Af Kai Bayer – Grindsted historier – besættelse og befrielse – 2. del.
Kai’s Corner bringer her et interview med Olav Prip Pedersen m.fl. der var med i modstandsbevægelsen og boede i Grindsted. Interviewet blev sendt på LoG første gang i maj 1990.
Kai: Hvordan fungerede politiet i Grindsted, indtil de blev arresteret?
Vi havde et godt politi her i byen. Der var jo Willer, som havde kontakt til Kjær. Vi havde kun 2 betjente, og det var gode betjente. Det var faktisk således, at Willer, der var overbetjent , han var også øverste sprængningschef, også efter optrævlingen af den gamle modstandsgruppe. Kjær havde daglig kontakt til Willer, og igennem ham fik vi vore ordrer, når vi skulle ud på vores natlige togter.
Så kom Knud Eskildsen med på telefon: Vi blev sørme udsat for et luftangreb på vores mejeri! Og forholdet var jo det, at jeg boede meget tæt på mejeriet dengang. Det var sandelig ret så dramatisk at høre, at der pludselig kom kugler hvislende gennem mørket, men det var jo egentlig ikke så mærkeligt, for der foregik jo noget i Kiel den aften. Her var der kommet besøg fra England – bombefly – på Hitlers fødselsdag , for englænderne havde jo deres måde at gratulere ham på.
Vinter
Så den sidste vinter i krigen, 1944-45, var vi en del, der gik vagter i byen. Vi har nok været en 150 stykker, der gjorde det på skift. Og det var jo fordi, at der ingen politi var. Og under udgangsforbuddet i 1944 måtte man ikke have vinduerne åbnet, men så en aften kom der en nævenyttig tysk soldat forbi nede hos fru Lundsgaård på Vestre Alle, hvor der var et vindue åbent. Den tyske soldat skød op mod vinduet, men det skulle han ikke have gjort, for hans overordnede boede også der, og så fik han en ordentlig omgang skældud !
Bankmand
Jeg var jo bankmand, men jeg havde også med pressen at gøre, og det var før modstandsfolkene blev arresteret. Det var skolebestyrer Højrup, som jeg arbejdede sammen med, og vi udgav en lille avis, der hed Grindstedposten, men så blev Højrup pludselig taget, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det, for det skulle helst ikke se ud, som om han havde noget med det avisarbejde at gøre. Jeg blev ved med at udgive flere numre, og vi havde nogle meget gode venner i København, bl.a. den tidligere amtsborgmester i Varde, Frode Madsen, Han hjalp så til med at skrive konvolutter, og duplikere det materiale, som vi sendte over til ham, og så lå der en Grindstedpost i postkassen 2 dage efter. Og på de breve, som Grindstedposten blev sendt ud i, var der altid helt ”uskyldige” afsendere. Som regel firmaer eller kommunekontorer.
Og så var skolerne var jo lukkede. Handelsskolens undervisning foregik i Missionshuset og også ude på klædefabrikken, altså de mest mærkelige steder. Tyskerne inddrog alt, hvad der var af gode lokaler, og det var især gymnastiksale og store klasseværelser.
Kai: Men Rudolf og Olav, hvornår gik I sådan rigtigt i gang med jeres aktiviteter, sprængninger osv.
Rudolf: Sprængstoffet fik vi overladt til os af tømrer Kjær. Sammen med en instruktionsbog, som englænderne havde lavet. Den var affattet på en helt masse europæiske sprog, polsk og tysk bl.a. Og så en oversigt over de materialer, der hørte med til sabotagetingene. Ud fra bogens instruktioner kunne man læse sig til, hvordan man brugte sprængstoffet. Og hvordan de forskellige effekter skulle samles til bomber.
Bombe
Når man tænker på en bombe, så tænker man på en rund kugle med en lunte, men den består jo af helt andre elementer. Sprængladning, forsatser, sprængblyanter og tænd ladninger. Så var der sprængladninger, så bomberne kunne forbindes med hinanden, og vi brugte tit 2 bomber ad gangen. Som regel ved to skinneender, så op til 4 skinner plus befæstning blev ødelagt. For så skulle der sættes mindst 4 nye skinner og sammenføjninger op, og det tog en del tid at få ordnet.
Januar og februar 1945
I januar og februar 1945 kom vi rigtigt i gang. Og så gik det jo ellers slag i slag. Det var hovedsageligt Brammingebanen, som vi tog os af. Men vi har også været ovre ved Vestbanen, ovre ved Gårde. Og vi har også været oppe ved ved Farre. Der tog vi alle hjertestykkerne og tungerne. Og det betød lange forsinkelser på toggangen.
