Det danske hold til European Games i Polen er udtaget – 2 lokale er med på holdet

Mathias Landén Jeppesen og Mira Fænø Dahlmann - Foto: René Lind Gammelmark

Af Marianne Thorø

Danmark rejser afsted med 98 atleter i 16 idrætsgrene – og i truppen er to lokale teqball-spillere, Mathias Landén Jeppesen og Mira Fænø Dahlmann.

– Det bliver mega spændende, siger 21-årige Mathias Landén Jeppesen, der selv har været meget involveret i bestræbelserne på at få teqball optaget som disciplin i European Games.

– Man kan sige at vi er jo ikke så mange teqball-spillere i Danmark på det her niveau, så udvalget af spillere til udtagelsen er ikke stort. Men derfor er det da stort at skulle kæmpe for Danmark, siger Mathias Landén Jeppesen, som er bedre kendt som Vips.

Mathias Landén Jeppesen- Foto: René Lind Gammelmark

Han stiller op i både herredouble og mixeddouble, og netop i mixed double danner han par med 17-årige Mira Fænø Dahlmann, der også stiller op i damedouble.

– Det er fedt at være udtaget, men også lidt nervepirrende at være de første der skal være med til at repræsentere sporten i de European Games. Men det er også fedt at være med til at vise sporten frem, for det er jo ret nyt endnu, siger Mira Fænø Dahlmann.

Mira Fænø Dahlmann – Foto: René Lind Gammelmark

European Games, der også kaldes det europæiske OL afvikles i Krakow i Polen fra den 21. juni til den 2. juli og i den danske trup er også badmintonspiller Viktor Axelsen, kajakroer Emma Aastrand Jørgensen og Jesper Hansen fra skeetskydning, som alle vandt medalje ved OL i Tokyo.

– Det bliver også noget helt særligt at skulle være en del af den store trup som sendes afsted. At bo og spise sammen med så mange andre udøvere – det bliver en fed oplevelse, lyder det fra Vips.

Mathias Landén Jeppesen og Mira Fænø Dahlmann – Foto: René Lind Gammelmark

Mathias Landén Jeppesen – Foto: René Lind Gammelmark

Mira Fænø Dahlmann – Foto: René Lind Gammelmark

Mathias Landén Jeppesen – Foto: René Lind Gammelmark