Holdet til Grindsted Revyen 2024 er på plads

Fra venstre: Lukas Birch, Daniel Lassen, Anne Karin Broberg, Birgitte Antonius og John Skou - Foto: René Lind Gammelmark

Af Marianne Thorø

Der er to nye ansigter med på scenen, når Grindsted Revyen 2024 løber af stablen efter nytår. Det nye hold er sat og blev i dag præsenteret på hjemmebanen, Kulturhuset Grindsted Kino.

 

Anne-Karin Broberg

Den ene er Anne-Karin Broberg, der i 1982 fik sit gennembrud da hun blev nummer tre i Dansk Melodi Grand Prix med “Når man kun er 18 år”.  I 1988 deltog hun med “Gi’ naturen chancen” og i 1992 med “Som jeg ser dig”. I 1993 blev det atter til en tredjeplads i Grand Prix’et med “Hvor er din drøm?”. I 1987 slog hun vejen ind på revy-genren og siden da har hun været med i stort set alle revyer landet over og i 2017 modtog hun Årets Dirch som årets revykunstner.

Anne Karin Broberg – Foto: René Lind Gammelmark

– Det er en kæmpe fornøjelse at være med på holdet og være med i revyens helt nye start. Det er et fantastisk initiativ og projekt som John og Birgitte har fået stablet på benene, lyder de rosende ord fra den garvede revykunster, Anne-Karin Broberg.

 

Lukas Birch

Sammen med hende på scenen til Grindsted Revyen vil også være Lukas Birch, som trods sine kun 23 år er en temmelig erfaren herre indenfor revygenren. Han startede ene mand Jægerspris Revyen op og har siden 2014 skrevet tekster til flere revyer landet over. Han har desuden skrevet bogen om Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard, som han også turnerer landet rundet med i et musikalsk talkshow. Udover at stå på scenen, bliver det også Lukas Birch, der sætter sig i instruktørstolen.

Lukas Birch – Foto: René Lind Gammelmark

– Det er første gang jeg skal instruere en revy jeg også spiller med i, men med det her hold er jeg helt tryg ved opgaven. Vi griner af de samme ting og har det hamrende sjovt sammen, så det sørger vi for publikum også får, griner Lukas Birch.

 

John Skou, Birgitte Antonius og Daniel Lassen

Udover de to nye er den faste stab på John Skou, Birgitte Antonius og Daniel Lassen også klar til en ny omgang revy.

 

Grindsted Revyen spiller fra den 11. til 21. januar 2024 i Grindsted Kino. Billetter kan allerede købes nu på revyens hjemmeside