Af Lous Bülow
Krigen mod Georgien i 2008, besættelsen af halvøen Krim i 2014 og senest invasionen af Ukraine i februar 2022 kan ses som led i præsident Vladimir Putins storstilede plan om at genskabe Ruslands storhed, ære og værdighed og føre landet tilbage på den globale scene.
Der kan trækkes historiske paralleller til en anden despot, den tyske rigskanslers Adolf Hitler og hans visioner om et Stortyskland med sigte på en verdensorden med områder som Danmark, Norge, Sverige, Holland og Flandern samlet i et storgermansk tysk rige.
Hitlers drømme om et nazistisk Tusindårsrige startede Den 2. Verdenskrig med 60 millioner døde og resulterede i folkemordet på Europas jøder med seks millioner myrdet i de nazistiske dødslejre.
Et fjernt erindringsbillede toner frem.
En råkold vinteraften i december for små 15 år siden lige op til julehøjtiden i en lejlighed i det indre af Aarhus. Storbyens larm og trafikstøj anes kun som en svag summen i det fjerne.
Anker Jørgensen på Vrå Højskole i april 2007 – Kilde: Med tilladelse fra Kristian Møller
Pludseligt flænses stilheden af en telefons ubarmhjertige ringen. Displayet viser Ukendt nummer, og med en vis forsigtighed tager jeg røret: – Det er Anker Jørgensen, lyder det i den anden ende.
Min barndoms folkekære Anker Jørgensen, som jeg sendte mit livs første artikelforsøg til engang i 1960’erne, da jeg som en 14-årig skoledreng huserede i det lille landbosamfund i Hejnsvig og han som redaktør for Arbejdsmændenes og Specialarbejdernes Fagbladet.
På de fleste redaktioner ville et artikelforslag af dén art uden videre blive kylet i papirkurven, men med Anker Jørgensen for bordenden havde storsind gode kår på redaktionsgangen. Han tog sig sig tid til at sende et personligt brev til den unge skribent i stedet for den sædvanlige standardskrivelse med høfligt afslag.
Flere sider med velmente råd, hjertevarme ord og en dybtfølt opfordring til at byde livet op til dans – et brev, der fik stor betydning for en knægt fra små kår med drømme og håb i skoletasken.
Nu fem årtier senere sidder jeg så i Smilets By som gammel Hejnsvig-dreng med den gamle statsminister i røret og skal opleve en Anker Jørgensen mærket af alderdommens skrøbelighed, javel, men stadigt med en ukuelig livskraft og viljestyrke i behold.
Den aften siger han ja til at tage turen ned ad Memory Lane og er ikke karrig med hverken anekdoter eller spændende erindringsglimt, kan jeg hilse og sige. Som da han fortæller om sine oplevelser under besættelsen som purung frihedskæmper.
Allerede dengang som 21-årig gardehusar på Næstved Kaserne trådte Anker Jørgensen for alvor i karakter, da den tyske værnemagt den 29. august 1943 erklærede militær undtagelsestilstand og gennemførte aktioner over hele landet for at afvæbne det danske forsvar. Også kasernen i Næstved blev stormet af tyske tropper, og netop den nat havde Anker vagten ved hovedindgangen.
Omkring kl. 5 ramte byger af mortergranater kasernens bygninger, der også blev beskudt med maskingeværer. Det regnede med knust glas og tagsten, græsarealerne omkring kasernen blev hullet af granatsprængninger, og heftige ildkampe brød ud. Men selv om de danske soldater forsvarede sig bravt, var der intet at stille op.
Efter en times kampe gav den danske kommandant ordre til overgivelse, og det blev Anker og en hornblæser, den senere så kendte trompetist Knud Hovaldt, der måtte gå i spidsen med det hvide flag, en hvid dug på et kosteskaft, mens kuglerne fløj om ørerne på dem. Signalet for overgivelse blev spillet, kampene indstillet og tabene gjort op. Flere danskere mistede livet, mens adskillige blev sårede. Også tyskerne led alvorlige tab.