Olav: : Den første træning den fik jeg af Kjær, der i efteråret 1944. Det foregik ude i Utoft plantage, hvor der var et depot gravet ned. Der lå mange ting, og Rudolf og jeg havde adgang til det, men det var jo nærmest nogle kommunistceller, som vi var blevet medlemmer af. Men det gjorde ikke noget, for kommunisterne blev der ikke så mange skudt af, for de var meget dygtigere end alle de andre. Det effektive var deres såkaldte cellesystem – én mand kender én mand. Men det var selvfølgelig meget farligt at arbejde i modstandsgrupperne, og rigtig mange holdt ikke til det så længe. Rudolf og jeg besøgte Fiil-familien sidste år, og det var meget beundringsværdigt, at de kunne holde til at være nedkastningsfolk et helt år, for der var jo altid en risiko for, at nogen talte over sig.
Olav – den første sprængning?
Den kan jeg vældig godt huske. Kjær og mig var cyklet ud i Utoft Plantage, og vi fik fat i sprængstofferne, og så gjorde vi dem klar med en halvtimes sprængblyant på. Systemet er, at der er en syre, som æder en tråd over, og det får så en slagstift til at slå en fænghætte an i en detonator. Bomben hængte vi op i et træ, og så gik vi vores vej. Vi blev stående ude på Hejnsvig Landevej, og så hørte vi skraldet. Så bomben var i orden, og det var vores første træning. Så kunne vi det! Vi øvede da også mellem jul og nytår der i 1944-45. Der var den store fordel ved Utoft Plantage, at tyskerne også trænede derude, så et skrald fra eller til det betød ikke noget. Det var jo meget værre, hvis det var et sted, hvor der ingen mennesker var.
Sprængte jernbanebroen
Den 5. marts 1945 gik vi så ned og sprængte jernbanebroen over Grindsted å på banen til Bramminge. Men først cyklede vi lige til Billund og sprængte sporet på Vejlebanen i luften. Det var vigtigt at sabotere den jernbane, for der blev jo transporteret benzinvogne til Vandel, som var tryskernes flyveplads. Så cyklede vi tilbage og tog så broen på Brammingebanen, lige der hvor den gik over åen. Den sprængladning havde vi en 4 timers sprængblyant på. Men den kom så desværre meget senere end beregnet, for der var meget koldt.
Alle detonatorerne var jo afprøvet ved 20 graders varme, og i kulde var syren længere om at virke. Så gik vi jo ned til broen, gik armgang ud under broen og fik sprængladningen hængt på broen. Og det var så vældigt, at tyskerne havde en maskingeværstilling mellem den gamle Vejlevejsviadukt og så broen over åen. Så hvis der var lyde ude fra området, så tændte de en stor projektør og lyste rundt i området, men de sprang gudskelov hen over os.
Kai: Hvordan kom I ind på banearealet?
Vi gik ind sydfra. Vi har aldrig arbejdet på Grindsted station. Det var Hejnsviggruppens område. Vi gik altså sydfra op mod broen, og der var der nogle kolonihaver, som vi kunne gå og gemme os ,i og vi gik på den måde i skygge hele vejen op til broen. Og så skal vi i øvrigt sige tak, fordi tyskerne ikke havde hunde eller gik patrulje.
At sprænge en bro
Det var jo lidt andet at sprænge en bro end at sætte en sprængladning op i et træ. Ja, men det havde vi undersøgt. Selve sprængladningen kom ud på nogle metalplanker, som passede nøjagtigt til de bærende elementer på broen. Vi fik for lidt sprængstof til nogle dele af broen, men heldigvis lavede sprængningen alligevel så meget skade på broen, at jernbanefolkene og tyskerne ikke turde køre på den, og så brækkede de det hele ned og lagde katastrofedragere hen over. Det gjorde det desværre ret nemt at reparere skaderne, for Statsbanerne havde jo de såkaldte katastrofe-dragere til hver eneste bro i Danmark. De lægger dem hen over hullet på broen, og så fører de skinnerne oven på metaldragerne, og det kan de lave ret hurtigt.
Larmede meget
Men sikken larm, der så gik i gang, da sprængningen gik. Tyskerne sprang og hoppede, men vi var jo væk. Vi havde jo altså sat den til at sprænge efter en halv time. Vi var især bange, når de spærrede vejene af, og det var vi jo også ude for engang. De begyndte at skyde på os ude i Frodeslund plantage. Men vi slap væk. Og i den sidste del af besættelsen var det egentlig ikke så vildt mere. For til sidst kunne vi godt mærke, at tyskerne ikke længere var så seje.
Skrev rapport om sprængningen
Olav:J
Jeg har skrevet en rapport om sprængningen, og der står: Natten mellem den 14 og 15/3 1945. Bomberne blev lavet på Karl Nielsens snedkerværksted fra klokken 20.00 til kloklken 24.00 Togtet varede fra 02.00 til 04.00. Forbrug 2150 gram spængstof, 8 meter cortextændtråd, sprængblyanter til 4 timer og to detonatorer. Aktionen blev foretaget til fods.
Og som kom befrielsen jo der den 4. maj. Og så var der ikke mere at lave for os med modstandsarbejde.
