Af Kai Bayer – Grindsted under besættelsen / Abelone Kjær Olesen – 2.del
Kai’s Corner bringer her et interview med Abelone Kjær Olesen. Interviewet blev sendt på LoG første gang i juni 1989 – med Kai Bayer som interviewer.
Abelone Kjær Olesen fortæller:
Olav ville i gang
Olav ville i gang, og Kjær fik fat i Olav. Han ville hjælpe ham, men han sagde, at de skulle være to om det. Og det skulle være en som han kunne stole helt og fuldt på. Så cyklede Kjær ud til Thomas, det gjorde han jo om dagen. Han havde på sin cykel sådan en bred skovøkse, så han lignede en skovarbejder. På baggagebæreren kunne han så godt have en del sprængstof liggende med en sæk over. Han havde også en rygsæk, og der kunne også være meget i. Og sådan kørte Kjær jo frem og tilbage i et halvt år med ting og sager til bomber. Han vidste, at blev han taget på turen, så var han færdig.
Hilsner fra England
Jeg vidste jo, at hvornår han var i gang derude, for hver banestrækning havde jo et navn. Og hvis de så fra England kom med hilsner til det navn, så skulle den banestrækning slås i stykker. Der var ingen der anede, at min mand havde med det at gøre, og det var der heller ikke nogen der måtte vide. Vi boede jo i Østerbrogade 15, så vi havde naboer lige op ad os. Og der lå huse lige ved siden af og overfor. Men de blev jo lidt interesserede alligevel.
Så skete der det, at Palle Hansen fra Grindsted, som var blevet taget og havde været i Neuengamme, var på vej hjem med tog og så høret vi, at toget blev angrebet af en engelsk flyver, og alle folk sprang ud af toget og ned i grøften, men Palle blev siddende i toget, og der blev han skudt af den engelske flyver. Han døde med det samme. De lavede en kiste til ham, og så blev han begravet ved hollandske grænse.
Gemte sig i Kolding
En fra gruppen i Grindsted slap væk fra tyskerne og gemte sig i Kolding. Han vidste, hvad der var sket i toget, og han vidste at Palle Hansen havde familie i Kolding. Han gik hen til familien, og fortalte at Palle var blevet skudt, og hvor de havde begravet ham. Og så kom fru Hansen over til mig og tog mig i armene og ruskede mig. De kommer her og fortæller, at min mand er skudt. Men vi kunne så sige, at vi var klar over det, og at det nok skulle passe. Og så fik hun jo huset fyldt med blomster og sager. Og flagene gik på halv stang over hele byen, selv om vi ikke måtte. Men de fik fat i ham, der havde været sammen med Palle Hansen og da der blev fred, fandt de hans kiste, og så blev han bisat her i Danmark.
Tyskerne skulle stoppes
Men på den tid vidste vi også godt, at der skulle ske noget. Vi skulle have tyskerne stoppet, og så må vi jo tage broen. En nat kom Olav og smed småsten op på vores soveværelsesvindue. Så vidste vi jo, hvad der skulle ske. Og så sprængte de første gang, men de lagde sprængladningen forkert, så den gik nedad og tyskerne kunne næsten køre på banen med det samme. Men så var der ingen anden udvej, så broen skulle jo sprænges.
De troede, at det var min mand, der styrede det hele, men det var jo Willer, der bestemte. Men en aften var der så forfærdeligt mange sprængninger oppe på banegården. Vi havde jo jernbaner i seks retninger og derfor var mange skiftespor. Den aften blev alle skiftesporene sprængt. Og så regnede vi egentlig med, at det kunne slå til. Men det tog jo ikke mere end en dags tid, så kørte togene igen. Så var det vigtigt, at vi fik broen taget. Og jeg kan huske, at det var Olav og Rudolf, der skulle lave det. Jeg kan huske, at jeg tænkte at det ikke var godt at sende to så unge mennesker afsted , for det var jo en farlig sport. Også fordi de tyske soldater gik frem og tilbage over broen, Opgaven var vigtig, for de gennemgående tog nordfra havde tyske soldater fra Danmark og Norge, og de skulle ned og kæmpe i Tyskland. Wimmer siger så, at nu skulle de sprænge broen, det var nødvendigt.
