Af Carsten Sander Christensen
Hvis man for godt 120 år siden havde kørt rundt i hestevogn her på egnen i januar og februar, og særligt hvis det frøs, så havde man set nogle små klæbrige klumper, der lå rundt omkring på markerne. Det var mergel. Mergel er et underligt klisteret stof, som har en mørk gråblå farve, der ikke er til at få af fodtøjet når det er nyopgravet, og skal spredes på marken eller læsses på vogn. Men hvis det har ligget og fået frost var det lettere at sprede med en skovl. Mergel er en lertype som indeholder mindst 10% kalk. Normalt en del mere.
Egnen blev ændret
Fra o. 1880 til 1910 blev egnen her ændret fra at være en lyngørken med spredt buskads til at være det landskab vi ser omkring os, når vi færdes i naturen i dag. Det er i sig selv en voldsom belastning af jorden at den forandrer sig så fundamentalt på godt tre årtier. Merglen er vigtigt vidundermiddel i den proces. Naturens egen kunstgødning. Hedejord har en lav pH værdi. Ved at tilføre jorden netop mergel (kalk) kunne man opnå en højere pH.
Ler
Lertypen stammer fra moræneler. Moræneler er opstået efter afslutningen af den sidste istid for små 12.000 år siden. Moræneler er en jordart, som dannes vej aflejring fra gletsjere. Det kommer af det franske ord moraine (egentligt sydfransk dialektord), der betyder rullesten eller løse sten Moræneler er som alle moræneaflejringer usorteret og kan indeholde alle kornstørrelser. Leren forekommer almindeligt i de tidligere nedisede område overalt i Nordeuropa. Og altså også her i den nuværende Billund Kommune. Den anden del af merglen er kalk. Og den 200 millioner år gammel.
Under det moræneleret, som isen har aflejret, ligger der aflejringer, som er meget ældre. Nemlig kalk. Det som især har vores interesse er kalken, som findes i undergrunden under hele Danmark i et 400 m tykt lag. Den stammer fra kalkholdige skaller og skeletdele af de dyr, der levede i havet. De fleste steder ligger kalken nu begravet i så stor dybde , at vi ingen muligheder har for at udnytte den. Især omkring Limfjorden finder man den dog nær overfladen, og det samme gælder Østsjælland og Møen, eksempelvis ved Fakse, Stevns Klint og Møns Klint
Mergel
Mergel er et grundforbedringsmiddel, der har været kendt fra arilds tid. I England udstedes 1225 den første lov om brug af mergel, der 1283 efterfølges af ny instruks. Det pålægges forpagterne at mergle. Tyskland o. 1398 indgår nogle mellemtyske fyrster en fredsaftale. I dokumentet hedder det blandt andet. Alle der graver eller kører med mergel på marken, må ikke angribes under arbejdet ,ej heller på vejen frem og tilbage. Man kan ikke datere helt præcist hvornår mergel er blevet brugt i Danmark men omkring 1745-1760 er man så småt begyndt på at mergle jorden. Det var de stor herregårde som først begyndte med jordforbedring. I Ribe amt blev godset Nørholm merglet første gang i 1760.
Gravede overalt i Danmark
Førhen gravede man mergel overalt i landet. Arbejdet gik i gang umiddelbart efter høsten og fortsatte, indtil frosten satte en stopper for arbejdet. Den våde, klumpede mergel blev fordelt bedst muligt på jorden, så frosten kunne skørne den, og i foråret blev knoldene slået i stykker og harvet ned. Hvor store mængder mergel, der skulle anvendes pr. arealenhed, var meget vekslende og retter sig både efter merglens kalkindhold og efter behovet. Mængden der blev anvendt pr. hektar jord vekslede ofte mellem 40.000 kg eller mindre og helt op til 100.000 kg.
Ekstremt hårdt arbejde
At livet på heden før opdyrkningen, og før merglens tid, var ekstremt hårdt arbejde viser matrikuleringen af 1844 , hvor jordskatten blev fastlagt på baggrund af jordens frugtbarhed. I disse hede sogne gik der langt over 100 tdr. land til en tdr. hartkorn, mens der i sogne i Østjylland med god lermuld under 10 tdr. land til en tdr. hartkorn, der var datidens skattebetalingsenhed. Endvidere var befolkningstallet, og det var særdeles vanskeligt at færdes mellem landsbyerne. I 1862 blev landevejen mellem Vejle og Varde anlagt så dagvogne og dilligencer fik langt bedre køremuligheder. Initiativtager var Enrico Dalgas. Kendt her i området som vejingeniøren der var hovedarkitekten bag den første infrastruktur i den Nuværende Billund Kommune for små 160 år siden, I 1866 blev Enrico Dalgas den første direktør for Det Danske Hedeselskab.
Hedeselskabet
Da Hedeselskabets indflydelse her på egnen tog fart i 1870erne, begyndte man rigtigt at mergle. Transportproblemerne var dog stadig store og det var først Stilbjerg-Eg mergelbane i slutningen af 1880erne, at merglingen virkelig tog fart. Man var klar over, at mergel havde en fantastisk betydning for at avle noget på markerne, forsøg beviste det helt tydelig, så interessen for dette produkt var stor. Men det skulle hentes langvejs fra, vognene var små og skrøbelige, trækkraften var stude, eller i bedste fald heste, så transporten af den livgivende kalk eller mergel var et stort problem for den tids bønder.
Hedebønder
Nogle Hedebønder gravede og kørte flere hundrede læs mergel på deres marker, over en kortere år mål. Det er med rosværdig flid og udholdenhed at arbejdet på af naturen overordentlig besværlige jorde. En hedebonde overtog her i området i 1870 en hedegård på 40 tdr. land, hvoraf kun 3 tdr. land var opdyrket. Men hedebonden og hans kone dyrkede hvert år o. 5 tdr. land op. Bondeparret afbrændte møjsommeligt lyngen og kørte mindst 100 læs jord og småsten bort pr. tdr. land. Samme areal fik mere end 120 læs mergel, der blev hentet små 10 km væk i Stenderup området. Deres trækdyr var to stude. Heste kunne ikke klare mosten i starten af opdyrkningsperioden.
Statens Arbejdshus i Sdr.Omme
Man mener, at Hedeselskabet i 1930-erne, havde mergelforsøg på Statens Arbejdshus i Sdr. Omme, med mergel fra 5 forskellige lejer, og man undrede sig over at merglen fra Filskov gav særlig gode resultater, blandt andet i byg. Ved nærmere analyse af denne mergel viste det sig, at den indeholdt kobber, og det var faktisk det, der gav udslag i afgrøden på de kobberfattige agre i Sdr. Omme. Men med tiden ebbede merglingen ud her på egnen. I stedet havde man nu fået råd til den moderne kunstgødning, der var meget effektiv og ikke havde de samme begrænsninger som merglen havde. I sær ved over-mergling, hvor jorden blev udpint og merglen fik den diametralt modsatte virkning.
