Løb sit længste løb nogensinde
DM Guld: Gennem sin stadig korte karriere er Grindsted-løberen Siv Bertelsen, 16, blevet dansk mester på både 800 m., 1.500 m., 3.000 m. & cross og hentede i fjor sølv på 5 km, kun slået af den danske europamester i aldersgruppen. I weekenden hentede Siv så endnu et dansk mesterskab, i sit hidtil længste løb, nemlig 10 km i Århus.
Mellemdistancespecialisten løb en beskeden tid på 39,34 min. I topform lægger AK Heden-løberen altid hårdt ud efter en ambitiøs tid, men på lidt ukendt terræn på en længere distance end vanligt lagde hun i stedet forsigtigt ud. Til gengæld kunne hun glæde sig over, at hendes sidste runde blev den hurtigste.
Allerede på lørdag tager Siv hul på den udendørs banesæson på sin favoritdistance, 1.500 m., ved et stævne i Vejle. Her er målet at løbe hurtigere end indendørs, hvor hun i marts hentede sølv ved inde-DM i sin aldersgruppe skriver AK Heden i en pressemeddelelse.