De tre nominerede til “Den Sociale Virksomhedspris 2023” er afsløret

Sidste års vinder af Den Sociale Virksomhedspris 2022, Danforel i Grindsted. Foto: Billund Kommune

De tre nominerede til “Den Sociale Virksomhedspris 2023” er afsløret.  Der var 12 indstillede kandidater.

 

Blandt 12 indstillede kandidater blev tre virksomheder udvalgt for deres bemærkelsesværdige indsats inden for beskæftigelse, uddannelse og støtte til borgere med forskellige udfordringer

 

Ud af et stærkt felt på 12 indstillede virksomheder kunne Unge-, Uddannelses- og Beskæftigelsesudvalget i Billund Kommune onsdag den 16. august afsløre de tre nominerede til Den Sociale Virksomhedspris 2023.

”Det er meget positivt at se, at flere virksomheder tager et socialt ansvar for at hjælpe ledige borgere i arbejde. Det gode samarbejde, med de lokale virksomheder, er afgørende, derfor er det vigtigt for Billund Kommune at anerkende de virksomheder, der tager et særligt stort ansvar,” udtaler Robert Terkelsen (V), formand for Unge-, Uddannelses- og Beskæftigelsesudvalget.

Den svære udvælgelse mundede ud i en nominering af virksomhederne Sundolitt, Blume og Jysk i Grindsted.

”Disse virksomheder har uden tvivl haft en betydningsfuld indflydelse på lokalsamfundet, ved at skabe muligheder og støtte borgeres udvikling og trivsel,” fortæller udvalgsformanden efter afgørelsen.

 

Afgøres i efteråret

Han ser frem til kåring og fejring af den endelige vinder i løbet af efteråret, som skal findes af et dommerpanel bestående af formanden og næstformanden for Unge-, Uddannelses- og Beskæftigelsesudvalget, repræsentanter fra virksomhedsnetværket, en repræsentant fra Jyske Vestkysten og lederen af Jobcenter Billunds Virksomhedsservice.

Vinderen modtager udover et diplom og en statuette også et kontantbeløb på 10.000 kr. som kan bruges på et arrangement for virksomhedens medarbejdere.

Indstilling af kandidater løb frem til den 25. juni 2023, hvor alle havde mulighed for at indstille til den sociale virksomhedspris. For at komme i betragtning skal virksomhederne have arbejdet med at hjælpe unge eller langtidsledige i job eller uddannelse, i samarbejde med Jobcenter Billund. Sidste års vinder var Danforel i Grindsted.

De 12 indstillede virksomheder:

  • Allans Auto v/Allen Bjerregaard
  • Billund VVS Teknik ApS
  • Blume
  • Grene Kirke
  • IFF
  • Jupiter Cykler
  • JYSK A/S
  • LEGOLAND F&B
  • MENY Vejlevej
  • WOW Park
  • Sundolitt
  • MK Production