Kai’s Corner: Interview med Otto Petersen

Af Kai Bayer – Grindsted under besættelsen / Otto Petersen, baneformand ved VaG

Kai’s Corner bringer her et interview med Otto Petersen. Interviewet blev  sendt på LoG første gang  16. august 1987 – med Kai Bayer som interviewer.

 

Det var et slæb!

Det ønsket jeg mange mange gange, at jeg aldrig var begyndt med. Særligt om vinteren. Det var et hæsligt arbejde om vinteren, især med sne. Men det var jo friluftsarbejde, og det elsket jeg sådan set. Når jeg startet ved jernbanen, hænger det sammen med min kone. Hun var født ved jernbanen, og det er uden tvivl derfra, at interessen stammer. Hun så et fantastisk lys i jernbanerne. Og så kom hun til Eg som stationsbestyrer og postekspeditør. Og derfor blev jeg baneformand derfra.

 

Født i Tistrup

Jeg er født i Tistrup. Men der flyttet mine forældre fra, da jeg var en lille knægt – de flyttet til Mors. Min far han var tømmermester ved et firma, der hed Hoffmann. Og da jeg var 17 år gammel, kom jeg selv til at arbejde i firmaet. Så da kørte jeg mergel ud til landmænd. Da lærte jeg også noget om tog, for mergelen blev kørt ud med små tog, og jeg skulle hjælpe med at rette skinnerne ud, så toget ikke kørte af dem.

Jeg endte med at køre mergel ud ved Glejbjerg, og så begyndte man at køre mergel ud i lastbiler. Og det var nok mere praktisk, for vi skulle jo lægge skinner ud til en strækning på en 20-30 km til mergeltoget og det tog jo tid, for bagefter skulle de væk igen.

 

Flyttede til Mølby og siden til Eg

I 1936 flyttede vi så til Mølby, og derfra til Eg. Der var ikke så mange huse dengang i Eg, men i vores tid blev der da bygget et par stykker. Og vi kom så til at bo på stationen i Eg, lige indtil banen blev lukket, og vi flyttet så til Grindsted.

 

Togene skulle kunne køre

Men vintrene krævede jo, at togene skulle kunne køre, og vi skulle passe på, at skiftesporene ikke sneede til. For var der sne i æ skiftespor, så kunne toget ikke køre. Strækningen fra Tyndkær til Grindsted var jo min strækning, og den tur tog jeg på skinnecykel. Det var 11 km . Den strækning cyklede jeg igennem hver dag i kulde og i frost om vinteren, og det er derfor, jeg siger, at det kunne være et helvede om vinteren .

Togene kunne køre fast. En fastelavnssøndag , da var der sådan et forfærdeligt frostvejr. Da havde vi to tog holdende på linbien på grund af frosten, og da blev alt aflyst. Lokomotiverne frøs i stykker i motoren, det var ikke på skinnerne. Det var vores motorvogne. Men vi havde også 2 store damplokomotiver. Men så fik vi  jo skinnebusser i 50’erne og jeg mener, at vores bane var den første i Danmark, der fik skinnebusser.

Tørvestation

Under krigen blev Eg en stor tørvestation. Der var en mægtig indlevering af tørv på stationen. Og jeg blev vejer og måler. Og prøveudtager af tørv . Banen lagde en stor brovægt ind. Det kostet en krone pr. tons  at få vejet. Og der skulle banen have 50 øre, og vi skulle have 50 øre.  Men det skabte jo mange genvordigheder, kan jeg vist godt kalde det. Få nu at sige det rent ud, så kunne folk være lidt uærlige dengang.

Det var som om, at da tyskerne var i landet, gjorde det ikke så meget, at man var lidt uærlige. Og så kunne de jo snyde og selv blive vejet med. Og når de skulle have vejet deres vogn eller bil, eller hvad det nu var, når den var tom, så kunne de finde på at tage reservehjul med og sådan noget.

 

Vejeassistent

Min kone fik også nok at se til. Hun blev min vejeassistent. For jeg arbejdede jo ude, som jeg plejede, og så om dagen så vejede hun jo. Og arbejdsløse skulle jo også forbi og have et stempel, og det sørget hun for. Egentlig hørte det under Grindsted-afdelingen, men det var jo nemmere for dem, at hun tog dem.

Vi mærket ikke rigtig krigen i den daglige drift, for vi havde ingen sprængninger. Inde ved remisen i Varde blev sporet sprængt, men ikke ude på strækningen. Men det berørte jo toggangen, for tyskerne kunne godt finde på at sende et ekstra tog ud ad banen. Og så skulle alle andre sidde og vente.

Jeg kan huske en episode en aften ude i Eg. Da kom de med en stor tysk transport. Og så havde vi en del tørvevogne stående på sidesporet, som vi gerne ville af med. For vi skulle jo have nye tomme vogne ind, dem var der efterspørgsel efter, for det kneb med at få godsvogne nok. Og så koblet tyskerne de to lokomotiver af toget ud for stationsbygningen.

