Jimmy Lyck Nissen, Billund fejrer torsdag den 11. maj 2023 sit 25-års jubilæum i LEGO Koncernen.
Jimmy blev den 30. april 1998 ansat som værktøjskonstruktør under LEGO VK Steinhausen, hvorefter han i 2000 skiftede til afdelingen ”Tool Design”, det der senere kom til at hedde Mould Design. Fra 2004 indtil 2020 var han ansat i det der i dag hedder Mould Development/Engineering. I 2013 blev Jimmy forfremmet til Engineering Manager som Specialist. Siden oktober 2020 har Jimmy arbejdet som Manager Specialist i ”Sustainable Materials Program” med hvordan vi med de helt nye bæredygtige materialer skal lave forme der kan skabe bæredygtige LEGO produkter.
Som et kuriosum kan nævnes, at Jimmy startede ud med at være på tvungen ”lookdown” i syv dage inden han endeligt kunne starte i sin drømmestilling i LEGO Koncernen, derfor holdes festen også denne dato – 25 år senere.
Jimmy har igennem 25 år haft mange spændende opgaver omkring det fagligt svære i at få en sprøjtestøbe form til at levere første klasses LEGO produkter med de tolerancer vi ønsker. Igennem tiden har Jimmy haft fornøjelsen af at være med på mange formteknisk svære projekter såsom DUPLO, Ninjago, City og Juniors. I 2002/2003 var han derfor i seks måneder udstationeret i den schweiziske afdeling der hed LEGO Werkzeugsbau Steinhausen.
Jimmy har i kraft af hans faglighed og talent for at lære fra sig, ved adskillige lejligheder trænet både medarbejdere og trænet LEGO partnere i blandt andet Danmark, Indien, Singapore og Hong Kong.
Kollegaer kender Jimmy som en fagligt meget dygtig og vellidt kollega og team spiller, der udover virkeligt at gøre sit til at opgaverne lykkes, altid er klar til også at hjælpe kolleger med deres problemstillinger.
Jimmy, som altid har fokus på det bedste for LEGO virksomheden, er kendetegnet ved sin store omstillingsparathed og den gode måde hvorpå han udfordrer, og hvordan tingene gøres.