Sanders Historiske Hjørne: Fårehyrden, Ole sad på en knold og sang, gøremål og den evige udlængsel

Sanders Historiske Hjørne

Af Carsten Sander Christensen

Sanders Historiske Hjørne handler denne gang om fårehyrden, Ole sad på en knold og sang, gøremål og den evige udlængsel

– Ole sad på en knold og sang

får og beder omkring ham sprang

– Lyngen sused og skyen gled

udflugtslængsler i hjertet sved

– Over havene hyrden for

fårene står der endnu og glor

 

Jeppe Aakjær

Digteren Jeppe Aakjærs sang fra 1900 om hyrdedrengen Ole på heden, siger umiddelbart mere om den lille hyrdedreng og hans fæller og deres længsel efter noget større end man umiddelbart skulle tro. Omkvædet og den lidt muntre melodi har fået mangen en sangsjæl til at betragte sangen som en uskyldig vise. Der en stor alvor i Oles beslutning om at forlade hjemstavnen. Det gjorde mangt en hyrdedreng nemlig. Mangt en fårehyrde brugte sine tilegnede evner andre steder i samfundet og det fortrød drengene aldrig.

For 150 år siden, var der store flokke af får på gårdene i den nuværende Billund Kommune. I Plougslund området lidt syd for Billund var der omkring 100 får til hver gård. Fåret holdes for dets uld, kød og mælk. Fåret regnes for et af de første domesticerede husdyr – ikke alene i Danmark men globalt. Ulden fra dette husdyr er endvidere den mest anvendte form for dyrefiber over hele kloden. Fåret havde dengang o. 1875 stor betydning som leverandør af uld og kød til de lokale husholdninger i området. Dog kan man ikke overse at dets skind og fåremælken også kunne også have haft en betydning her på hedeegnen.

Får skal behandles omsorgsfuldt og sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov. De fleste fåreracer er robuste, og får kan gå ude døgnet rundt i vinterperioden uden adgang til læskur eller bygning på visse betingelser. Det er en forudsætning, at fårene er i godt huld og med god uld. Fårene kræver desuden daglig pasning året rundt. Foruden dagligt opsyn og tilsyn, for at tjekke fårets og lammets sundhedstilstand og huld, skal fårene løbende have vand, fodres, have klippet ulden af og have ordnet klove, foruden ormekursbehandling.

 

Plousglund

Dyrene i Plougslund området blev dengang hver morgen drevet ud ad en sti, som kaldtes æ driwsti. Den var til begge sider indhegnet ved ret store diger, således, at fårene – og om efteråret kreaturerne – kunne gå der uden særlig opsigt, til de øst for gårdene beliggende udlodder, hvortil der var 2-3 kilometer. Ankommet hertil blev de så passet af to eller tre hyrder. Fårene og kreaturerne kunne være fra tre gårde, beliggende i den vestre ende af Plougslund.

Da lodderne var ret smalle og væsentligst bevokset med lyng, tog man det ikke så nøje med dispositionsretten, men »ophævede loven om mark- og vejfred« i dette tilfælde. Der var en vandgrøft, som kaldtes æ rundgrow, og i den var der et større vandfyldt hul, hvor alle dyrene havde adgang til at drikke. Hullet eksisterer den dag i dag, og kaldes: æ fælles vandhul. I dette hul havde hyrdedrengene opsat en stang i midten, og i omkredsen lavet nogle regelmæssige – eller så omtrent – små forhøjninger. Apparatet fungerede som tidsmåler, men havde den fejl, at det kun »gik« i solskin.

Om aftenen blev fårene så drevet hjem ad »driwstien«, og hver gård fik sine, til tider vel knap nok, og til andre tider måske lidt rigelig, men man havde en ret god evne til at »få sit«. På de store lyngflader havde hyrdedrengene megen tid til rådighed, og en del af denne benyttede de bl. a. til at finde fuglereder og kontrollere æglægning og udrugning og senere ungernes voksedygtighed.

 

Hyrdedrenge

Men hyrdedrengene havde dog også andre praktiske ting, som de tog sig af. Således dyrkede de små jordstykker med kartofler og køkkenurter som løg. Nogle steder her i området dyrkede drengene endda havre og boghvede. På grund af de hyppige sandstorme opstod der derfor områder med små kålgårde som skulle værne for vejr og vind men også for hedens dyr. Og selvfølgelig også for fårene, der jo i hyrdedrengens middagslur kunne forsyne sig i de små køkkenhaver. Selv om der var meget lyng i området kneb det gevaldigt med græsområder med ægte græs. Den græsart der var mest udbredt for 150 år siden kaldte man katteskæg. Derfor kneb det ofte for fårene at få næring nok.

Der er sikkert en læser, der tænker, at det at være hyrdedreng på heden var en nem tjans. Havde fårene gået i et naturligt landskab, havde arbejdet nok været lettere. Men som nævnt tidligere så havde man kultiveret og opdyrket små stykker af heden. Boghveden var en yndet kulturplante blandt egnes landmænd. Opdagede fårene at de kunne æde uhæmmet af boghveden, ja så gjorde de det jo selvfølgelig. Og så blev de ”dimse”, dvs. de gik med hovedet ned mod jorden, havde meget nedhængende ører og stampede konstant med forbenene. Kuren mod den sygdom var særpræget. Hyrdedrengen skulle hurtige indfange fåret og bide et stykke af hvert øre. Og det gjaldt jo alle de får der ”dimsede”. Metoden har lighed med åreladning i gamle dage, når først blodet flød livede fåret op igen.

Sanders Historiske Hjørne

Karensmindes fårehyde Niller er her på arbejde med sine fantaske fårehunde (privatfoto)

Påpasselighed

Påpasselighed var vigtig for hyrden ligesom hans hund var. Hedeområdet var fuld af små moseområder og fritliggende vandhuller og faldt fårene jo af og til i. Det kunne være en hård opgave at rive fåret op ad hullet. Ved forårstid var der stor dødelighed blandt de nyfødte lam, så de skulle skindes. Skindene blev normalt solgt til omvandrende lammehandlere for en handlet pris. Selv om man var dreng blev man hurtigt en krejler.

Med hedeopdyrkningen o. 1900 så forsvandt erhvervet som hyrdedreng. Engvandingskanaler kom overalt på egnen, engene blev overrislet, jorden blev merglet og arealerne til fårehold skrumpede ind og dyr og hyrder forsvandt. Men kunne man spørge en hyrdedreng fra slutningen af 1800-tallet om hvad han ville vælge: skolegang dagligt eller en sommer på heden, ja så valgte de fleste drenge nok det sidste. Dyrelivet på heden var mangesidet og der kom en del vandrende over heden. Fårehyrden var en saga blot.