Jeg kørte med dem ind på sidesporet for at hente tørvevognene, men da de var i gang med det, begyndte resten af toget på stationen jo at køre baglæns for det gik jo møj ned ad bakken ned mod mosen mod Varde. Så da de vogne begyndte at køre væk, sprang de tyske officerer jo ud og viftet i æ vejr med deres revolvere og råbte: ”Sabotage, sabotage”, men der var jo ingen sabotage. Det var  jo, fordi det gik så meget nedad og vognene ikke var bremset af, så de rullede bare afsted.

 

Tag blev ramt af skud

Men der skete jo også andre ting under krigen. En nat kunne tyske og engelske jagere ikke forliges og skød på hinanden, og det gik så ud over taget på Eg station. Vi blev nødt til at få et nyt tag på stationen. De skød jo efter hinanden, men så gik det ved siden af og ramte stationsbygningen. Vi nåede ikke at gøre noget eller komme væk, for det var kuns et nu, så var det overstået.

Jeg kan huske en anden gang, da var vores gamle post kommet tilbage fra ruten. Vi stod ude på perronen, hvor vi jo havde signalmasten stående. Og den skulle vi lige have slået vingerne på, så toget kunne køre ind til stationen. Men stod jeg og den gamle post jo og snakket ude ved den signalmast, og ovre på den anden side af stationen og skinnerne lå vores have, og der var store grantræer rundt omkring,  og ved siden af grantræerne var der en markvej op til en mark.

Æ post han stod, så han kunne se op ad markvejen. Så så han pludselig en stor, sort vinge fra en flyvemaskine, der kom drønende mod os helt nede ved trætoppene og så skal jeg ellers love for,  at han tog i at rende, for han var forberedt på, at den kunne ramme signalmasten, og det var jo en af de store sorte tyskere , men han klarede lige at komme hen over det hele, så posten havde jo ikke haft behov for at rende så stærkt!

 

Flygtninge til Eg

Efter krigen fik vi så flygtninge til Eg. De kom med toget. Og de var i en forfærdelig forfatning. Hvor lang tid de havde siddet i de her kreaturvogne, ved jeg ikke, men de var i en forfærdelig forfatning. Befolkningen i Eg samlet mad sammen for at få dem givet noget. De gjorde holdt på Eg station, men vi kunne ikke hjælpe dem og få dem ud, for vi måtte ikke komme i nærheden af dem.

Der var nogle enkelte tyskere med toget,  og de tog sig af flygtningene. De kom ind på Lamborg skole, og der kom der så en lastbil med noget mad til dem , men det var ikke nok, men så var det jo, at folk rundt omkring også kom med mad. På stationen mærket vi dem ikke meget. De kunne komme en enkelt gang på stationen, men ellers mærket vi ikke til dem.  Børnene fik de jo så til at gå i skole i missionshuset i Lambæk.

 

Det var en lettelse

Og fra befrielsen husker jeg det samme, som alle andre. At det var en lettelse. Men så kom der et mægtigt langt tog, som havde flygtninge med andre steder fra, og så kom vores flygtninge med det tog, og det kørte til Oksbøl med dem, og så kom de over i den lejr derovre.  Jeg kan huske da toget kom, for de lå alle vegne på det tog. Også på taget af vognene.

Traffikken var jo steget under krigen,  fordi folk ikke kunne køre i biler. Og de kunne jo ikke komme sammen på andre måder, end at tage med toget. Men så begyndte vi at køre med skinnebusserne. Jeg kan huske den første vi fik, den blev hentet i Sverige, for det var jo et svensk fabrikat. Senere blev de lavet på licens i Danmark.

 

Blev nemmere

Arbejdet ved banen blev jo nemmere efterhånden, og det blev bedre at være på æ banelinie, for den blev kørt mere sammen af al den trafik, og så holdt den jo bedre.  Og togene blev jo efterhånden lettere, for når de gamle damplokomotiver de satte i gang, lavede de jo et slag på æ skinner, og så blev æ skinner jo næsten skubbet fra hinanden, og det skulle jeg  så ud og reparere.

Da der så ikke var så meget at køre med i årene efter krigen, var vi egentlig ikke utrygge, men nu må jeg lige gå helt tilbage til dengang, da vi begyndte ved banen. Da kunne de ikke ansætte os, fordi  det også dengang var et spørgsmål om, hvor lang tid den kunne gå, den bane. Men den gik jo altså så fra, at vi begyndte i 1931 og så til 1971, da gik den jo.  Men de ville jo æt love os noget. Så vi blev aldrig rigtig ansat, vi var kun løse folk.

 

Var med til at tage sporene op

Jeg var så også med til at tage sporene op, da banen var nedlagt , og det syntes jeg ikke godt om. For det var jo at ødelægge min arbejdsplads. Men jeg var med fra Grindsted og til Varde. Det var et Odensefirma, der havde købt det hele, og vi var 5 mand her fra Grindsted af, og så var der en formand fra firmaet af. Han kørte nærmest med en traktor og slæbte skinnerne sammen,  og sådan tog vi altså banen op.

Bagefter arbejdede jeg i et stykke tid sammen med en anlægsgartner og lavede gartnerarbejde ved en skole i Thyregod,  og det var kun et kort stykke tid, for så kom jeg på Grindsted mejeri  og blev altmuligmand, og da var jeg 65 år gammel, men jeg blev ved, indtil jeg var 70 år gammel. Men så holdt jeg.