Skulle sprænges om natten
Jeg kan huske den aften hvor de snakkede om, hvad der var af muligheder, når den nu skulle sprænges. Det skulle ske ved 3.00 tiden om natten. På det tidspunkt var der ikke så stor mulighed for, at det var et tog med danskere, der blev ramt.
De tog afsted og så gik bomben klokken 3.00. Jeg siger til min mand: Har man nogensinde hørt så herlig en lyd? Nu vil vi have os en god søvn til i morgen tidlig. Så stod vi op klokken 9, og jeg lavede kaffe og min mand gik ud i haven. Så kom Damgård-Jensen forbi og sagde, at de sørme havde taget broen i nat. Jamen uha da, sagde min mand. Vil du ikke med over og se det, siger Damgård-Jensen så, og jo det ville Kjær da godt. Olav kom også med sin søster, for de skulle også ned og se det. Ja, det var en sær tid!
Sladder i byen
Der var også så forfærdelig en sladder i byen. Der kom mange damer ned til mig, og de kunne jo fortælle det mest hårrejsende om de modstandsfolk, der ødelagde danske værdier, og jeg lyttede og var jo så forarget over, at nogen kunne finde på at ødelægge jernbanen. For ja, det var jo danske værdier som de ødelagde, og uha da da.
Men så bagefter, da krigen var slut, kom mange af dem jo ned til mig, for da vidste de, hvad Kjær havde gået og lavet, og sagde hvad jeg da syntes om dem, nu da de havde sagt så mange slemme ting om modstandsfolkene? Men jeg sagde til dem, at det havde jeg da været glad for, for da de kom og fortalte mig alt det vrøvl, da vidste jeg jo at de ingen ting anede om det, der foregik.
500 kr. pr. sprængning
Men så var der formanden for Indre Mission – jeg nævner ikke noget navn – ja hans kone var endda en af dem i byen, som jeg holdt utroligt meget af. Hendes mand fortalte jo vidt og bredt, at vi havde fået 500 kr. for hver sprængning, som vi havde lavet. Men der var jo ikke en eneste modstandsmand, der ville lade sig betale for det. Vi havde jo sandelig ellers udgifter nok og det gik også ud over ens arbejde. Men alligevel gik rygterne om, at vi havde tjent så meget på de sprængninger. Det var meget træls.
Kunne ikke gå i fred
I byen ville alle ellers snakke med os bagefter, og jeg kunne ikke gå i fred i byen, for de havde slet ikke vidst eller troet, at det var mig og Kjær der havde stået for det. Men Kjær havde haft mest med legitimationskort og våbenopbevaring at gøre, for det var jo Olav og Rudolf, der for det meste lavede sprængningerne. Den gamle sognefoged troede også, at han igen skulle bestemme, men nu var det så pludselig lederen af modstandsgruppen i Grindsted, der havde den øverste ledelse i byen, da freden kom, og det var der sandelig nogen, der havde svært ved at forstå. Men det kom de så til!
Som jeg husker det, var det så en del år efter befrielsen blevet vedtaget, at der skulle uddeles såkaldte guldnåle til modstandsfolkene for deres indsats, men min mand ville ikke have den og gå med den. Så fik Olav den. Jeg tror det var, da der var 40 års befrielsesjubilæum. Men Olav havde også fortjent den, for det var et stort og farligt stykke modstandsarbejde, som han havde lavet. Og det havde været et stort ansvar, som han og Rudolf havde påtaget sig, da de jo var to sådan unge mennesker.
Først den 26. august 1945 fik mand fri fra at være i modstandsbevægelsen, og så kunne han gå på almindeligt arbejde igen. Det gav ro og fred hjemme hos os.
