Bülows Hjørne: – Skøn var min barndoms land …

Bülows Hjørne

Af Louis Bülow

Hejnsvig

Her i mit livs efterår vil jeg kippe med flaget og lette på hatten for min barndoms forjættede land og tillade mig at erklære 1950èrnes Hejnsvig min evige taknemlighed og dybtfølte kærlighed. Jeg står inden længe foran mit allersidste besøg i min elskede hjemby, og Michael Falchs tekst toner frem til I min barndoms land:

Jeg går gennem rustne gader,
Der før sang min yndlingssang
Og der, midt i alt, er min fortid
Her hørte jeg hjemme engang.

Bülows Hjørne

Louis Bülow som dreng i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto

Jeg er med Smilets By i Aarhus – mine unge års elskede universitetsby tilbage fra 1960érne – blevet forundt en trædesten til det gode liv i den tredje alder. I en fortravlet storby vederkvæges jeg et rigt og privilegeret otium med gyldne år, hvor livet er til for at leves – og slet ikke et spørgsmål om hvordan, hvornår og i hvilken rækkefølge.

Godt nok mærket af alderdommens skrøbelighed med alskens sygdom og skranten i fuldt flor, javel, men stadigt med meget på hjerte …

Et fattigt hede sogn, hvor en nøjsom natur i generationer havde tvunget landsbyens forfædre til en barsk og slidsom kamp for bare at overleve. En landsbyflække, der helt ind i sjælen var rundet af stoute bønder og missionsfolk med bibelske traditioner og kristenkultur dybt forankret. Med plads til alle, også dem fra vanskelige kår, dem, der mistrivedes og havde det svært.

Dengang var verden ikke gået helt af lave, og 1960’ernes velfærdsræs lå først lige om hjørnet. Den folkekære konge Frederik 9. sad på tronen med dronning Ingrid ved sin side, H. C. Hansen sad på magten som statsminister, og i Hejnsvig var alt, som det plejede at være – ved det gamle.

Her sad den stoute gårdejer Gregers Kristensen fra Rishøj solidt for bordenden som sognerådets formand og holdt et vågent øje med rødstrømpebevægelse, kollektiver og hippiekulturens unge. Dém, der flirtede med speltgrød og hønsestrik og følte sig mere hippe end deres forældre, røg en sjovere tobak og krammede hinanden for en ny og bedre verden.

I Hejnsvig slog jeg rod, her fik jeg hjemme, her hørte jeg til …

Bülows Hjørne

Bredgade og Hejnsvig Brugs i 1960’erne – Kilde: Hejnsvig Sognearkiv.

Dengang flød min barndoms land om ikke med mælk og honning så dog med kærlighed og godhed og sprængte nærmest alle rammer for at værne sine bysbørn mod livets skyggeside, dets svigt og fortrædeligheder.

Karrig med store ord og armbevægelser, javel, men aldrig fedtet med hjertevarme og omsorg for sine sognebørns vé og vel lod Hejnsvig sine børn og unge byde håb og drømme op til dans og forvandlede selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals.

Med godt syv årtier bag mig og alderdommens pubertet lige om hjørnet føler jeg i dag og mere end nogensinde kærligheden i mit hjerte og ilden i min sjæl, når glade erindringsglimt og skønne minder bærer mig ned ad Memory Lane tilbage til netop Hejnsvig.

Og lader mig genopleve dette forunderlige vingesus af ædle gerninger i et fattigt landbosamfund, der dengang sikrede, at jeg ikke blev stuvet væk som socialt bundfald på datidens berygtede børnehjem og opdragelsesanstalter.

Igennem seks årtier er det i stedet blevet mig forundt at gelejde læsere ind i ikke alene historiens store dramaer men også i nostalgiens verden med stokroseromantik og ren Morten Korch-idyl i lokale nichefortællinger fra min hjemstavn:

Om det så gælder den unge frihedskæmper Jens Thue Jensen fra Fugdal Mose ved Hejnsvig, der modigt gav sit liv for Danmark i kampen mod Gestapos tyranni og undertrykkelse.

Eller den folkekære Niels Kristian Mortensens meritter i godhedens tjeneste som redaktør og elsket julemand i Grindsted, hædersmanden Knud Ditlev Pedersen som en nobel Greve af Baggården eller bankdirektøren Arvid Hansen, der med hjerte og sjæl med hele vejen personificerede ægte borgerlig anstændighed, længe før begrebet blev opfundet.

