Ulrich Kristensen vender hjem til Venstre

Ulrich Kristensen - Foto: René Lind Gammelmark
Hejnsvig Traktortræk

Ude godt, hjemme bedst – sådan er det også for lokalpolitikeren Ulrich Kristensen, der har taget beslutningen om at vende tilbage til Venstre i Billund Kommune, efter at have været drivkraften bag Lokalpolitisk Forum i flere år.

 

Ulrich Kristensen udtaler: ”Jeg trives i det politiske miljø, og har løbende dialog med mange borgere og interessenter. At stå alene kræver meget af mig i forhold til at følge med omkring de politiske dagsordener og agendaen sådan helt generelt. Jeg har gennem denne byrådsperiode haft god dialog med bl.a. Stephanie Storbank og Robert Terkelsen, og vi har løbende talt meget om hvordan vi kan udvikle hele kommunen, og ja… hvordan jeg kunne søge mere indflydelse og medbestemmelse”.

 

Han har tidligere trådt sine politiske sko i Venstre og finder det derfor meget naturligt at slutte ringen, og vende “hjem”. Ulrich Kristensen har tidligere udtalt: ”Lokalpolitik drejer sig for mig om de bedste betingelser for erhvervslivet, de mange ansatte i kommunen, god og fair behandling af alle borgere – høj som lav, ung som ældre, med eller uden skavanker”. Dette vil også fremadrettet være fokuspunkter for det nye medlem af Venstres byrådsgruppe.

 

”Jeg er oprigtig glad for, at Ulrich igen har lyst til at være en del af fællesskabet i Venstre”, siger Borgmester for Billund Kommune, Stephanie Storbank. 

 

”Venstre har en klar mission om at udvikle hele kommunen og udfolde det store potentiale, der er i Billund Kommune med et erhvervsliv i vækst og en stabil økonomi, der gør det muligt at investere i velfærd og trivsel. Jeg ved, at Ulrich deler samme ambition og glæder mig derfor til at kunne arbejde endnu tættere sammen med ham til gavn for kommunen og borgerne” slutter Stephanie Storbank. 

 

Også Kurt Kirkegaard, der er nytiltrådt kommuneforeningsformand for Venstre, ser store muligheder i den styrkede byrådsgruppe, og ikke mindst i forhold til baglandet. ”Jeg tror på, at vi med styrkede kræfter vil kunne gavne Venstre lokalt, ikke mindst på de indre linjer” siger Kurt Kirkegaard.

 

Ulrich Kristensen glæder sig nu til at komme i Venstres arbejdstøj og til at komme i gang med opgaverne.

 

Ulrich Kristensen starter i Venstres byrådsgruppe i Billund Kommune i løbet af maj skriver Venstre i en pressemeddelelse.

Kontorbutikken refurb banner