Sanders Historiske Hjørne: Vester Starup Kirke, Renæssancen og Saint Sylvesters (Saint Syllatz) helligkilde

Af Carsten Sander Christensen

På strækningen mellem Grindsted og Esbjerg, nærmere bestemt på Tingvejen, dukker der efter små 15 kilometers kørsel en lidt ensomt beliggende lille hvidkalket kirke op på højre hånd. Det er Vester Starup Kirke, der ligger på en banke i et engområde lidt syd for Holme Å. Kirken betjener området omkring landsbyen Starup/Tofterup. Egentlig ligger såvel kirke som landsby i Varde Kommune, men området har stadig tilknytning til Grindsted området. Postnummeret i Starup/Tofterup er nemlig 7200. De gæve borgere har flere gange været i kontakt med København for at få dette ændret – men forgæves.

 

Vester Starup Kirkegård

Den lidt eleverede og langstrakte kirkegård, der omgiver den lille hvide kirke, har faktisk bevarede sine oprindelige historiske skel. Ja egentlig er kirken lidt af en skat, hvad angår klenodier fra fortiden. Men det vender vi tilbage til. I dag ses en stensætning omkring arealet, men oprindeligt har der været indhegnet af et stendige. Der er såvel en indgangsport (jerngitterfløje) i øst som i vest. Den østlige port kan dateres tilbage til starten af 1700-tallet og får sin nuværende form i slutningen af 1800-tallet, mens dent vestligste port er små 100 år. I 1720 skødede kirken området til bønderne i sognet. De facto var dog familien Eskesen i Vestterp lidt vest for Starup/Tofterup, der var ejere af kirken indtil 1799. Herefter blev den skødet til en gruppe af større bønder i sognet. I 1911 overgik Vester Starup Kirke til selveje.

 

Anekskirkegård

I 1925 blev den nye annekskirkegård længst mod vest på Puglund bakke anlagt og indviet. Der er 150 meter mellem den nye kirkegård og kirken. En længere tur i strid vestenvind. Men årsagen er jo, at kirkegården – på grund af engdragets vekslende vandstande – skulle placeres på et bakkedrag. Selve kirkebygningen er ikke meget forandret i de sidste små 175 år. Omkring 1850 blev kirken renoveret, hvor skibets norddør blev nedrevet. Ligesom kirketårnet fik sit nuværende pyramideformede udseende. I skibets nordside kan man endvidere to af de originale romanske vinduer.

 

Romansk Kirke

Vester Starup Kirke er som de fleste andre gamle kirker her på egnen romansk og nok fra 1200-tallet. I Ribe Oldemoder (den første oprindeligt nedskrevne liste over kirker i stiftet fra o. 1290-1330) dukker kirken op som en tilføjelse i 1342. Her nævnes en sognepræst og kirken er sat til en afgift på fire sølvskilling. Omkring reformationen i midten af 1500-tallet er Vester Starup Sogn et annekssogn til Åstrup Sogn. Kirken skulle i den katolske tid skulle af have indviet til Saint Martin af Tours. Ham med Mortensaften. Han var jo biskop og han skulle være såret ud som en af figurerne på altertavlen. Der skulle ligeledes i den katolske tid have været en helbredende helligkilde på kirkens område. Syge skulle have valfartet til kilden fra hele egnen. Kilden var måske indviet til Saint Sylvester. Ham med nytåret.

 

Saint Syllatz

I annalerne er navnet dog stavet Saint Syllatz. Men han er rigtigt kendt blandt helgener. Man han kunne jo være en lokal helgen i det syd- og sønderjyske område. I en indberetning af den daværende sognepræst for Åstrup og Starup sogne, Niels Baltersen, til historikeren Ole Worm i 1638, skrev han, at han intet spor kan finde af en sådan kilde. Desuden ligger kirken jo på en bakke og området er fugtig eng og efter reformationen sad man ikke og dyrkede gamle katolske riter.