Mit livs eventyr startede midt i 1950érne i barndommens forjættede land, hvor jeg blev forundt en sprudlende fantasi som nådegave. Da jeg senere lærte at læse, åbnede ord, sætninger og bogstaver en magisk verden og blev mit hemmelige tilflugtssted.

Bülows Hjørne

Louis Bülows barndomshjem i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto

En mindeværdig juleaften i 1960 oplevede jeg som 11-årig mit største julegavesus nogensinde, da der iblandt mine julegaver dét år dukkede en større pakke op fra min plejemor.

Bånd, sløjfer og gavepapir blev flået af, og et mirakel af en nymodens skrivemaskine af mærket Underwood åbenbarede sig. I dag et oldnordisk hakkebræt af en skrivemaskine, javel, men den juleaften ville glæden ingen ende tage.

I 1950érne skrev jeg som 12-årig skoledreng de første børnefortællinger til Vestkystens børne- og ungesider, og i 1966 bragte avisen min første historiske aviskronik. Emnet var Moskva-processerne, og derefter gik det slag i slag.

Kort tid efter fulgte flere helsides artikler i Berlingske Aftenavis, og senere blev det til et væld af artikler, kronikker, indlæg, essays og features i dagblade, tidsskrifter og magasiner som Illustreret Videnskab, Alt Om Historie, Jødisk Orientering og Bladet Israel.

Min interesse og passion for det historiske fik for alvor et boost, da jeg i 1960’erne læste historie på Aarhus Universitet og senere blev ansat på Jydske Tidendes Hovedredaktion.

Bülows Hjørne

Børn på Møllebakken i Hejnsvig – Kilde: Hejnsvig Sognearkiv.

Senest er det blevet mig forundt at fortælle om godhed og ildsjæle i min barndoms land …

Som mit unge livs prægtige mentor og rollemodel Morten, den gamle gaardejer fra Hegnsgården i udkanten af Hejnsvig. Denne stoute bondemand, der solidt forankret i Hejnsvigs bondemuld fulgte mig et langt stykke hen ad livets landevej og gavmildt berigede også min opvækst.– altid iklædt bøndernes velkendte mundering med slidte træsko, sort tøj og sort vest.

Bülows Hjørne

Morten som ung mand – Kilde: Hejnsvig Sognearkiv

Jeg mindes endnu, hvordan min barndoms illusioner var ved at briste, da Morten med sved på panden baksede med nyflåede ål, der sprællede og snoede sig i sydende olie på stegepanden.

Eller da han usvigeligt sikkert som en kirurg huggede hovedet af en høne. Indsmurt i blod lå hovedet og blinkede på jorden ved huggeblokken, mens den hovedløse høne forvildet spænede rundt på gårdspladsen med baskende vinger med kurs direkte mod mig.

Langt ud på aftenen vendte og drejede en lille knejt sig i sin seng og kunne ikke falde i søvn for fantasier om hovedløse monstre og fortidsuhyrer.

Med passion og indlevelse betroede Morten mig Gråhedens hemmeligheder. Han lærte mig dé steder at kende, hvor harekillingen havde sit leje, lærken sit kuld, viben sin rede. Han viste mig, hvor ræven luskede omkring, hvor småfuglene støvbadede, og han udpegede dè lyngtoppe, hvor hugormene dovent lod sig bage igennem.

Med Morten ved hånden blev jeg fortrolig med et usynligt kor af lærker, der brød den fredfyldte stilhed med deres kåde trillen, med solen, der klædte marker, enge og skovbryn i de skønneste farver, jeg oplevede den liflige duft af nyslået hø og grøn kløver, smagen af de nye kartofter og suset af den stride vestenvind.

Han førte mig ind i digteren Jeppe Aakjærs forunderlige univers med spurven, der sad stum bag kvist, havren, der havde bjælder på, og Ole, der sad på en knold og sang. Vi sad med ved mors rok, vi følte med hyrden, der med smil bar sin byrde, og vi græd for Jens Vejmand, der blev båret over heden en kold vinternat.

Ved gavmildt at dele ud af sin livsvisdom skulle Morten i dé år forlene mig med kærlighed og dyb samhørighed med naturens sjæl, med bondekulturen

Bülows Hjørne

Brevkort med motiver fra det gamle Hejnsvig – Kilde: Hejnsvig Sognearkiv.