Seks uger efter interneringen som krigsfange blev Anker løsladt, og sammen med vennen Hedmann sluttede han sig til den centrale modstandsbevægelse i København. Som 21-årig blev han leder af en større modstandsgruppe i hovedstaden.
Historien om Ankers indsats under besættelsen gemmer på en autentisk fortælling om mod og offervilje men har i årevis fortonet sig med få spaltelinjer og beskeden omtale i arkiver, annaler og databaser. Selv har han altid såre beskedent nedtonet sin egen rolle for at undgå ethvert forsøg på helgenkåring
Men Anker Jørgensen skulle blive én af de centrale figurer i modstandsbevægelsen i København – én af modstandskampens sande helte, der satte livet på spil for kaldet til frihed, sandhed og ret. Frihedskæmpere over hele landet blev taget af Gestapo og henrettet for mindre – og det var tæt på for Anker …
Han fik personligt håndplukket en større modstandsgruppe, der modtog våben og ammunition ved Gribskov i Nordsjælland. De mange kasser med våben blev læsset på lastbiler og transporteret videre til et stort illegalt våbenlager på loftet over Toftegårds Bio i Valby. Direktøren hèr var Kai Holm, den folkekære skuespiller, der selv var aktiv i modstandsbevægelsen.
Fordeling af de mange våben til mindre depoter i kældre, lofter og private lejligheder indgik i modstandsarbejdet. I marts 1945 fik gruppen med Anker i spidsen til opgave at sikre sig et omfattende værnemager-kartotek fra Handelsministeriet på Sct. Annæ Plads.
Lørdag den 24. marts gik den dramatiske aktion i gang, hvor ni af modstandsgruppens medlemmer deltog. Mens Anker koldblodigt fik gennet ministeriets ansatte – næsten 30 mennesker – sammen i et lokale og holdt dem op med sin politipistol, gik andre modstandsfolk i gang med at læsse det omfattende kartoteks- og arkivmateriale ned på et par lastbiler i gården.
I de hektiske dage omkring befrielsen blev Ankers modstandsgruppe tildelt opgaven at arrestere en lang række stikkere og værnemagere. Af andre specialopgaver kan nævnes bevogtningen af Dagmarhus, tyskernes berygtede hovedkvarter, og hele området omkring Paladsteatret.
Én af de sidste dage i april 1945 gennemførte Gestapo en razzia omkring Knippelsbro, der blev spærret af. Flere medlemmer af Ankers gruppe kom i heftig ildkamp med tyskerne, blandt dem hans nære ven og bedste kammerat Svend Aage Hedmann. Gruppen skulle flytte nogle våbendepoter, og man havde aftalt at samles ved Nørreport Station. Medens man ventede på at blive fuldtallig, ankom en tysk patrulje, der forlangte at visitere de ventende.
Den unge modstandsmand Anker Jørgensen ved befrielsen – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase
Det kom til skyderier, og i Anker Jørgensens dagbog fra dengang hedder det: ”Torsdag den 26. April. Svend Aage og Svend Olaf Lange og Ernst Arleth er i dag dødeligt saarede ved Ildkamp med Gestapo … jeg tog straks til Sortedamsdosseringen og tømte det Lager af Vaaben der fandtes der. Lørdag den 28. April. Jeg kan ikke faa ind i mit Hoved at S. Aa. er død. Da jeg fik det at vide rystede jeg over hele Kroppen …”
Gestapo kastede den hårdt sårede Svend Aage Hedmann i en fængselscelle i Vestre Fængsel, hvor han døde den næste dag.
Efter befrielsen blev gravene ved henrettelsespladsen i Ryvangen åbnet, og der blev fundet 202 lig. Hedmanns forældre bad Anker Jørgensen identificere sønnens lig i Ryvangen.