I lokalhistorikeren O. Jespersens bog om Starup Sogn fra 1920 lyder det dog som følger: Skønt beretningen fra 1638 siger at der intet spor er af kilden, har man dog indtil for en del år siden kunnet påvise dens plads i det sydvestlige hjørne af kirkegården, om det er med rette eller urette kan ikke afgøres, men vandet stod i al fald på dette sted op mod overfladen. Ved udgrøftning og opfyldning er dette forandret så man nu medfuld ret kan sige, at ethvert spor af kilden er forsvunden.

 

Helligkilden

Tyve år senere skriver den daværende præst så følgende om helligkilden i et brev dateret 8. august 1940: Om kilden kan jeg kun sige, at der i min tid var et brøndlignende hul (vel ca. 1 alen i diameter) i kirkegårdens sydvestre hjørne nær ved diget. Det brugtes til kalk til kirkens hvidtning. Jeg har set vand i den på en tid, da der højst var en lille kalkrest på bunden og spurgt mig selv om det var muligt hvis der ikke var et væld, eftersom dens bund lå betydeligt overjordniveauet udenfor kirkegårdsdiget.

Så er der helgennavnet Saint Syllatz. Det synes at være forvansket, eller stavet noget ubehjælpsomt. Det synes nemlig som om man kan skimte navnet Silas bagved den i 1638 angivne stavemåde. Det bekræftes ved at lægge mærke til slægtsnavnet på beboeren af dobbelt gården i Hesselho, i den østlige del af Starup sogn. Her er navnet Syllatz anvendt som mandsnavn i flere slægtsled. 1645, kun 7 år efter præsteindberetningen, boede en enke på Hesselhogård ved navn Karen Silluses, i 1651 staves hendes navn Karen Syllatz. 1660 bebos samme gård antagelig af hendes søn, der hedder Søffren Zillesen. Men ingen har fundet svaret på spørgsmålet – selv den dag i dag.

 

Rig på klenodier

Men som nævnt i starten er den lille kirke ude i engen rig på gamle klenodier.  Granitdøbefonden er det ældste inventar, men kan godt være mere end 600-700 år gammel. Alterbordet har måske samme alder. Altertavlen og meget af det øvrige inventar er fra 1500-tallet – den tidligste renæssance. En sand brydningstid i Danmark – i religiøst henseende. Altertavlen dateres til senkatolsk tid – o. 1520, mens præste- og skriftestol fra 1574 samt stolesæderne fra 1585 er efter Reformationen. Måske på grund af den øde beliggenhed er det stadig original malingen er der på genstandene. Prædikestolen er opsat i 1639 og er en gave fra en lokal bonden, Jens Pedersen i Starup. I nyere tid er der blevet indsat en kakkelovn i 1896, indtil der i slutningen af 1930erne blev installeret et nyt varmeværk i Vester Starup Kirke.

 

Nyt sognehus

For nogle år siden blev der – efter megen tovtrækning med myndighederne – bygget et nyt sognehus ved Smedebakken øst for kirkebygningen tæt på Tingvejen. Varde Kommune havde allerede o. 2009 sat små 6 millioner af til sognehuset på budgettet. Bygningsinspektører vendte dog flere gange tommelfingeren nedad. Og det til både beliggenhed og til bygningernes udformning. Men nu står de der. Sognehuset indeholder konfirmandstue, kontorer, kapel og kantine til personalet.

 

Mønter

Til sidst skal lige nævnes nogle mønter, der er fundet på kirkens område gennem tiderne. I perioden 1916-1921 fandtes der en del gamle mønter i en grav i kirkegårdens vestre ende. Det viste sig at være ni mønter fra Kong Svend Grathes tid (1146-1157). Mønterne var slået i Ribe. Kong Svend (konge på Sjælland/Skåne) lå i krig med Valdemar den Store (konge i Jylland) om magten i Danmark. Svend fik hjælp fra den tyske Kejser Frederik Barbarossa, men Valdemar overtog som bekendt tronen.

I 1939 fandt man i kirkens kor to mønter fra Christoffer 2.s tid (o. 1325) og ved en såkaldt harpning af kirkegulvet i 1957 fandt man flere end 220 mønter. Heraf  var der 165 såkaldte borgerkrigsmønter fra perioden 1241-1332. Tænk lidt over så meget historie i så ensomt beliggende lille hvidkalket kirke