Efter seks år på posten stopper Charlotte Sahl-Madsen som direktør i CoC Playful Minds.

Charlotte Sahl-Madsen - Foto: Johnny Madsen, jmd.dk

Stopper efter seks år som direktør

– Charlotte har gjort os alle opmærksom på vigtigheden af at tage børn alvorligt, at lære af børn og at samskabe med børn, og hun har markeret Børnenes Hovedstad i Billund, Danmark og Verden. Vi ønsker hende derfor en stor tak for indsatsen gennem de seneste seks år og ser frem til at bygge videre på det fundament, der er etableret, siger bestyrelsesformand Søren Brandi i en pressemeddelelse.

 

Øget fokus på den lokale forankring

CoC Playful Minds vil fremover øge fokus på den lokale forankring af Børnenes Hovedstad. På det seneste har man arbejdet med at øge både borgernes kendskab til og stolthed over Børnenes Hovedstad. Det arbejde kombineres med udvikling af en ny strategi, hvilket også falder naturligt sammen med indtræden af flere nye medlemmer i bestyrelsen, står der at læse i pressemeddelelsen.

Charlotte Sahl-Madsen vil dog fortsat være ansvarlig for afholdelsen af dette års Børnetopmøde – Childrens General Assembly i september, hvor børn fra Billund Kommune og mere end 50 lande deltager.

 

Michael Stahl er ny direktør

I forbindelse med, at Charlotte Sahl-Madsen træder tilbage, er Michael Stahl udnævnt som ny direktør for CoC Playful Minds. Michael tiltræder 1. juni 2023 og kommer senest fra Kirkbi, hvor han har været ansvarlig for Play Campus i Travbyen. Tidligere har han bl.a. været leder af Inkubation Studio i Lego Ventures.

– Vi er rigtig glade for, at Michael vil træde til som konstitueret direktør indtil udgangen af året. Michael har en god forståelse af Børnenes Hovedstad, og han medbringer en god ledelsesmæssig ballast i forhold til at drive udviklingen af strategien for CoC Playful Minds, siger Søren Brandi.