen blev indstillet. Plader til støbejernsovne, bilægger- og vindovne  mm. var en vigtig bestanddel af værkets produktion.

 

Ovnpladen måler 62 x 48 cm, altså forholdsvis lille. Dette kunne tyde på at det har været en sideplade til en mindre bilæggerovn. Men hvordan er ovnpladen havnet i Loft og lige netop på Elisesminde? Ja det vides ikke præcist. De sidte tre herregårde på egnen, Donslund Herregård, Urup Herregård og Juellingsholm, blev sløjfede i 1700-tallet. Her kunne der jo have stået bilæggerovne. Og såvel ovnplader som hele ovne kunne være kommet i besiddelse hos lokale bønder, de mere velhavende af slagsen forstås. Og en sådan var Bertel Christensen Smed. Så engang i 1800-tallet er pladen nok havnet på Morsbøl Skolevej 1

Foto: René Lind Gammelmark

I følge diverse kilder skulle de første jernovne på hegnen dukke op i 1700-tallet. Omkring 1810 til 1840 findes der ifølge o. 45 skifter 11 jernovne i Slaugs Herred. Og i de historiske annaler kunne man læse, at de mere velhavende bønder her på egnen havde en jernkakkelovn i deres stuer. Ergo kunne ovnpladen på Elisesminde jo godt stamme fra den tid. En lille detalje om familierne på gården er, at ejeren i 1799, Christen Sørensen, der var søn af Bodil Mortensdatter af første ægteskab, giftede sig med Kirsten Nielsen. Hun var datter af mølleparret på Juellingsholm Vandmølle. Og her kunne en medgift jo have været en bilæggerovn.

 

Lad afslutte klummen med en lille historie fra Loft. På matrikel 3 lå der på et tidspunkt en lille knaldhytte (Ja det er et mindre gammelt hus i en faldefærdig tilstand) – i folkmunde kaldet æ kalhyt. Bonden i Morsbøl, der forpagtede loddet, drev nemlig sine små kalve ind i rønnen om aftenen. Derfor navnet. Før Loft Skole, der lå på Loftvej nord for Elisesminde, havde børnene skolegang i knaldhytten.  En tid boede der også en sykone til leje i huset. Hos hende kunne man købe pandekager, kaffepunch, og et spille et spil Kort i et af rummene. Det fortælles, at en mand fra Grindsted sad der en aften noget sent, og så kom Konen efter ham. Hun standser udenfor vinduet og hører da der blive råbt: “No slor a“, tilligemed et Slag i Bordet. Da råbte Konen udenfor huset: “No slor a – saa bandede hun – ogsaa“. Det var en Rude, hun lige knuste. Hun fik dog Manden med hjem, men syersken fulgte uset med, og da manden og konen kom ind og fik lys tændt, slog hun en Rude ind til dem, idet hun benyttede samme udråb No slor a, ligesom mandens kone havde brugt ved “æ Kalhyt”. Og så gik syersken tilfreds hjem igen.

Foto: René Lind Gammelmark