Lions Billund-Grindsted holder den 7. januar 2024 nytårskoncert

Foto: René Lind Gammelmark

Lions Billund-Grindsted har søndag den 7. januar 2024 nytårskoncert på Grindsted Gymnasie- og Erhvervsskole.

Så kan du godt sætte kryds i kalenderen søndag den 7. januar 2024. Lions Billund-Grindsted afholder den dag den årlige nytårsfest, og også denne gang er det Odense Blæserne, der med et imponerende repertoire og højt humør under ledelse af John Frederiksen sørger for feststemningen og byder det nye år velkommen.

Dertil kommer, at det er lykkedes at få sopranen Louise Fribo som solist. Hun har optrådt i flere operaer, operetter og musicals med stor succes både herhjemme og i udlandet samtidig med, at hun på smukkeste vis fortolker mange kendte sange såvel fra diverse film som fra Højskolesangbogen. Med sin klare, lyse stemme vil hun udgøre et spændende modspil til de fynske blæsere og bidrage til at skabe en betagende oplevelse.

Koncerten starter kl. 14.30 og afholdes sædvanen tro på Grindsted Gymnasium. Der vil til efteråret komme informationer om billetsalg, priser mm.

Lions Billund-Grindsted håber, at du vil unde dig selv at opleve nogle forrygende timer i det bedste, musikalske selskab og samtidig være med til at støtte op om en populær tradition og dermed det velgørende arbejde, som Lions udfører skriver Lions i en pressemeddelelse.