GAS Revy 2023 – Vi er her stadig

Foto: René Lind Gammelmark

Så er årets GAS REVY lige på trapperne, og vi øver og øver.

For jo, vi er her, som navnet siger, stadig. Vi er blevet spurgt, om der fortsat var en GAS REVY, nu hvor Grindsted også har fået en professionel af slagsen. Selvfølgelig er der det, for ellers var der jo ikke nogen til at holde øje med, hvad der sker i lokalområdet. Og vi har da i den grad holdt øje.

Foto: René Lind Gammelmark

Vi bekymrer os med Sdr. Omme-borgerne om problemerne med Rute 81 og tilkørselsvejen til det nye fængselsbyggeri, og vi jubler med menighedsrådet over, at vi får et fantastisk klokkespil. Vi gør os tanker om, hvordan sammenlægningerne af vore to gymnasier er forløbet, og skulle nogen tro, vi ikke har bemærket de prisstigninger, der vil komme i Tingparken, eller faren for at blive smidt ud af sin byrådsgruppe, hvis man stemmer imod en tandplejeordning, ja så må man tro om. Men der er selvfølgelig også numre om mere almene emner og numre, der er helt gak i låget.

Foto: René Lind Gammelmark

Med andre ord: GAS REVYEN er den lokalrevy, der følger en lang tradition helt tilbage fra 1986. Dengang var der forpremiere i form at en forestilling for Pensionistforeningen. Traditionen med at have et særtilbud til bestemte foreninger har vi nu genoptaget. I år er det medlemmer af Ældre Sagen, Aktive Kvinder og Karensmindes Venner, der gennem deres foreninger tilbydes en rabat på 50 kr.

Foto: René Lind Gammelmark

Ligesom sidste år spiller vi i Unge- og Kulturhuset, og som sædvanligt ligger instruktionen i kyndige hænder hos Niels Brunsborg, der denne gang også medvirker i en del af numrene. Det bliver revyen bestemt ikke ringere af skriver GAS i en pressemeddelelse.

Foto: René Lind Gammelmark

Se GAS REVYEN torsdag den 11.  eller fredag den 12. maj kl. 19.30 eller lørdag den 13. maj kl.14.30. Billetter købes på https://www.place2book.com/da/sw2/sales/event_list/EM4082 , via vor hjemmeside https://gas-grindsted.dk/ eller ved døren til en pris af 130 kr.