Af Kai Bayer – Grindsted under besættelsen / Abelone Kjær Olesen – 1.del
Kai’s Corner bringer her et interview med Abelone Kjær Olesen. Interviewet blev sendt på LoG første gang i juni 1989 – med Kai Bayer som interviewer.
Abelone Kjær Olesen fortæller:
Vores søn skulle på Teknisk Skole, ikke den i Grindsted men den store. Vi anede ikke, at der var noget modstandsbevægelse i Grindsted dengang. Så kommer han hjem og fortæller, at Højrup har lavet en modstandsgruppe. Og at der var flere grupper, og han fortalte så, hvem der var leder af de grupper, og hvor mange der var i de grupper. Han var kommet i Bents gruppe. Vi blev jo nærmest rædselsslagne. Modstandskamp kan man jo ikke lave i offentligheden.
Og så et par dage efter kommer han hjem med en hvid snor om halsen. Han ville ikke rigtig fortælle hvad det var. Jeg sagde til ham, at han aldrig måtte gå rundt med noget, så folk kunne se, at han var med i noget.
Sommeren 1944
Så gik sommeren 1944 og vi hørte jo, at de lavede noget nede i engen, med bomber og sådan noget. Og så blev min mand spurgt om han ville være med. Det ville han jo gerne, men så spurgte han mig om det var i orden. Jeg sagde til ham, at han måtte love mig, at han altid fortalte hvor han var og hvad han lavede, så jeg altid vidste det. Men så blev min mand syg og blev hentet af en ambulance. De vidste ikke hvad det var, men maven var hård som sten, og han skulle opereres. Men det ville han ikke, for han syntes, at nu havde han det lidt bedre.
Men han var på sygehuset en måneds tid, og i den tid snakkede han meget med Oluf Prip Pedersen, som jo nok har været rundt om sygehuset som gartner. De to var blevet så rørende enige om, at nu havde de lyst til at gøre noget mod tyskerne.
Højrup blev taget
Så en fredag aften blev Højrup taget. Og om lørdagen blev hans gruppe taget. Og så skulle de andre jo sige, at nu skulle de passe på dem selv. Min mand havde fået alt det, som Højrup havde liggende. Rationeringskort og hans stempler og hvad der ellers normalt hørte til på et politikontor. Det havde min mand fået, og så havde han fået et tip om, at alle sprængstoffer skulle flyttes om søndagen efter Højrups tilfangetagen. Og da sagde jeg nej. Der er nok andre, der kan flytte det. Det må de klare uden dig. Og så blev han hjemme. Vi hørte vi ikke mere til den her flytning.
Men vi var jo klar over, at det nok var blevet flyttet. Vi havde gæster den aften, men da de var taget afsted, sagde jeg til min mand, at nu tager vi til Simmel, vi vil ikke være hjemme i nat. For der ville jo sikkert komme en razzia nu. Hvis Højrup var blevet tvunget til at snakke, ville det jo ikke være så godt, så vi tog til Simmel lørdag aften og hjem mandag. Og så hørte vi jo, at den person var væk og den var væk og nogen var gået under jorden. Der blev taget mange.
Sprængstoffer var blevet flyttet
Vi var klar over, at sprængstofferne var blevet flyttet, men hvor henne de var, vidste vi ikke. Så kom der et brev mandag morgen, at nogen gerne ville have sendt nogle kartofler, men de lå ude i en kartoffelkule ved Loft. Det var Minne, en enlig dame, der boede derude. Lidt af en særling, men god nok. Og så var vi jo klar over, hvad det drejede sig om, så min mand cyklede ud til hende . Og sagde til hende: Ved du hvad Mine. Det er den eneste gang, jeg har været herude, så må jeg ikke gå rundt og se mig omkring ? Jo, det måtte han da gerne. Og han gik rundt og kunne se, at der ikke var gravet noget ned ude ved Minne. Så blev han klar over, at der var der ikke noget , og så var vi jo lige kloge.
Hvor er Kjær ?
Han tog så på arbejde over middag, og så kommer der en dame ude fra Christian Andersens. Det er fra en ejendom, som når man kører mod Vesterhede, så ligger den på venstre hånd der ude af. Så kommer datteren der ude fra og ind til mig og siger: Hvor er Kjær ? Ja han er på arbejde. Vi skal have fat i ham, han skal få det skidt flyttet, siger hun så. De havde de jo så lagt sprængstoffet ud til hendes far, og han var helt ude af sig selv over det. Han kunne ikke have det der. Og det var også lidt frækt, for det skulle jo have været gravet ned ude ved Minne. Men det havde jo nok været lettere at lægge det i en lade ude ved Chr. Andersen. Det synes jeg var uforskammet gjort over for en mand, der ikke havde spor med det at gøre.
Gemmested
Så kom Kjær hjem, og vi sad og snakkede om det. Vi vidste jo ingenting, men så kom min mand i tanker om, at for lang tid siden, da Thomas Rasmussen den vej ud af mod Vesterhede havde sagt, at hvis modstandsfolkene nogen sinde skulle have noget skjult, så kunne de komme ud til ham, for han havde et godt gemmested. Så cyklede min mand derud . Og så siger han derude til Thomas: Kan du huske, at du har sagt det. Ja det kunne han. Men det er jo farligt! Ja det vidste han godt. Men så var det i orden, og så kunne det komme ud til Thomas. Så kørte Kjær igennem Grindsted med sin hestevogn, og da han var gode venner med tyskerne og god til at snakke med dem, var der ingen der standsede ham. Så kom han ud Chr. Andersen og fik hentet tingene, og bagefter ud til Thomas. Han havde han en stor hønsegård og lige indenfor for lågen, kunne der fejes noget jord væk, så var der et rum nedenunder.
Arbejde i hønsehuset
Min mand kommer så med sprængstoffet derud, og så siger han til Thomas: Vil du sige til din kone, at du skal arbejde i hønsehuset i aften, for vi skal have gjort rent, inden vi pakker sprængstoffet ned. Så gik de i gang, men der var jo meget – ca. 600 sprængblyanter og der var jo også alt muligt andet og masser af plastisk sprængstof, og så var der store magneter. De skulle bruges til, at der kunne sættes en bombe fast på magneten og så lade den falde ned på lokomotiverne, når de kom kørende under viadukten.
Men det var jo uhyggeligt, hvad der kunne ske. En af kvinderne til en modstandsmand havde lige fået et barn. Manden måtte gå under jorden, og vi kunne ikke få forbindelse til ham og få noget at vide, så hun var jo meget bange. Så dukkede Gestapo op hos hende, for hun skulle fortæll,e hvor hendes mand var. Men så kørte min mand ud til et sted i Morsbøl . Her var der en radiosender, og så fik han sendt besked til Lonodn, og senere kom der så en særnmelding over BBC fra London. Så kunne konen høre i radioen, at manden havde det godt, og det gav ro.
Du kan læse anden os sidste del af dette interview næste tirsdag i Kai’s Corner på Netavisen Grindsted.
